Katolsk sexskandale

Det har i USA, Irland og nu også Østrig og Tyskland været diskuteret, om cølibatet er årsag til en seksualitet, der fejludvikler sig. Men heller ikke det kan dokumenteres. Især katolikker har forsvaret cølibatet og peger på, at de mænd, der har misbrugt børn, ikke har fået afsporet deres seksualitet af cølibatet, men derimod aldrig burde have været præster, fordi de i udgangspunktet har haft en afsporet seksualitet.

Det, den katolske kirke med sikkerhed kan kritiseres for, er dens måde at forholde sig til sexmisbruget på.

Kirken har systematisk dækket over præster, der misbrugte børn, og flyttet dem til nye sogne eller nye opgaver andre steder frem for at anmelde dem til politiet. Kirken og dens biskopper og præster har ikke følt sig ansvarlig over for det omgivende verdslige samfunds lovgivning på dette område, antagelig fordi kirken i sin selvforståelse har opfattet sig som værende over loven, når det gælder dens egne præster.

Selvom langt de fleste beretninger om sexovergreb går flere årtier tilbage, vil skandalen ikke stoppe. Den vokser, ikke mindst på internettet, hvor beretninger om misbrug nu samles på særlige hjemmesider.

Den katolske kirke kan kun løse dette store problem ved at se det frontalt og offensivt i øjnene. Hidtil er kirkens egen fordømmelse af overgrebene blevet fremsat alt for langsomt og tøvende. Der er brug for, at denne sag belyses og ikke forties. Det bedste ville være, hvis den katolske kirke selv stod i spidsen for at etablere en slags uafhængig sandhedskommission i stil med den, der hjalp sydafrikanerne igennem deres traumer fra apartheidstyrets overgreb.

Den katolske kirke må og skal gøre op med det helt uacceptable misbrug af børn, der har fundet sted. Sker det ikke, vil kirken få svært ved kunne genvinde den autoritet, der er afgørende for, at den kan forkynde det kristne budskab med troværdighed.