DA JEG LØRDAG den 6. marts læste sognepræst Claus Thomas Nielsens kommentar "Krænkelsesmani. Homoseksuelle vielser er det modsatte af tolerance" i Kristeligt Dagblad, troede jeg ikke mine egne øjne. For der stod at læse: "Al historisk erfaring viser, at kun når man har en klar og utvetydig forståelse af normaliteten, kun da har man også højt til loftet og tolerance over for det unormale og det skæve." Det skrevet i en kommentar om homoseksuelles ønske om en kirkelig vielse af deres parforhold. Mage til demagogi skal man længe lede efter.

En argumentation, der indledes med en henvisning til al historisk erfaring. er allerede i sig selv dybt problematisk og skal vække ens kritiske sans. Men at henvise til al historisk erfaring med henblik på tolerance over for bøsser og lesbiske er helt ud i skoven og aldeles løgnagtigt.

Historien fortæller om forfølgelse og drab af homoseksuelle. De er blevet dømt og straffet, sat i fængsel eller tvunget til at leve i angst for, at deres seksuelle orientering skulle blive opdaget. Og denne forfølgelse og fordømmelse har kristne kirker til overmål taget del i. Det viser al historisk erfaring.

Og forestiller Claus Thomas Nielsen sig virkelig, at cirka fem procent af Danmarks befolkning skal acceptere sig selv som unormale og skæve eksistenser? Og det skulle så være højt til loftet og udtryk for frisind?

Normalitetsbegrebet er en trussel mod menneskeværd og farlig i sine konsekvenser. For hvad er normalitetskriterierne? Flertallets mening? Og teologisk set er det dybt ukristeligt. Gud kender kun mennesker, ikke normale mennesker. For Gud har hvert menneske sin værdi og kan ikke måles på en norm. For Gud er hvert menneske skabt i Guds billede. Har Gud så kludret i sit skaberværk, da han lod de såkaldt unormale og skæve eksistenser blive til?

Jeg er åben for, at man fastholder forskellen imellem et ægteskab og et registreret partnerskab i begge parforholds interesse og således undgår at tale om et kønsneutralt ægteskab. Men en kirkelig vielse skal være enslydende for indgåelse af begge parforhold i kirken, hvad selve tilspørgslen og velsignelsen angår.

For hvad man spørges om og siger ja til i det nuværende vielsesrituals tilspørgsel, gælder fuldt ud på samme måde for et parforhold mellem to af samme køn, og tilsvarende er behovet for Guds velsignelse i en direkte tilsigelse med håndspålæggelse det samme.

Theodor Jørgensen,

dr.theol. og teologisk professor emeritus,

Henningsens Allé 50,

Hellerup