Hitler igen og de fastlåste historiske positioner

Hvorefter jeg ydmygt lægger øret til for at overveje, hvad den slags målinger overhovedet kan vise. Ved hjælp af de gradbøjninger, Schnauber udsættes for hos senere forfattere (Werner Maser, Ulrich Ulonska), kommer jeg frem til, at tilhøreren vel kan være styret af, hvordan der tales, snarere end af, hvad der tales om.

OVERVEJELSEN ER et forsøg på at tænke sig om, ikke en videnskabelig forklaring. Hvad er forskellen? Den er, at videnskaben nærer drømmen om at kunne måle, veje, tælle – og dermed kontrollere, mens man i forsøget på at tænke opgiver den drøm. Den, som beskriver i stedet for at forklare, prøver at ramme rigtigt, at træffe den heldige metafor eller analogi, ikke at finde noget substantielt som det ene afgørende. Og så er der den forskel, at forklaringen sker ud fra et videnskabeligt fag, hvorimod beskrivelsen kun bygger på tænkningen som almen evne.

Så når Bjørnvig alligevel beskylder mig for "faglig arrogance", må jeg protestere: Der er intet fagligt ved min arrogance.

I en sag som Hitler og nazismen er der næppe den sten, som ikke er vendt. Af samme grund er min ambition ikke at finde endnu en at vende. Der findes i forvejen, som den svenske filosofilærer Alf Ahlberg sagde det, "nog och övernog med fakta". Spørgsmålet er, hvordan man omgås disse fakta.

Det handler om at se historien her som ikke noget specifikt tysk eller jødisk, men som almenmenneskelig lidelse. Bent Blüdnikow indvender, "at det ikke er et enten-eller". Sandt nok, men hidtil er det forblevet det.

Man hører altid om nazisternes rædselsregime, der førte til udryddelsen af seks millioner jøder. Hvad om man i stedet sagde, at det førte til udryddelsen af seks millioner jøder og 22 millioner russere? Det er fakta. Og det er ingen indvending, at en del af russerne faldt i konventionel krigsførelse. For over halvdelen af millionerne var børn, kvinder og gamle, som blev samlet i de store russiske træbygninger og brændt inde der i landsby efter landsby.

Hvad der derimod er en indvending, er, at i dette ræsonnement bevæger man sig stadig på det faktiske plan. Man navngiver lidelsen og tæller. Den menneskelige lidelse er ikke den jødiske plus den russiske og så videre. Den er menneskelig uanset hvem. Man kommer ikke frem til det almenmenneskelige ved at sammentælle folkene og deres skæbne. Derfor har jeg ikke villet diskriminere jøderne, det være sig i negativ eller positiv betydning.

Det er blevet for meget for den mest rasende af mine kritikere, Kristeligt Dagblads Moritz Schramm. Han kalder mit afsluttende kapitel om mindesmærkerne i nutidens Tyskland for "decideret ulæseligt".

Schramm har nok hørt betragtninger som mine "mumlet i krogene", men det er betragtninger, han "på ingen måde kan tage alvorligt". Interessant nok siger hans formulering lige præcis, hvad problemet er: Man kan normalt kun mumle den slags i krogene, ikke sige det højt.

Om alt det, jeg læser ind i teksterne på de tyske mindetavler, siger Schramm: "Jeg kender ingen yngre tyskere, der har disse skyldfølelser". Men det gør jeg. Endda nogle stykker, der sagde til mig, dengang jeg i Berlin arbejdede på min bogs kapitel om erindringskulturen: "Ja! Vil De ikke nok skrive det, for vi må ikke." Deres situation mindede mig om noget ...

Tyskerne taler fordømmende om deres forfædres Rassenwahn, racevanvid. Men hvorfor kan det officielle Tyskland ikke se det erindringsvanvid, landet i dag er ude i? Al den erindring, som næsten altsammen er skåret over den læst, der hedder: De var onde, men vi er gode. For vi kan se, at de var onde.

Sådan vendes følelserne behændigt om. I Tyskland trives der en national politisk korrekthed, som består i at være stolt over sin skyldbevidsthed og i at have god samvittighed over sin dårlige samvittighed.

At hævde, at tyskerne forbliver inden for de gamle kategorier ved at udpege jøderne som jøder, "er simpelthen absurd", mener Schramm. Hvorefter hans bedømmelse: Jeg mangler den "indsigt", man kan hente i de tyske diskussioner med deres "mange nuancer".

HVOR mindesmærkerne giver mig kvalme, må jeg her citere berlinermaleren Max Liebermanns ord ved synet af nazisternes fakkeltog for Hitler i 1933: "Ick kann jar nich soville fressen, wie ick kotzen möchte.? (Så meget kan jeg slet ikke æde, som jeg kunne brække mig.)

For hvilken indsigt skulle man få af tyskernes erindringskultur? Skal også jeg give mig til at lyve og som det officielle Tyskland kalde jødeudryddelserne for "mord" – som om Det Tredje Rige var sådan et hyggeligt retssamfund, der desværre havde nogle forbrydere gående rundt?

Skal jeg holde op med at anse Goldschmidt for at være dansk forfatter? Skal jeg nu til at kalde ham "jødisk forfatter", sådan som gadeskilte i Tyskland kalder nogle af den tyske litteraturs forfattere jødiske? Og skal jeg også til som indleder ved mine kollegers foredrag at gøre opmærksom på, om de er af jødisk familie, sådan som jeg med egne ører har hørt det ved foredrags-aftener i nutidens Tyskland? Kort sagt, skal også jeg erindre så galt, at jeg glemmer, hvem det var, der i sin tid forlangte den slags kategoriseringer?

Jeg ville skamme mig ved det. Ganske som jeg skammede mig over den danske statsminister, der undskyldte for Danmarks samarbejdspolitik under krigen, men ikke kunne drømme om at undskylde forholdene i nutidens danske flygtningelejre. Så vil jeg hellere erklære min uforbeholdne solidaritet med de tyskere, der skammer sig over den aktuelle tyske Erinnerungswahn. For det officielle Tysklands massivitet dømmer kærligheden til tysk sprog og kultur, deres som min, til at forblive ulykkelig.

Min bog har titlen "Hitler. En introduktion". En provokation, har man sagt: Som om Hitler var en, der stadig skulle introduceres til! Men valget af titel ser ud til at være rigtigt alligevel. De her behandlede reaktioner har overbevist mig om, at hvad omtanken angår, er vi stadig ikke nået længere end til introduktionen.

Søren Gosvig Olesen er forfatter og lektor i filosofi på Københavns Universitet