Av, min kirke. Tiden er inde til en etisk oprustning i den katolske kirke

Katolikkerne har grædt mange salte tårer gennem de seneste år, mens de har været vidne til, hvordan deres kirke er blevet revet i stykker af umoralske præster, der har misbrugt børn, og af inkompetente biskopper, der har dækket over det.

Først og fremmest er tankerne gået til de misbrugte børn og deres familier, som stadig lider under misbrugets langtidsvirkninger.

Det er uforståeligt, at de pågældende præster og biskopper har kunnet være så uvidende om, hvad det betyder for et barn, en ung og senere – måske livet igennem – for en voksen at være blevet seksuelt misbrugt.

Det kræver ingen etisk sagkundskab at fastslå, hvor umoralske de horrible tilfælde har været, både når det handler om misbruget, og når det drejer sig om det klerikale cover-up.

Al tale om, at misbrug også har fundet sted i andre kirkesamfund, og at det procentvis ikke er værre end andetsteds, preller helt af på katolikkerne. De finder ganske enkelt, at både misbrug og forsøg på at skjule det er ekstra slemt, når de skyldige er katolske præster og biskopper. Dem anser de nemlig som forpligtede på en højere standard – en standard, som det massive flertal af præster og biskopper lykkeligvis også lever op til, samtidig med at de må lide under, at de fås forsyndelser kaster en generel mistanke på de mange.

Men katolikkernes tanker er ret hurtigt også drejet i retning af at kræve sikkerhed for, at det, som er sket, ikke kommer til at gentage sig – herunder at der ikke i fremtiden bliver dækket over forbrydelser. Derfor forlanger de, at fremtidige anklager om noget ulovligt som udgangspunkt altid efterforskes af politiet.