– Det er kritisabelt, at biskoppen taler om præsternes situation som begrundelse for ikke at ville undersøge sagerne. Den slags sager skal undersøges alene af hensyn til ofrene. En undersøgelse sender det vigtige signal til ofrene, at kirken tager mistanken om overgreb alvorligt. Det nytter ikke noget at sige, at sagerne er svære at afdække – for selvfølgelig kan de være det. Men indtil det sker, vil ofrene formentlig stadig lide under overgrebene, siger han.
(citat Peter Albæk)

Den, som selv er ren, kaster den første sten.
Og ja, ofrene lider. Det gør deres kære også.

Jeg noterer mig, at interesseorganisationen Børn Vilkår og skiftende formænd stadig beslaglægger næsten alle de offentlige midler, der frigives til meningsdannelse på børneområdet.
Det er mange millioner, fortrinsvis betalt af de fattigste medborgere. De som står først til at miste børnene og hjælpeløst se dem ødelagt i statens varetægt.
De sætter dagsordenen - yderst professionelt.
Til fordel for børn?
Døm selv.

Peter Albæk VED, hvor dårligt det står til på de anbringelsessteder, han så kraftigt beskytter.
Hvornår skal han selv og forbryderne stilles til ansvar?
Hvornår kommer en undersøgelse af danske forhold?
Jeg er bekendt med, at Godhavnsdrengene har fået igangsat en undersøgelse, og tak for det. Men er det ikke lidt sent?
Forbryderne er meget gamle eller for længst døde.
Ofrene er i bedste fald i pensionsalderen, hvis de lever. Mange af dem er døde, ofte efter et kummerligt liv.
Jeg er også bekendt med, at Janusprojektet har fået overladt 29,2 millioner fra de samme fattige til at foreslå, hvordan man skal blive i stand til at se og hjælpe ofrene for statens overgreb og undladelser(der også er overgreb).
Af hensyn til ofrene, ville det så ikke være bedre at få overgrebene frem i lyset og fastlægge et ansvar?
Som myndighedsperson må man være ansvarlig for både begåede synder og undladelsessynder.
Det hævdes naturligvis i forhold til kirken.
Hvorfor skal staten have lov?
Den er dog til for borgernes skyld - eller hur. I det mindste er vi alle tvungene donorer.

Børneindustriens såvel som kirkens ofre vil altid lide under overgrebene og den stjålne barndom. Men anerkendelse er et lille plaster på såret, for så er det ikke kun dem, der er tossede og utaknemmelige for det, samfundet gjorde mod dem.
Husk, der er 200.000 tidligere anbragte blandt os, der håber, at børn og børnebørn må få en lidt blidere skæbne.
Det drejer sig ikke kun om seksuelt misbrug. Også om tvangsarbejde, forurettelse, skub og slag.
Allerværst er dog de psykiske men efter tab af rettigheder og tillid, efter hån, tilsidesættelse, ligegyldighed,længsel, sorg, savn, at se sin familie gå til grunde, ensomhed, håbløshed, afsondrethed.

Helle Stangerup udtaler i et interwiev til Jyske Vestkysten 21. marts: Løgnen skræmmer mig. Det er så vigtigt, at politikerne har integritet - at deres ord og handling er samstemmende. Den slags politikere er der desværre med årene blevet færre af, og det er en foruroligende udvikling.
Hvor skal det ende, når de samme løgnere køber spin for millioner, tvangsudskrevet fra de forurettede. Istedet for at se uretten i øjenene og handle ret, bortforklarer de den og skyder skylden på andre - stadigvæk ved misbrug af betroede midler.
Desværre kolporterer størstedelen af pressen troligt løgnene til en undrende befolkning.
Hvem tør bryde DEN negaive arv????

"Far vil tale alvorligt med mig, jeg bliver bange, fordi at jeg sammen med en anden pige i skolen er begyndt at rapse
Det er dog ikke dette som skal tales om, men at min moder er afgået ved døden, på en måde er jeg jo lettet over at det ikke var rapseriet som skulle tales om

Nå, men tiden går og hun skal begraves: Vi må ikke få lov at se hende en sidste gang

Ingen taler med mig derom,

Tiden hos min fader er alt andet en lyserødt, han er en sand hustyran, man får ofte med ledningen som man også selv skal hente, en dag skulle jeg have stryg for at have taget af nogle af deres penge, men ikke nok med det, så skulle hans nye kone sidde i sofaen og kikke på, Fra den dag af, er jeg Aldrig i samme rum som ham,( han er murermester og arbejder på sjælland og kommer derfor hjem i weekends), De beslutter at de skal rejse over til københavn og bosætte sig, jeg bliver spurgt om jeg vil med, og dette vil jeg godt, hvis at han ikke skal med

Nå, men så bliver der fundet et sted til mig, Schep. i brabrand. jeg er ude og kikke, man får hverdag 8 kr og 10 øre i lommepenge, og en gang pr månede har man så opsparet en hel del penge også, man må derude, og megen frihed har man, ( jeg var vant til at få 10 kr om ugen, og skulle så gå i skole, omkring 5 - 6 km hver vej) så det var rigtig mange penge

Jeg kommer derud kort efter min komfirmation, og dette er et sandt marridt for en pige som jeg, jeg er af natur meget genert, så de første uger tør jeg ikke engang gå ned i spisesalen osv.
Det er meste meget "slemme" piger som er derude, og jeg lære jo hurtigt at man skal følge strømmen, Så jeg kommer ud i misbrug og "lettjente" penge

Jeg bliver sendt i familiepleje, men vil ikke bare plaseres lang fra alfavej, så jeg går min vej igen
Jeg bliver samlet op og kørt direkt ud på Bøgeholdt i Viby, sidste station før rendestenen, og så går det jo rigtig meget ned ad bakke, fordi her er også drenge placeret, Disse knægte hørte bestemt ikke til det artige selvskab, og man blev også misbrugt sexuelt, og man sladrede jo ikke
Jeg endte jo også op med at være med til væbnet røveri, jeg skulle lokke ofrene, og drengene udførte gerningen

Jeg bliver som 15 årig plaseret på værelse ude i byen, hvilke er godt for mig, for så er der jo ikke de andre, jeg får mere ro på, dog fortsætter jeg med at trække,
Jeg møder en ny udsluppen mand, 13 år ældre, Men man kan sige at han bliver min redning, ikke fra gaden, men fra stofferne,
Dog får jeg jo mange øretæver af ham, og ofte så voldtager han mig også efter tævene

Jeg bliver gravid med ham, og vi flytter langt ud på landet på et lejet sted, men kort tid efter bliver han hentet af politiet, han og nogle andre mænder tager ofte på tyvetogter
Han bliver varetægts fængslet og er det ca. et år, jeg er ladt alene derude, men forsøger på bedste vis at sørge for vores barn, hunde, katte og mig selv
Trækkeriet fortsætter jeg med, fordi at jeg jo ingen selvværd besidder, så jeg tror ikke at jeg kan noget andet, jeg får en fantastisk dagplejer og efter 1½ år ca. møder jeg en ny mand som er 25 år ældre, men han har fast arbejde osv. dog kan det jo ikke gå med ham, men vi når at få barn, tiden går i nogle år, jeg møder så en ny mand, og han er så 4 år yngre og jeg stopper fluks med trækkeriet, for nu vil jeg ikke mere, får et job som rengøring i et vaskeri og ½ år efter på plejehjem

Men jeg vil mene at man svigtede totalt dengang at man sendte mig ud på Scheppelernshus, jeg var jo ikke kriminel eller andet, jeg havde mistet min moder".
(Citat fra Hannes erindringer)

Hanne er ganske vist ikke voldtaget af nogen erstatningsfader, men burde hendes og tusinder andre misbrugte børns grumme skæbne i danske børnefængsler ikke føre til granskning og fastsættelse af ansvar?
Og frem for alt, retsbeskyttelse af børn.

Er livstidstraf ikke lovlig voldsom til et barn, der har begået den synd at miste sin mor og rapse i fars pung?
Gik det bedre for hendes søster, der forblev i plejefamilien?
Nej, på ingen måde.