1. Joh. 2, 24-25

Johannes formaner indtrængende menigheden til at holde fast ved det, de har hørt fra begyndelsen: apostlenes vidnesbyrd om Jesus som Guds søn, hvis liv, død og opstandelse er grundlaget for frelse og evigt liv.

Det er ikke, fordi det er Johannes om at gøre bare at holde menigheden fast i det, som mange efterhånden mente var forældede sandheder. Det var heller ikke, fordi han ville ensrette alle kristne og var imod enhver selvstændig tanke. Nej, hele Johannes? lidenskab drejer sig om dette ene, at det er apostlenes vidnesbyrd om Jesus som Guds søn og verdens frelser, som er kristentroens fundament og det eneste, der giver fællesskab og liv med Sønnen og Faderen. Og det er den eneste tro, som har det løfte over sig, at vi får evigt liv. Kort sagt, det er troen på det apostolske vidnesbyrd, som alt står og falder med.

Når det fundament er på plads hos Guds folk, er der rigelig mulighed for forskellighed og udvikling. Forskelligheden er Gud selv med til at fremme, både ved at han har skabt os med forskellige evner og egenskaber, og ved at han udruster sin menighed med forskellige nådegaver.

Også udviklingen står Gud selv bag, når han lader det apostolske budskab slå rod og udfolde sig i de forskelligste kulturer og skabe nyt liv og tilbedelse af Kristus. Og udvikling sker også, når han op gennem kirkens historie gav mennesker nåde til at kaste nyt lys over de bibelske sandheder og se nye perspektiver i det budskab, som er kirkens grundvold.

"Kom, lysets Ånd! og led os så,/ at vi på klarheds veje gå,/ men aldrig dog fra troens grund/ et hårsbred vige nogen stund." (Salmebogen nr. 300, vers 2).

Hanne og Flemming Frøkjær-Jensen