Fra Paris vor verden går

Montaigne tabte sit hjerte til Paris som helt ung. Han husker et sted i sine "Essays" sig selv på at få sagt, at "hvor oprørt jeg end bliver over Frankrig, så kan jeg dog aldrig lade være med at se med venlige blikke på Paris." Mange danskere kan sige det samme den dag i dag: Aldrig har vores danske skræk for at være en Jean de France været værre – men alle valfarter nu alligevel til Paris, alle promenerer på boulevarderne og langs Seinen og stikker hovedet inden for i Notre-Dame. Og en af dem, der tydeligvis har tabt sit hjerte til Paris allerede som helt ung, er Andreas Rude, forfatter til den festlige guide, som udkommer i dag.

Rude synes akkurat ligesom Henrik IV, der var Montaignes nære ven under navnet Henrik af Navarra, at "Paris er nok en messe værd". Det er nemlig, som titlen på guiden siger med lidt politiken'sk rapseri, en "Troen går til Paris", han har skrevet: kirkernes og de kristnes Paris. Et stort emne til en lille guide, men Rude rammer sin genre godt med en stribe små, inspirerende essays, der hver især tager afsæt i en kirke, et monument eller et kvarter i Paris. En faktuel guide er det ikke.

På katedralernes tid fandtes "Europa" ikke. Til gengæld fandtes "kristenheden". Og den vestlige hovedstad i denne kristenhed, det var Paris (i øst var det jo Konstantinopel). Middelalderens franske hovedstad var det største, det rigeste, det intellektuelt mest stimulerende sted i vores vestlige verden, så hvis man nu tager Andreas Rudes guide i hånden og spadserer fra Notre-Dame-katedralen til Sorbonne-universitetet og tilbage igen, så har man i fødderne en fundamental fornemmelse af, hvorfra vores verden går. Den går i høj grad fra det kristne Paris, hvad man måske lige lovlig ofte glemmer, både når revolutionen og oplysningen fylder fokus – og når vores had-kærlighedsforhold til fransk sprog og kultur aktiverer allehånde komplekser. Dybest set er vi jo aldrig kommet os over, at Holbergs stuepige på hans hotel i Paris sagde til ham, at han talte fransk som en tysk hest.