Og så er der bal bagefter

For ikke så længe siden var jeg til en fest, hvor talerne blev underlagt så skrappe tidskrav, at flere valgte at halvere deres taler eller helt afstå. Det var en skam, for det var en fest, hvor ganske mange af gæsterne har ordet i deres magt, og festen gjaldt en glædelig anledning, som vi havde ventet på i mange år, så der var også sparet mange ord op undervejs.

Men sådan skulle det ikke være. Heldigvis har jeg fået refereret nogle af de manglende taler sidenhen. Enkelte har jeg endda fået på mail. Så jeg kan bevidne, at vi gik glip af noget. Til gengæld kom vi fra bordet i ordentlig tid.

For et par år siden var jeg til en stor fest med en kvindelig toastmaster, der oprømt fortalte om et bestemt udråb, hun havde fået med sig fra sin opvækst, når det alt for træge selskab skulle piskes videre til næste punkt på dagsordenen, nemlig dansen, og det opråb var: Få så røven op af lagkagen! Det ville på et tidspunkt gjalde ud over os. Nu var vi advaret.

Ganske rigtigt. Ikke så længe efter gjaldede det: Få så røven op af lagkagen! Nu skal der danses. Desværre havde toastmasteren forregnet sig, for kagen og kaffen og avec’erne var slet ikke serveret endnu på det tidspunkt, hvor hun ville have os til at rømme salen, så vi måtte, om jeg så må sige, have røven ned i lagkagen igen, da den blev båret ind.

Dans kan være en god ting. Jeg praktiserer det selv. Og jeg skal endda ikke udelukke, at jeg ved bestemte lejligheder, hvor der egentlig ikke var lagt op til det, selv har prøvet at ophidse gemytterne til dans. Men at betragte dansen som det klimaks, enhver fest skal skynde sig hen imod, er en urimelig tvang.

Det er oplagt at danse til fester på arbejdspladser, hvor folk kender hinanden i forvejen og måske får snakket rigeligt sammen til hverdag. Men at jage igennem fester, hvor mange kunne have interesse i at snakke på grund af "networking" eller "long-time-no-see", for at nå frem til en dans, som mange ikke vil anse for naturlig eller afstå fra på grund af forlegenhed – det giver ingen mening.

Jeg mistænkte denne livsglade, nærmest vitalistiske toastmaster for at længes efter det, Løgstrup kalder "formløshedens tyranni". Hun så dansen og løssluppenheden som den rigtige fest. Alt det andet, middag, taler, samtaler, var bare trælse formaliteter, der skulle overstås, og i hvert fald ikke noget de livsangste skulle have lov til at gemme og skutte sig i.

Og der var ganske rigtigt bal bagefter. Jeg så nogle enkelte par med oprømte og trodsige miner betræde gulvet. Og det er muligt, at salen kogte en time senere. Men på det tidspunkt var den gamle her gået hjem. Bare for kedelig til en moderne fest.