Værdsæt livet, mens du har det

– De skal bare sige, hvordan de vil have det, så sørger jeg for det. På den måde er de bedre stillet end dem, der har mistet en af deres kære i en trafikulykke. Vi bærer dem igennem hele begravelsen, vi udarbejder billedmappe for afdødes tid i forsvaret, og jeg fører intense samtaler med dem. Og sådan bør det naturligvis være, siger Søren Bo Jensen, der stadig bliver kontaktet af de fem familier, og han er meget opmærksom på at møde op på etårsdagen for dødsfaldet. Han er der for dem næsten som en del af familien, indtil de siger, at de ikke længere har behov for ham.

Han kan huske de mindste detaljer fra de fem besøg. Samt angsten for ikke at slå til. Ikke kunne sige eller gøre det rigtige.

– Alle almindelige sociale spilleregler er elimineret. Der er ingen rettesnor. Man handler som et spontant, empatisk menneske og må stole på sine instinkter. Dette her kan man ikke lære i et rollespil, siger Søren Bo Jensen, som har fået megen anerkendelse fra de pårørende i form af blomster, ros og gaver. For nylig modtag han Forsvarets Medalje for sin indsats.

Hvordan bliver han den ægtemand og far til børnene på 10, syv og fire år, som han også er? Kan han hænge bekymringerne og de voldsomme følelser fra sig med uniformen, når han kommer hjem til familien?

– Det er stressfremkaldende at skulle påføre andre mennesker en smerte, som aldrig vil forsvinde. For man skal ikke tro, at de pårørende kommer over sorgen. Det gør de aldrig. Men de lærer måske at leve med den. Jeg vil have deres skæbne i baghovedet resten af livet. Når jeg kommer hjem efter at have overbragt dødsbudskabet til en familie, er jeg som en karklud. Jeg har migrænelignende hovedpine og må lægge mig med smertestillende piller. Jeg har brugt al min taletid på at tage mig af andre. Jeg kan ikke tage mig af min egen familie i den periode. Ved en enkelt lejlighed måtte jeg tage af sted på min yngstes fødselsdag. Det giver da dårlig samvittighed, siger Søren Bo Jensen, der til august tiltræder et nyt arbejde ved Forsvarsakademiets Institut for Ledelse og Organisation.

På den ene side erkender han, at han i forbindelse med forløbene med de ramte familier er gået i stykker indeni. Lidt på samme måde som hjemvendte soldater, der har svært ved at finde sig til rette i det civile liv. På den anden side har det hårde arbejde med at være dødens budbringer givet ham, hvad han kalder en livsændrende oplevelse.

– Man skal sætte pris på livet, mens man har det. Ikke gå op i ligegyldigheder. Og så skal man sige og gøre det, man synes er vigtigt i forhold til sine nærmeste, inden det er for sent. Jeg har lært at være 100 procent på, både når det gælder de ramte familier, og når det gælder min egen. Og hvad angår min medalje, ja så skulle min kone have haft halvdelen, siger Søren Bo Jensen.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk