der er stifter af og formand for Det Sociale Netværk. --
- Scanpix.
Jannie Iwankow Søgaard |
19. marts 2010
Hans datter led af skizofreni og tog sit eget liv. Nu har Poul Nyrup Rasmussen stiftet Det Sociale Netværk, som kæmper for bedre vilkår for psykisk syge
Stemmen høres, før hans skikkelse dukker op for enden af trappen. En halv time forsinket.
Med mobiltelefonen op til øret og en igangværende samtale på engelsk marcherer han ind i mødelokalet. Giver hånd og hilser – på engelsk. Telefonsamtalen fortsætter i et tilstødende lokale et par minutter. Så er han tilbage. Sætter sig ned i den sorte læderstol og kigger roligt og nærværende op. Stressens kappe, der hang på ham for et minut siden, har han hængt uden for døren.
Poul Nyrup Rasmussen er en travl mand. Formand for Socialdemokraterne i EuropaParlamentet, medlem af forskellige komitéer og bestyrelser og nu altså også stifter af og formand for Det Sociale Netværk, der så dagens lys sidste efterår. Et netværk, der er en samling af de mange mindre organisationer inden for psykiatrien, som i fælles front vil kæmpe for at få psykiatrien højere op på den politiske dagsorden og i samfundet generelt.
– Vi bruger over 10 gange så mange penge på de somatiske sygdomme som på de psykiske – selvom hver anden familie på et eller andet tidspunkt er i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. Det er den største folkesygdom, men den mindst folkelige, konstaterer den tidligere socialdemokratiske statsminister og oplyser, at hans og netværkets helt store mål er at få ligestillet psykisk sygdom med somatisk.
Når Poul Nyrup Rasmussen taler om psykisk sygdom, ved han om nogen, hvad det indebærer.
I 1993 mistede han sin eneste datter, der led af skizofreni og tog sit eget liv. En hændelse, der vil præge ham resten af livet, fortæller han.
– Når jeg taler om sorg og psykiatri, så er det klart, at jeg taler ud fra en personlig integritet, som er altafgørende. Og helt konkret betyder min datters død en stor bevidsthed om, hvad jeg bruger min tid på, siger han og afslører derved, at hans engagement i Det Sociale Netværk ikke overraskende skal ses i lyset af hans personlige tragedie.
– Min viden om sorg legitimerer mig i mødet med mennesker, der har oplevet samme katastrofe, som jeg har, siger han.
Ordene "psykisk sårbar" går igen under hele interviewet. De er Poul Nyrups egne, og de er ikke tilfældigt valgt.
"Psykisk sårbar" betegner en fælles menneskelig sårbarhed, som kan ramme alle, hvorimod ordene "psykisk syg" sidestiller mennesket med en diagnose og er med til at stigmatisere, forklarer han.
– Hvis man i stedet ser på mennesket i patienten, så forstærker man det vigtigste af alt. Nemlig håbet. Håbet om at få det bedre, håbet om at der er brug for en, håbet om at samfundet har brug for dig. Min egen personlige livsfilosofi er den helt enkle, som jeg har fra Ole Lund Kirkegaards "Gummi-Tarzan": "Alle har noget at byde på".
Men selvom Poul Nyrup er ambitiøs på psykiatriens vegne, bygger han ikke luftkasteller. Han ved, at der er lang vej, og at det ikke altid er nok, at politikerne har gode intentioner.
– Politikere lytter oftest til dem, der råber højest. Det skal jeg ikke bebrejde dem, jeg kender det jo godt selv, siger han selverkendende med det velkendte drævende Nyrup-tonefald.
Og politikerne er heller ikke ene om opgaven.
– Der er brug for en ny stolthed blandt det psykiatriske personale og en værdsættelse i befolkningen af dets arbejde. Og så er der behov for en aftabuisering af psykisk sårbare på arbejdspladser og i det brede samfund generelt, erkender han.
Poul Nyrup dvæler lidt ved spørgsmålet, da han bliver spurgt om, hvordan man som pårørende skal forholde sig til psykisk sygdom. Det er tydeligvis afgørende for ham at finde de rigtige ord.
– Det er vigtigt at huske på, hvad Søren Kierkegaard sagde. At hvis du virkelig vil hjælpe, skal du ikke række hånden nedad. Du skal i stedet sætte dig i den syges sted, begynder han.
Og så er der det med sorgen.
– Jeg plejer at sige, at vil du have glæden, må du tage sorgen med. Tiden læger ikke alle sår, men det skal ikke betragtes som unaturligt. Man må ikke lukke af for det, man har mistet, siger han.
– For mig er min datter stadig hos mig. Det er der ikke noget unaturligt i. Det er også derfor, vi har kirkegårde, hvor vi kan gå hen og fortsætte de samtaler, der så brat blev afbrudt.
Man plejer at sige, at sorgen er kærlighedens pris, og Poul Nyrup lægger heller ikke skjul på, at når man skraber alt det overfladiske væk og står midt i lidelsen sammen med en af sine kære, er der kun ét tilbage.
– Det vigtigste og stærkeste er at huske på, at størst af alt er kærligheden. Den har du som pårørende brug for i ubegrænsede mængder.
soegaard@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad