"Der er intet skjult, som ikke skal åbenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt." Matt. 10.26
Den katolske kirke kan vist kun redde sin sjæl ved sand bodfærdighed i sæk og aske og ægte omvendelse, idet den betænker, hvem den tjener. Og det er ikke "vores ansigt udadtil": En vederstyggelighed, som Jesus ikke havde noget til overs for.

Tja. Jesus beholdt da både Paulus, Peter og Judas. Han oprettede ikke et straffekompagni til at forfølge og uskadeliggøre afvigere. Endsige udleverede dem til straf, som Pilatus gjorde imod ham efter jødefolkets hævnlignende retfærdighedskrav. Og kvinden, der skulle stenes?

St. Francis af Assisi behandlede en overløber efter en militærkonflikt præcis så venligt som alle andre. Da hans far stævnede ham for retten, fordi Francis havde givet penge til kirken, som faderen havde ment skulle gå til andre formål (at pumpe Francis op til en statelig borger) tog han tøjet, betalt af faderen, af i retten, med en bemærkning om, at nu var han og faderen kvit.

Det er lidt odiøst med statslig retfærdighed som det højeste gode. Det er nødvendigt for statens legitimitet, at dens regler respekteres og nyder almen anerkendelse - men til syvende og sidst eksisterer den kun, fordi den skal tjene mennesker, og ikke omvendt. I sig selv er den snarere en parasit, eller et nødvendigt onde. Og så kan man besmykke den med gode hensigter osv. så meget det skal være.

I Amsterdam har jesuitterne et værested for ludere. Der er stålplader foran vinduerne, fordi en aften så kørte nogle biler forbi og skød salver ind gennem vinduerne. Det var jo gangsternes ejendom, disse kvinder.

I Sydamerika blev 5 jesuitterpræster dræbt, idet de havde støttet småbønder imod godsejere. En opfattelse af at verden er menneskets til låns, og ikke dets private ejendom, når man kan slippe afsted med det f.eks. efter en krig eller konflikt. Men set med verdslig moral havde de vel fortjent at blive dræbt, sådan at sprede misnøje, eller have medlidenhed med de svage.

Der er trods alt andre aspekter af den katolske kirke end misbrug og udnyttelse.

Det er dermed ikke sagt, at det ikke er helt forkasteligt at lade evt. "image"-skade være baggrund for evt. dække over forbrydelser. Som med Galileo. Og dog var en del af kirken dengang åbent på hans side, fordi de var jo de mere lærde mennesker og kunne verificere hans observationer.

Den moderne opfattelse af ret og refærdighed ligner snarere den nødvendig udformning i et vældigt opdelt og specialiseret samfund. Som med en ret betydelig "kontrolafgift" for at mangle en billet til 20 kr. i tog eller bus. Der skal simpelthen massestraffes med nultolerance, fordi samfundet ikke har råd eller tid til at opretholde en mere begrundet og individuel refærdighed.

Men i en afsluttet sag, hvor offeret er kommet under beskyttelse, og misdæderen har forandret sig til det bedre? Har det så mening - bortset fra den retsøkonomiske med at vise afskrækkende hårdhed og nultolerance - at starte en straffesag? Ville I faste mennesker have foretrukket straffesager i Cambodia, Sydvietnam, Spanien år efter konflikterne var afsluttet?

Det hører også med i billedet, at principrytterne appellerer til en kedelig bedreviden, en spyttende og hånende form for retfærdighedssans.

Jeg har kigget lidt rundt i debatten her på KB i dag - og givet enkelte meninger tilkende - og forundres så over, at den eneste velskrevne og rimeligt underbyggede artikel, som du kan læse, slet ikke har nogle af alle de kritikere, som så heftigt forsvarer Den katolske Kirke, til at ytre sig her.

Men det har vel sin årsag.

Jeg synes altså ikke at KB's debatunivers er særligt nemt at finde rundt i. Jeg kunne ikke se, at der var debatindlæg til artiklen før efter at jeg havde skrevet ovenstående indlæg.