En tredjedel af verdens fattigste bor i skrøbelige stater. I nogle tilfælde vil det ikke være muligt at samarbejde med regeringerne – i Somalias tilfælde findes staten ikke – og så må udviklingsarbejdet foregå via FN og nødhjælpsorganisationer.

Stig Jensen, centerleder på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, beskriver strategien som et spændende eksperiment, men med praktiske problemer. Blandt andet vil de landmænd, der skal skabe væksten, blive set som Vestens forposter og lette ofre.

– Pointen er, at der er ingen stat eller institutioner til at sikre dem. Problemet med strategien er, at den fokuser på frisind og individet, men ignorerer staten, der giver rammerne for, at individet kan udfolde sig, siger Stig Jensen og kalder det et ideologisk dokument, der er mest brugbart i Folketinget.

– At Danmark skal lave erhvervsbistand i Somalia er nok en kende naivt, siger Socialdemokraternes udviklingsordfører Jeppe Kofod.

Ifølge Søren Pind kan man ikke gardere sig mod, at udviklingsbistanden ender i korrupte lommer i Afghanistan, Somalia og Zimbabwe. En ny rapport peger eksempelvis på, at 50 procent af FN?s fødevarehjælp i Somalia havner i forkerte hænder, herunder hos terrororganisationen al-Shabaab. Man kan kun opstille måleinstrumenter for effekten og fastslå strategiens risici.

– Jeg kan ikke garantere danskerne, at 100 procent af den danske udviklingsbistand altid går i de rigtige lommer. Men jeg kan garantere to ting: At vi vil gøre vores yderste for, at det ikke sker. Og at når vi løber den risiko, så er det fordi det er nødvendigt – ikke kun af moralske årsager, men også af hensyn til Danmarks egen generelle sikkerhed, siger Søren Pind.

beck@kristeligt-dagblad.dk