Katolikker kritiserer håndtering af sexmisbrug

Danske katolikker harmes over den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon, som afviser at undersøge sager om overgreb på børn og unge

- Biskop Czeslaw Kozon afviser stadig at undersøge gamle sager om overgreb på børn og unge. -
- Biskop Czeslaw Kozon afviser stadig at undersøge gamle sager om overgreb på børn og unge. -. Foto: LINDA HENRIKSEN.

En række fremtrædende katolikker slutter sig nu til de seneste dages massive kritik fra forskere og børneorganisationer af den katolske kirkes håndtering af sager om overgreb på børn og unge i Danmark. Biskop Czeslaw Kozon sagde forleden, at kirken hverken er forpligtet til at undersøge fire-fem tidligere sager eller anmelde eventuelle nye sager til politiet. Det udsagn er "helt utilstedeligt", mener katolik og salgsdirektør i Star Tours Stig Elling.

– Det er hamrende galt, at kirken på denne måde forsøger at beskytte sig selv. De sager skal undersøges til bunds af myndighederne. Det har en kæmpe signalværdi at lave en undersøgelse – og en undersøgelse kan også forebygge, at det sker igen, siger Stig Elling og tilføjer:

– Biskoppen må forstå, at vi lever i 2010 og ikke i middelalderen, hvor kirken klarede den slags inden for murene, og præster derfor kunne leve videre i deres egen beskyttede verden.

Samme kritik lyder fra tidligere folketingskandidat (K), katolik og formand for foreningen Pornofrit Miljø Lone Skov Al Awssi.

– Jeg håber inderligt, at danskere er i stand til at skelne mellem religionen og den praksis, den katolske kirke for øjeblikket udøver. For det her skader virkelig kirkens troværdighed, siger hun.

I kølvandet på de mange pædofiliskandaler i udlandet sagde Pave Benedikt XVI i 2008, at den katolske kirke har været dårlig til at håndtere forbrydelserne og nu sidder med et gudgivent ansvar for at komme til bunds i sagerne. Den pointe bør Czeslaw Kozon tage til sig, pointerer Lone Skov Al Awssi.

– Det må være slut med at tænke på den katolske kirkes ry. Der er et alt for stort fokus på, hvordan sagerne skader den katolske kirke, men det er ikke der, vores sympati skal ligge – den skal ligge hos ofrene. Kirken kan ikke sidde og vente på, at ofrene selv handler, for de kan rent psykisk være ramponerede, siger hun.

Formand for den katolske reformbevægelse "Vi er også Kirken" Kaare Rübner Jørgensen har skrevet et åbent brev til Czeslaw Kozon, hvori han kritiserer biskoppens håndtering.

– Han har tilsyneladende ikke forstået, at der er tale om kriminelle handlinger, som ikke kan gemmes væk inden for kirkens vægge. Det hidser os op, når han siger, at han ikke vil undersøge gamle sager, siger Kaare Rübner Jørgensen.

Han påpeger, at mange katolikker har en meget stor respekt for den katolske kirkes autoriteter.

– Overlader kirken ansvaret for at anmelde overgreb til ofrene eller deres forældre, anmeldes de derfor ikke. Hvis kirken vil bevare sin anstændighed, må den selv opsøge ofrene og tilbyde dem al den hjælp, de har brug for.

Kritikken er langt ude, mener katolsk sognepræst i Sct. Knuds Kirke, Fredericia, Thomas Birkheuser.

– Som biskoppen selv siger, ligger sagerne langt tilbage, præsterne er døde, og ofrene selv har ikke ønsket at melde noget. Det må være ofrene selv, der skal anmelde sager. Og biskoppen har grebet ind, da han i 2003 flyttede en præst, der havde begået overgreb, siger Thomas Birkheuser og tilføjer, at den store presseomtale kan føre til hetz mod katolske præster.

– Jeg er naturligvis enig i, at enhver reel sag er alvorlig og skal frem i lyset, men jeg frygter samtidig, at der er og vil blive anmeldt sager, som er usande – ligesom med mange anklager om voldtægt, der siden frafaldes. I så tilfælde er det os præster, som bliver ofre, siger han.

Biskop Czeslaw Kozon afviser stadig at undersøge gamle sager om overgreb på børn og unge:

– At jeg har nævnt de gamle sager, er netop udtryk for et ønske om ikke at feje noget ind under gulvtæppet. Hvis det er sager, der er foregået for årtier siden, er der ikke juridisk grundlag for at følge op på dem, og eftersom vores viden om dem er meget sporadisk, er det også umuligt at finde frem til, hvad der er foregået.

Tidligere presserådgiver for den katolske kirke i Danmark Iben Tranholm påpeger, at den katolske kirke ikke er trænet i at tænke i en moderne medieverden:

– Og derfor kommer kirken så galt af sted i offentligheden og fremstår kold i forhold til noget meget alvorligt. Kirken burde blive meget mere opmærksom på, hvordan den kan få stoppet de her problemer, så de ikke løber løbsk.

johansen@kristeligt-dagblad.dk