Per Kristian Madsen |
20. marts 2010
Lørdagsrefleksioner: Står man for længe ved håndvasken, får man valne vaskekonefingre, og barnet, værdierne, skylles ud med vaskevandet, skriver Per Kristian Madsen
"Renlighed er en god ting," sagde kællingen. Hun tørrede bordet af med sin kattekilling. Det var hårdt for den arme mis, men sådan er vilkårene. Den havde gjort sin pligt og spundet sit spin, og nu skulle der ryddes op og gøres rent.
I dag ville vi kalde katten for en spindoktor, og dem gik det ret hårdt ud over i forbindelse med omdannelsen af regeringen for et par uger siden. Med personlig tilknytning til den siddende minister må spindoktoren ud, når nye kokke kommer til, og bordet skal raseres.
Sådan set ved jeg ikke, hvad der reelt ligger i det at være spindoktor, så jeg kan frit forestille mig hvad som helst, og når det staves uden d, så associerer det nok til kattens beroligende hyggelyd fra ovnkrogen og ikke til edderkoppens klæbrige aktiviteter. Eller er det fløjet hen i nyordet "samværd", der indledte overskriften "Sam-værd – om fællesskab, sammenhold og sammenhængskraft" over Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence?
Hvorfor ikke også "samskab", når vi nu er i gang? Det kunne jo betegne et forhold mellem et par stykker af for eksempel samme slags, som ikke i dag må indgå ægteskab, og som derfor må tage til takke med et registreret partnerskab?
Ind i skabet skal jo de fleste, også dem, der for ikke så længe siden tøvede med at komme ud af det, men i stedet for at diskutere, om kirken skal vie både den ene og den anden slags partnere, kunne man jo overveje, om den værdi, der skabes i samlivet mellem to ansvarlige partnere af samme køn, ikke er et udtryk for den positive kraft, som overskriftens "samværd" med videre efterlyser en analyse af.
I TEKSTEN OM kronikkonkurrencen skrives der om det hårde pres, som tidligere tiders folkelige og menneskelige fællesskaber er udsat for i disse år. Ret beset kan vi vist ikke presse tidligere tiders foreteelser, men kun vor egen tids, og hvorfor se bagud til forne tiders højt besungne fællesskaber og ægteskaber, som, kommer vi blot et hundredår tilbage, ret beset kun undtagelsesvis havde med andet at gøre end den økonomiske virkelighed og behovet for praktisk samarbejde? Man kunne i stedet vende blikket fremad for at få det bedste fra fortiden halet i land og ført videre.
Er ægteskab egentlig ikke en så væsentlig ting, at man ville stå sig ved ikke at blande religion ind i det? Det er ingen ukendt tankegang i praktisk orienterede kredse, og noget sakramente er ægteskabet da ikke heroppe i nord.
Vi kunne snildt indgå den juridisk bindende del på rådhuset, og så kunne de, som vil det, tage i kirken og blive velsignet bagefter. Ægteskabets holdbarhed afhænger nok i de færreste tilfælde af det religiøse islæt.
Men det kunne være, at de par, som også kom til kirken, faktisk tog den lidt mere alvorligt som en institution, der fastholdt og frisatte, og som derved selv blev fri for at være moralvogter og inddæmmer af det gudgivne driftsliv.
DERVED ville man være med til at videreføre de værdier, som opbygningen af samværd gennem samvær og ægteskab mellem to mennesker egentlig er udtryk for, frem for som nu at stå afvisende.
"Hvad er sandhed?" som Pilatus spurgte, før han gik i gang ved håndvasken. Måske var han sin egen spindoktor, og i så fald en dårlig ved sådan at smække bolden ind på andres bane. Han lagde da også navn til det italienske verbum pilateggiare, som netop betyder at vaske sine hænder i den mening, Pilatus gjorde det.
Men står man for længe ved håndvasken, får man valne vaskekonefingre, og barnet, værdierne, man egentlig skulle skøtte, skylles ud med vaskevandet.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af direktør på Nationalmuseet Per Kristian Madsen, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen og forfatter og journalist Peter Olesen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad