Burmesiske drømme om Kalundborg

Det er Saliks ældste søn, der sørger for, at vi finder vej til deres hus, der ligger godt gemt af vejen i et lidt nedslidt kvarter i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur. Da han finder vores vildfarne bil, flækker hans ansigt i et stort hvidt smil.

– Hvad hedder du, spørger han på noget nær perfekt dansk, og inden nogen når at svare, siger han:

– Jeg hedder Yosuf.

Den smilende dreng springer op på sin cykel og signalerer, at vi skal følge med til huset, hvor hans mor og resten af familien venter på journalisten fra deres nye hjemland.

33-årige Salik kom til Malaysia fra Myanmar (Burma) for 20 år siden. Efter demokrati- og studenterbevægelsens demonstrationer i Myanmar i slutningen af 1980?erne blev militærjuntaens greb endnu strammere om mange af de etniske minoritetsgrupper. Salik er fra den muslimske Rohingya-minoritet, som hverken var eller er anerkendt af det burmesiske styre. Flere menneskerettighedsorganisationer og interessegrupper udgiver fra tid til anden rapporter, der dokumenterer voldsomme overgreb mod Rohingya-folket.

– Det var ikke længere sikkert at være i Myanmar, så derfor flygtede jeg sammen med min familie, husker Salik.

I Malaysia mødte hun sin mand, som døde sidste år, og sammen fik de fire børn, tre drenge og en pige. I Malaysia findes der ikke nogen officiel anerkendelse af flygtninge, så derfor opholder alle flygtninge sig illegalt i landet. Det betyder, at de har særdeles begrænsede muligheder for job og uddannelse. De næsten 80.000 burmesiske flygtninge i Malaysia bor ikke i flygtningelejre, men i lejligheder og huse hovedsageligt i og omkring Kuala Lumpur. For det meste bor de flere familier sammen. Salik og hendes børn bor sammen med 10 andre flygtninge i alle aldre.