Luk. 1, 45-55

Gud fra ældgamle dage

Af Henrik Højlund

Maria burde nok ikke have sagt: "Herefter skal alle slægter prise mig salig." Så var vi sluppet for Maria-dyrkelsen. Eller var vi? Næppe. Mennesket er uhelbredeligt vildfarent i religiøs henseende.

Maria-dyrkelse eller anden vildfaren dyrkelse havde nok alligevel fundet vej i kirkens gemakker.

Vi har jo allerede fået en aflægger af det i vores egen kirke, som ellers nok mener sig fri af katolsk Maria-dyrkelse. Det er ikke få, der hellere siger "Hun" og "Moder" om Gud. Gudindedyrkelsen kryber ind her og der og alle vegne.

Der er også dem, der vil mene, at kirken i det hele taget lider under meget ensidigt feminine værdier. Kirken er ikke længere for rigtige mænd.

Men det er straks en mere speget affære.

Det er sandt, at gudsbilledet er overbelastet med såkaldt feminine værdier. Gud fremstilles ofte meget ensidigt med begreber som kærlighed, rummelighed og omsorg. Gud synes at lægge sig hen over os som en overmåde fedtholdig, uudholdelig hønemor.

Men samtidig har kirken utvivlsomt genvundet en inderlighedsdimension, som var nær ved at gå tabt i den knastørre teologiske tradition fra den grundtvigsk-tidehvervske æra. Det er igen blevet legalt at tale frit og frejdigt om bøn, åndelig vejledning, troserfaringer og så videre.

Og denne gode del gør vi klogt i at beholde, alt mens vi siger tydeligt nej tak til det afsindige vrøvl om "Modervor" og Gud som sødsuppekærlighed.