Bekymring kaster lange skygger

Jeg prøver at sige til mig selv, at det ikke hjælper at bekymre sig, og jeg er da blevet lidt bedre til at snakke til mig selv. Men jeg synes samtidig, at der er langt igen. Kan man lære at bekymre sig mindre? I så fald hvordan? Jeg ved jo, at der kan være ting, som i sagens natur er bekymringsværdige. For nogle år siden fik jeg en knude i brystet, og da var vi alle bekymrede med god grund. Heldigvis viste det sig ved grundige undersøgelser, at den var godartet. Da syntes jeg, at der var virkelig grund til bekymring, men der er så mange gange, hvor jeg så godt kunne tænke mig at tage livet lidt lettere. Jeg ser jo på min mand, hvordan han ofte tager tingene, som de kommer, og det kunne jeg vel nok også godt tænke mig.

Indimellem tænker jeg også på, om det ikke kan spille ind, ikke mindst på vores piger, at de ser en mor, der er for bekymret. Jeg forsøger ikke at belaste dem, men jeg har alligevel en formening om, at de ser mere end som så. Og ja, det virker helt komisk nu, når jeg sidder og skriver det, så begynder jeg at bekymre mig for, om min bekymring kan arves.

Jeg tænker ofte, at min ængstelige side måske har rod i, at jeg kommer fra et hjem, hvor jeg ofte var usikker på, hvad der foregik. Min mor var ofte ked af det og selv bekymret, og min far havde et lunefuldt temperament. Nogle gange var han rar og imødekommende både over for os børn og min mor, men andre gange kunne han være meget ilter, styrende og lunefuld, og jeg var nok den af mine søskende, som blev mest påvirket af de skift i stemning og min mors ængstelse over, hvordan han nu ville reagere i de forskellige situationer. Men selvom jeg kender nogle af årsagerne, hjælper det jo ikke på mit følsomme sind. Min mand siger ofte, at jeg nu skal glæde mig over, at jeg er ude af den utryghed. Min mand er meget stabil i sit humør og meget forudsigelig på det område, og det er jo en kæmpe gave til mig. Hvorfor i al verden kan jeg så ikke slappe af og leve livet?

Venlig hilsen

Nina

Kære Nina

Tak for dit brev. Et svensk ordsprog siger, at bekymring giver en lille ting en stor skygge. Og det dækker vel på en måde også dine oplevelser. For vi kan nærmest mærke din egen frustration over, at bekymringen dagligt følger dig som en begrænser af dit i øvrigt gode liv med en dejlig familie. Bekymring er en følelse, som relaterer sig til fremtiden, og som kunne kaldes den lille angst. Den har det med at dukke op før forskellige begivenheder af både besværlig og glædelig karakter, og nogle gange kan den holde mennesker vågne om natten.

Du skriver selv om din opvækst, at du havde en ængstelig mor og en lunefuld far. Vi kan godt følge dig i, at det kan have haft en væsentlig betydning for din personlige udvikling. For det lærer jo et intelligent og følsomt barn at måtte tage sig i agt og at være på vagt. Så den ængstelse sidder nok dybt i dig. Men vi tror ikke, at dine egne piger "arver" dine problemer. Dels har du et reflekteret forhold til dine egne bekymringer og forsøger at undgå at belaste dem, dels er din humor ikke langt væk, og den er altid god medicin, og dels er din mand rolig og stabil. Prøv at tænke på forskellen mellem din historie og dine pigers historie i stedet for at finde ligheder.

Vi ved godt, at du utallige gange har sagt til dig selv, at du skulle holde op med at bekymre dig. Det har din mand sikkert også forsøgt. Imidlertid hjælper det ikke at sige til sig selv eller andre, at man skal lade være med at føle det, man føler. Det bliver det nærmest værre af. I stedet kan det nogle gange være bedre at tage bekymringens tankeindhold frem – altså beskrive tankerne konkret og i detaljer og kaste lys over, med hvilken sandsynlighed at det eller det kan ske. Måske kan man også finde frem til alternative tanker, som kan bidrage til en lidt anden følelse end den fastlåste bekymring.

I stedet for urealistisk at sige, at man ikke må bekymre sig, kan nogle have glæde af planlagte bekymringstidspunkter – en aftale med sig selv om, at man hver dag for eksempel fra klokken 16.00-16.30 skal bekymre sig ekstra meget! Dukker der så bekymringer op på andre tidspunkter af dagen, siger man til sig selv, at det vil man ikke bekymre sig om nu, men at det nok skal blive taget op til fornyet bekymring om så og så mange timer. Det hedder "scheduled worry". Vi ved ikke, om du kan bruge det. Måske er der andre læsere, der kender til bekymring, og hvordan man lever med og begrænser den, og så hører vi gerne om det.

Mange hilsener

Annette og Jørgen Due Madsen