Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Allan Sørensen, mellemøst-korrespondent 
Allan Sørensen
Send artiklen Den kroniske frygt for forhandlinger til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den kroniske frygt for forhandlinger

- Unge palæstinensiske mænd, som smider sten mod de israelske tropper på vestbredden. -

- HAZEM BADER/Scanpix Denmark

Emneord for denne artikel

USA | Israel | Jerusalem | frygt | spændinger
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Uro i Jerusalem og spændingerne mellem Israel og USA er et udtryk for nervøsitet over de kommende forhandlinger

Der findes intet, der kan sætte de mellemøstlige kedler mere i kog end udsigten til forhandlinger.

Derfor var det ventet, at parterne – USA, Israel og palæstinenserne – ville begynde at røre på sig, på den negative måde vel at mærke, efter offentliggørelsen af den nu snart 10 dage gamle nyhed om en mulig genoptagelse af forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne.

De seneste dages uroligheder i Jerusalem, med sårede på begge sider, er ikke nogen tredje intifada, men nærmere parternes "nervøse trækninger" over, at de ikke aner, hvordan de skal komme ud af den fastlåste politiske situation.

Israels regering synes lige nu at være mest optaget af at vise palæstinenserne, hvem den stærke og mest idealistiske dreng i klassen er.

Annonce
Palæstinenserne hopper med på vognen for endnu en gang at gøre deres frustration tydelig over for resten af verden. Og USA's ledelse vrider sig i spørgsmålet om, hvor meget pres man fra Washing-ton kan tillade sig at lægge på parterne uden at spolere sin egen rolle som mægler.

Der er ingen tvivl om, at den israelske offentliggørelse af et nyt boligprojekt i Østjerusalem under den amerikanske vicepræsident Joe Bidens besøg i sidste uge var en diplomatisk narrestreg fra israelsk side.

Den uheldige timing har fået amerikanerne til at miste endnu mere af deres – i forvejen knappe – tålmodighed med den israelske ledelse, og forholdet mellem de to er temmelig anspændt i øjeblikket.

En situation, der højst sandsynligt vil få USA til at øge presset på Israel og i det hele taget tale til parterne i et mere bestemt tonefald fremover.

På den måde får USA en endnu mere afgørende rolle i forhandlingerne, fordi det nu står klart, at de nuværende regeringer hos palæstinenserne og israelerne ikke har udsigt til at kunne finde ud af sagerne på egen hånd.

Det grundlæggende problem med at få forhandlingerne sat i gang er, at de israelske og palæstinensiske ledelser reagerer med en vis panik, fordi de er truede på hver deres måde, når det kommer til indrømmelser i en eventuel fredsproces.

Israels regering er skruet sammen på en sådan måde, at for mange indrømmelser over for palæstinenserne vil vælte regeringen, der læner sig op ad partier langt til højre for premierminister Benjamin Netanyahus Likud-parti.

På den palæstinensiske side har præsident Mahmoud Abbas ikke befolkningens mandat til at indgå aftaler med Israel. Slet ikke så længe den israelske regering tager meget løst på løftet om at stoppe byggeriet i de jødiske bosættelser.

Så når Israel offentliggør nye byggeplaner i Østjerusalem under den amerikanske vicepræsidents besøg i byen – og kort tid før forhandlingerne skal begynde – er det præcist et udtryk for frygten for de "farlige" forhandlinger, der i sidste ende truer regeringens eget grundlag. Den samme regel gælder for Mahmoud Abbas. Grunden til, at det har taget snart et år for palæstinenserne at give et lunkent ja til at påbegynde forhandlingerne med Israel, er, at presset fra Hamas og Fatahs yngre medlemmer er enormt på den palæstinensiske ledelse. Og hvis Abbas i Ramallah er alt for imødekommende over for Netanyahu vil det koste ham på hjemmebanen. Den dynamik var tidligere præsident Yassir Arafat godt klar over i år 2000, hvor han takkede nej til det hidtil bedste israelske bud på en løsning af konflikten. Arafat ændrede den hjemlige mistillid til popularitet ved at placere sig i spidsen af den intifada, der blussede op et par måneder efter forhandlingernes sammenbrud. Så langt vil Abbas ikke gå, og derfor sørger han omhyggeligt for, at urolighederne i gaderne ikke koger over. Men han ved til gengæld samtidig, hvor vigtigt det er for en palæstinensisk præsident at undgå at have den unge generation og alle de væbnede grupper imod sig.

allan@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock