Finn Slumstrup |
20. marts 2010
Udkantsdanmark III. Vil man bo på landet, er man selv ude om det
Som beskrevet i forrige klumme om Udkantsdanmark har den offentlige indsats for at modarbejde afviklingen i yderområderne bevæget sig fra statslig egnsudvikling til regional erhvervsfremme. Indsatsen har været for svag til forhindre, at det skæve Danmark i løbet af det sidste halve århundrede er blevet endnu mere skævt.
Det kan man naturligvis kun beklage. Men det er måske mere frugtbart at se i øjnene, at man ikke kan forestille sig en støtteform, som havde kunnet forhindre så voldsomme samfundsudviklinger som afvandringen af arbejdskraft fra landbruget og danske industrivirksomheders tab af arbejdspladser som en konsekvens af den globale konkurrence.
Disse to overordnede forhold har ramt hårdt i Udkantsdanmark.
Dertil kommer, at støttepolitikken altså kunne have været mere gennemtænkt og konsekvent. Samt endnu et forhold, hvor politikerne efter den almindelige opfattelse direkte har svækket yderområderne. Strukturreformen, med dens nedlæggelse af mere end 175 kommuner og amternes omdannelse til blot fem regioner, har påvirket Udkantsdanmark negativt, hævdes det, gennem tab af offentlige arbejdspladser. Ganske som reformerne af domstole og politikredse har trukket i centralistisk retning. De helt aktuelle diskussioner om skolenedlæggelser og placering af supersygehuse melder sig nærmest automatisk i samme forbindelse.
Spørger man Carsten Blomberg Hansen, som er direktør i Landdistrikternes Fællesråd, er han imidlertid uenig i, at man skal beklage de nævnte reformer. Han er i det hele taget modstander af klynkeri og mindes med glæde en sydjysk borgmester, som engang fastslog, at "vil man bo på landet, er man selv ude om det".
Carsten Blomberg har som udgangspunkt for arbejdet fra Fællesrådets hovedkvarter i Vejen den nøgterne konstatering, at man jo ikke kan sætte verdensudviklingen i stå for at redde landsbyerne. Yderområdernes engagerede borgere skal desuden være opmærksomme på at vælge de rigtige sammenligninger, så man ikke i diskussionerne skaber frustration ved at kreere opstillinger, som kun kan gøre landdistrikterne til tabere. By og land er i mange henseender forskellige, og der kommer ikke noget fornuftigt ud af at argumentere, som om de burde være ens.
Det er jo netop forskellighederne, der gør, at nogle foretrækker at bo i byerne, mens andre vælger livet i det landlige Danmark.
Det betyder naturligvis ikke, at borgernes basale behov for service, kommunikation og så videre ikke skal tilgodeses i landdistrikterne – men måske skal man på en række områder vælge andre løsninger end i byerne for at opfylde behovene.
Som et konkret eksempel har Fællesrådet lanceret idéen om at ansætte "Landsbypedeller". Personer som på tværs af traditionelle faggrænser kan hjælpe borgerne i de mindre bysamfund med store og små praktiske problemer.
Ud fra den samme tænkemåde skal kommunalreformen ses som en chance for landdistrikterne, mener Carsten Blomberg. I et Danmark med 275 kommuner kunne man have en tilbagelænet fornemmelse af, at det skulle nok gå alt sammen. Når der var nogle problemer, så talte man med en af de lokale politikere om dem hen over hækken. Man kendte borgmesteren og mødte ham eller hende på gaden.
Den går ikke længere i et Danmark med blot 98 kommuner. Og det er en stor chance: "Landsbyerne skal nu lære at tage ansvar for egen strategisk udvikling", hævder Carsten Blomberg.
Som en hjælp til dette arbejde har Fællesrådet lanceret idéen om "Den blomstrende landsby", hvor de interesserede lokalsamfund måles ud fra en række kriterier. Lørdag den 8. maj vil Prinsesse Marie udnævne Bregninge på Ærø til den første "Blomstrende Landsby".
Begrebet strategisk planlægning signalerer også, at ildsjælene bliver nødt til at være lidt mindre spontane og handlingsorienterede. De bliver pisket til at sætte deres idéer ind i større sammenhænge og processer.
Kommunale embedsmænd tænker for det meste ikke på samme måde som ildsjæle. Men der er ingen vej uden om at arbejde sig frem mod en gensidig forståelse, fastslår Carsten Blomberg. De små samfund må lære at betragte kommunen som en samarbejdspartner, man skal i dialog med. Og embedsmændene oppe på rådhuset må indse, at landsbyerne også hører med til fællesskabet.
Kommunalreformen tvinger parterne til at lære at forstå hinanden. Det kræver, at gamle fordomme smides bort, og at begge parter tager ved lære. Sat ind i et bastant billede kan man sige, at ildsjælene traditionelt er runde, og de kommunale embedsmænd er firkantede. Nu må ildsjælene lære at blive lidt mere kantede og kommunernes folk må blive lidt mindre kantede. Man kan mindes tidligere tiders kulturrevolution og sige, at begge parter bør nærme sig det berømmelige ottekantede forsamlingshus i Øster Jølby på Mors.
Udkantsdanmark må altså selv gøre alt, hvad der er muligt, for at skabe positiv udvikling.
Samtidig kan man ved at se ud over landets grænser hurtigt finde argumentation for, at den offentlige indsats herhjemme bør være langt mere ambitiøs og konsekvent.
Mere om dette i den sidste klumme om Udkantsdanmark.
Finn Slumstrup er forfatter og foredragsholder
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad