Danskerne lader sig fortsat skille, men flere insisterer nu på at gøre det på en ordentlig måde. De søger råd på nettet og hos privatpraktiserende psykologer. -
- Stock.xchng
Freja Bech-Jessen |
20. marts 2010
Stadig flere skilsmisseramte forældre søger hjælp på nettet og hos privatpraktiserende psykologer. Skilsmisserådgivning skal ikke kun være for dem, der har råd, mener ekspert
Danskerne lader sig fortsat skille, men flere insisterer nu på at gøre det på en ordentlig måde. De søger råd på nettet og hos privatpraktiserende psykologer for at få dem selv og deres børn bedst muligt gennem krisen.
Udbuddet af netportaler, der tilbyder skilsmisserådgivning, er på få år vokset massivt, og på sider som skilsmisseklar.dk, skilsmissen.net og skilsmisseraad.dk kan man hver måned registrere flere tusinde besøg fra skilsmisseramte danskere, der søger råd til alt fra bodeling til børneopdragelse.
– Mange bliver overraskede over, hvor vanskelig 0g smertefuld en skilsmisse egentlig er, og flere er blevet mere opmærksomme på konsekvenserne for børnene. De er parate til at gå langt for at skabe gode rammer for de børn, der er kommet i klemme, siger privatpraktiserende psykolog Charlotte Clemmensen, der ligesom mange andre psykologer har føjet skilsmisse-rådgivning til sit repertoire af terapitilbud.
For blot et par år siden udbød psykologerne først og fremmest ægteskabsrådgivning og parterapi, men i dag tilbyder flere private praksisser også decideret skilsmisserådgivning, hvor det ikke er målsætningen at finde sammen igen som par, men at få hinanden og de fælles børn gennem skilsmissen på en rimelig måde.
Rådgivning til forældre, der er gået fra hinanden, bør imidlertid ikke kun være for dem, der har råd, mener psykolog og leder ved Center for Familieudvikling Annette Due Madsen. Centret har i en årrække udbudt forebyggende parterapi med tilskud fra staten og foreslår nu et lignende program for forældre, der har valgt at lade sig skille.
– Flere end 25.000 børn oplever hvert år, at deres far og mor går fra hinanden. Det er et samfundsproblem, og derfor skal samfundet også være med til at løse det. Når vi lovmæssigt påbyder forældre at samarbejde om deres børn, må vi samtidig give dem redskaberne til at gøre det ordentligt, siger Annette Due Madsen og henviser til, at det, siden forældreansvarsloven blev skrevet om i 2007, har været muligt at pålægge forældre at samarbejde.
I Statsforvaltningen Syddanmark i Aabenraa har man taget sagen i egen hånd og på eget initiativ oprettet et tilbud om skilsmisserådgivning. Tilbuddet, der foreløbig kører på forsøgsbasis, er gratis, og i mandags mødte den første gruppe fraskilte forældre op for at få hjælp til at håndtere konflikter og problemer med deres tidligere partner.
– Det er i statsforvaltningerne, at vi ser de rigtig ulykkelige sager, hvor alt er gået i hårdknude. Og det har desværre ofte alvorlige konsekvenser for børnene. Nogle børn, der ellers var blevet renlige, begynder at tisse i bukserne igen, mens andre reagerer med vrede eller indesluttethed, når deres forældre ikke formår at tale ordentligt sammen efter et brud. Vi håber på, at vi med en forebyggende indsats kan undgå, at det skal gå så galt, siger jurist og konfliktmægler i Statsforvaltningen Syddanmark Henrik Simonsen.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad