Skattestoppet falmer

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ganske vist i går gentaget, at skattestoppet står fast.

De hårde, økonomiske realiteter peger bare i en anden retning. Nationalbankdirektør Nils Bernstein har sagt, at hvis man skal holde nulvækst, skal regeringen kræve besparelser på 34 milliarder kroner i kommunerne – og ikke kun 13 milliarder kroner, som den har gjort.

10 års historie viser, at kommunerne konsekvent overskrider de budgetaftaler, de indgår med regeringen.

Der er med andre ord et kolossalt pres på de offentlige udgifter og ingen politisk vilje til at spare på centrale velfærdsydelser.

Det kan man i en periode finansiere med underskud og lån, men i det lange løb skal regningen betales. Af skatteborgerne i form af højere skat.

Selvfølgelig vil regeringspartierne alligevel fortsat bruge skattestoppet som våben mod oppositionen.

De vil fremhæve især Socialdemokraternes noget slingrende kurs.

I 2005 forsøgte Mogens Lykketoft således forgæves at gøre skattestoppet til fælles SR-politik, senere tilsluttede Helle Thorning-Schmidt sig det for siden at indgå et tæt samarbejde med SF om det. For endelig at afvise det tydeligere og tydeligere.

Regeringspartierne vil føre "skræmmekampagne" mod oppositionen, men skattestoppet er et svagere våben end tidligere.

Dels er regeringen som nævnt selv under pres for at skaffe flere penge, dels vil skatter og afgifter med den med seneste reform stige i en lang årrække. Skatteborgerne har for eksempel allerede fået en ny multimedieskat.

Regeringen sysler også med at sætte afgifter på for eksempel spiritus op af hensyn til folkesundheden.

Et klart brud med de principper fra 1998, som Venstres dengang nye formand, Anders Fogh Rasmussen, formulerede for sit skattestop. Det var det kompromis, der kunne forene firkløverpartierne, hvis de fik regeringsmagten. Nu falmer det som politisk ikon.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk