Siden 1992 er det offentlige forbrug steget med omkring 43 procent i faste priser. Eller med langt over 100 milliarder nutidskroner. Pengene er bogstavelig talt fosset ud af de offentlige kasser. Men for forskerne er det lidt af et mysterium, hvad man har fået for dem.
– Der er i den periode ikke blevet væsentligt flere gamle og heller ikke voldsomt mange flere børn og unge. For eksempel har antallet af hjemmehjælpsmodtagere ligget på stort set samme niveau, og man har skåret drastisk ned i antallet af rengøringstimer hos de ældre, siger Jørgen Goul Andersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
Han har sammen med en kollega i et projekt for Rockwool Fonden været på jagt efter, hvad de ekstra milliarder var gået til, men det viste sig svært at afdække.
– Har der så ikke været områder, hvor velfærden har haltet bagud og dermed noget, man skulle indhente? Jo, områder som børnepasning og skolefritidsordninger er blevet udbygget. Og formentlig giver man bedre hjælp i dag til de dårligst stillede ældre, men det er ikke nok til at forklare stigningen. Mange offentligt ansatte vil selv sige, at det er gået op i bureaukrati, siger Jørgen Goul Andersen.
– Efter de mange års vækst burde der være nogle fedtdepoter, men de er ikke så ligetil at finde. Alligevel burde det efter 18 år med stigende udgifter være muligt at holde de offentlige udgifter uændret i et år, tilføjer han.
Debatten om den kommunale økonomi blev for alvor åbnet i søndags, da den kommende formand for Kommunernes Landsforening, den socialdemokratiske borgmester Jan Trøjborg, foreslog, at de rigeste pensionister selv skulle betale for kommunal rengøring.
Forslaget blev omgående skudt ned på Christiansborg, men det kommer nok igen til debat, når kommunerne i dag samles til deres årlige topmøde i Aalborg.
Her skal de lægge strategien for de næste måneders armlægning med regeringen om økonomien. Regeringen har lagt op til nulvækst eller lidt mindre end det, mens kommunerne forventer, at udgifterne stiger helt af sig selv. Der bliver flere ældre, og mange udgifter bliver presset op, som de er blevet det de seneste mange år.
År efter år har kommunerne og regeringen indgået aftaler om næste års økonomi, og hver gang er det som nævnt endt med stigende udgifter til velfærden.
Jan Trøjborg forklarer, at hans forslag om egenbetaling for rengøring var et forsøg på at anskueliggøre den udfordring, kommunerne står overfor, når regeringen kræver nulvækst.
– Der er tre måder at gøre det på. Man kan sætte skatterne op, men det vil regeringen jo ikke. Man kan reformere systemerne over en bred palet og skaffe flere på arbejdsmarkedet, og så kan man skære ned i den offentlige sektor. Regeringen har entydigt valgt det sidste værktøj, siger Jan Trøjborg.
Men han mener ikke, at det er muligt at spare på kommunernes serviceydelser og kalder det "fuldstændig vanvittigt", når Jørgen Goul Andersen siger, at det er svært at se, hvad 43 procents stigning i de offentlige udgifter er gået til.
– Vi har fået meget mere pleje af de ældre, vi har fået mere pasning af børn, og vi har fået mere specialundervisning af børn, siger han.
Han afviser, at der skulle være noget "fedt" i de kommunale administrationer, som let kan skæres væk. Tværtimod står man allerede med nogle barske sparerunder.
– Vi har allerede aftalt med regeringen, at der skal effektiviseres for en milliard kroner om året frem til 2013. Det giver i alt fem milliarder kroner, siger Jan Trøjborg.
Han støttes af Socialdemokraternes politiske ordfører på Christiansborg, Henrik Sass Larsen, i, at regeringens sparekrav er urealistiske. Han peger på, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til at spare på de ældre, og regeringen vil have en folkeskole i verdensklasse.
– Så er der børnepasning og administration tilbage, men at tro, at man kan spare så meget på de to områder, er fuldstændig urealistisk, siger Henrik Sass Larsen.
Kommunernes udgifter på 355 milliarder kroner om året kan deles op i tre blokke. Overførselsindkomster som folkepensioner, efterløn og boligstøtte er på 49 milliarder kroner. De er fastsat af staten ved lov, og derfor kan kommunerne ikke rykke en tomme ved dem. Den anden blok er kommunernes anlægsudgifter til nybyggerier, og den udgør 14 milliarder kroner om året.
Endelig er der den helt store blok på 292 milliarder kroner årligt til service for borgerne. Det er især disse udgifter, der er steget gennem 18 år, og som kommunerne formentlig kommer til at skære i, hvis de skal leve op til regeringens krav.