Da Villy Søvndal ramte muren

SF-formand for Østerbro, Hanne Melnik, udtrykte det meget præcist:

"Sagen om skolen er ikke særlig stor i forhold til nogle af de andre sager, hvor Villy Søvndal har spillet skarpt ud. Men det her var dråben. Det måtte vi sige fra over for. Vi er så bange for at overlade banen til Dansk Folkeparti, at vi er begyndt at tale som dem."

Utilfredsheden er ikke ny. Formanden for SF i Kerteminde, Kim Jørstad, mente i januar 2010, at der var en utryghed i SF og blandt SF?s kernevælgere: "De spørger sig selv, om de bare er nyttige idioter for et partiapparat og for en kommende regering, der vil føre en politik, der kun har nuancer til forskel fra den nuværende regering. Hvis det er nødvendigt at udviske SF- profilen for at komme i regering, hvad er så meningen med at komme i regering?"

Mens SF´s tilbagegang hos vælgerne godt kan være udløst af sagen om forældremødet, så har utilfredsheden i parti og folketingsgruppe flere årsager. En af dem kan være, at partiets professionelle kampagneleder, den kun 25-årige Thor Möger Pedersen, af Søvndal køres i stilling til posten som partiets næstformand og måske også som kronprins. Mögers vej til partitoppen er gået over en ansættelse som partiets professionelle kampagneleder.

Möger Pedersen er en ny politikertype. Det er ikke en, der har arbejdet sig op gennem partiafdelinger, kommunalbestyrelser og som folketingsmedlemmer. Det er den akademisk trænede markedsanalytiker, der belønnes af partilederen for at producere designerpolitik. Et fortilfælde har vi i tidligere partisekretær Claus Hjort Frederiksen (V), der blev minister uden at have siddet i Folketinget. Han er som bekendt nået langt nu.

Det er imidlertid ikke let for en folketingsgruppe at se en partiansat overhale de, som har slidt i det politisk. SF har desuden traditionalister, der ikke bryder sig om designerpolitik. "..det er nu alligevel lidt synd for folkestyret," har det 66-årige folketingsmedlem Kristen Touborg udtalt om Möger og hans arbejde.

Endelig skal man ikke se bort fra, at mange i folketingsgruppen går i ministerdrømme. På mange måder minder SF?s udvikling om en gentagelse af Socialdemokratiets udvikling.

Begge partier begyndte som principielt republikanske og ville ikke have ministertaburetter for taburetternes egen skyld. Man gik ikke til hofbal og modtog ikke ordner. Nu stiller også SF op til kongeligt bal.

Den 27. januar 2010 var finansminister Claus Hjort Frederiksen i Folketinget genstand for nærgående spørgsmål om økonomien i sygehussektoren. Spørgerne var socialdemokrater. SF'erne, som ellers gerne angriber regeringen, glimrede ved deres fravær. Angiveligt fordi de skulle have et lynkursus i at danse lancier hos dronningen.

Men tilbagegang i meningsmålingerne får nok drømmene om bonede gulve og ministerposter til at fordufte til fordel for den politiske utilfredshed med ledelsen. Det kan kaste tvivl, om SF er regeringsmodent.

SF kunne foretage lidt selvransagelse. Betrådte man et fejlspor, da man i 2005 valgte partileder ved urafstemning? Problemet er jo, at de menige medlemmer overhovedet ikke kan følge i enkeltheder, hvordan lederen forvalter mandatet. Og hverken folketingsgruppen eller hovedbestyrelsen har let ved at gå i takt med en leder, de ikke selv har valgt og heller ikke kan vælte.

indland@kristeligt-dagblad.dk