En ældgammel tilpasningskultur

– Der er en utrolig interesse for jøder. Folk er klar over, at der foregår noget mere intimt og eksotisk under overfladen, påpeger Heidi Laura med en ivrighed og talestrøm, der afslører, at der er noget særligt på spil.

– Jeg håber, at min bog kan brede en større historie ud om jøder end den, man som regel støder på. Mange har en idé om, at jøder er dem, der ikke spiser svinekød. Og så er der noget med holocaust og jødiske kulturpersonligheder. Jøder fremstilles ofte enten eksotisk eller i en klassisk melankolsk eller komisk rolle, som vi kender den fra Woody Allens film. Men den jødiske verden er mere kaotisk og kompleks, understreger Heidi Laura.

Danske jøder er i høj grad integrerede i det danske samfund, og de fleste ligefrem assimilerede, hvilket i religiøse jødiske kredse opfattes som en trussel mod jødedommens eksistens. Jøder gifter sig med ikke-jødiske partnere og går mindre op i de strenge jødiske spiseregler, levemåder og helligdage.

Men at assimilationen blandt jøder er stigende verden over, betyder ifølge Heidi Laura ikke, at det særlige fællesskab er på retræte.

– De fleste sekulære jøder har bevaret mange traditioner og ritualer, bare på en ny måde. Man kan konstatere, at sekulære jøder har svært ved at forkaste de grundlæggende jødiske symboler. Se bare på omskærelse, som er en dyb religiøs tradition, som de fleste jøder stadig holder i live og værner om som noget særligt "helligt", selvom man ikke lever et religiøst liv ellers, siger Heidi Laura og uddyber:

– I dag ser vi ikke-jødiske partnere engagere sig, og på den måde lever en hybrid af jødisk kultur videre. Taler man med jøder, der angiveligt er assimilerede, viser det sig, at de går meget op i omskæring, har mange jødiske venner og er yderst bevidste om jødiske helligdage. Det passer meget godt at tale om en dobbeltkultur, siger hun.

En central pointe i Laura Heidis bog er, at jøder er utroligt forskellige, samtidig med at de har meget til fælles. Jødisk kultur er lige så spraglet, som den er ens, hvilket i høj grad skyldes det jødiske liv i diasporaen – det jødiske liv uden for Israel.

– Man må ikke undervurdere, at jøder har formået at bevare deres jødiske identitet i forskellige kulturer i så mange år. Israel er selvfølgelig en stor drøm og en fantastisk kulturgenerator, men i diasporaen findes der fine dybe kulturlag, og jeg frygter for deres overlevelse. Hvor man før havde én lokal måde at gøre tingene på, bliver det i høj grad en israelsk måde. Der sker et kulturelt hukommelsestab. Heldigvis ser man en modreaktion, for eksempel blandt unge jøder i New York, der studerer jiddish, siger Heidi Laura, som i sit arbejde er blevet mest overrasket over, hvor meget jøder har flyttet sig de seneste 100 år.

– De demografiske tal er helt utrolige. Alle jødiske familier har flyttet sig. Du har russiske rødder, jeg har italienske og nordspanske med en smuttur i Argentina. Jødiske erfaringer bliver ved med at udvikle sig. Jeg ville ønske, at jøder var mere artikulerede omkring deres kulturelle rødder og tør stå ved dem.

Hvordan ser jødisk kultur ud i fremtiden?

– I mine øjne er jødisk kultur slet ikke udvandet, snarere midt i en transformation. Jødisk kultur bliver i højere grad optaget i resten af samfundet, som for eksempel klezmermusikken. Og sekulære jøder står bag jødiske filmfestivaler og skaber et mere synligt rum for jødisk kultur.

– Så sker der en masse inden for progressiv jødedom og også blandt ortodokse jøder. Man vil måske blande det bibelske med for eksempel yoga, miljø, økologi og dyrerettigheder. Jødedommen er jo en gammel landbrugsreligion, og Det Gamle Testamente er rigt på tekster om etik, kosmos, balance og menneskets plads i verden. Så man kan sagtens forestille sig en form for økologisk jødedom. Jeg tror, at traditionen med at værne om det eksklusive glider ud, mens en modernisering af jødisk kultur vinder frem. De ultraortodokse jøder er ved at stige om bord på deres eget skib og sejler i en anden retning og er om 100 år en slags sekt, konstaterer Heidi Laura.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk