Det er stærke ord, som i går lød ved gudstjenesten i samtlige katolske kirker i Irland. I hver eneste kirke blev pave Benedikt den Sekstendes hyrdebrev til de irske katolikker læst højt. I det otte sider lange brev, som blev offentliggjort i lørdags, udtrykker paven sin uforbeholdne medfølelse med de børn og unge, som er blevet seksuelt misbrugt af katolske præster i Irland.
LÆS PAVENS HYRDEBREV– Jeres tillid er blevet forrådt, jeres værdighed trådt under fode", skriver paven, som udtrykker sin personlige skamfølelse og sin anger over den skandale, som blev afdækket af den såkaldte Murphy-rapport i november, og som siden har rystet Irlands katolske kirke i sin grundvold..
Paven råder de pædofile præster til at bøje sig for "Guds og andres dom", en tilkendegivelse af, at præsterne bør dømmes ved domstolene. Og han kritiserer det irske kirkelige hierarki for at have begået alvorlige fejl i behandlingen af disse sager, som kirken har forsøgt at dække over.
Benedikt XVI har under sine besøg i USA og Australien i 2008 mødt nogle af ofrene i de skandaler, som også her har rystet den katolske kirke. Men det er første gang, paven på denne måde henvender sig direkte til katolikkerne om en pædofiliskandale. Og selvom han ikke nævner Tyskland og Østrig, hvor den katolske kirke også er rystet af en række skandaler om seksuelt misbrug, føler man sig truffet af brevet til Irland.
– Brevet er også skrevet til os i Østrig. Det passer punkt for punkt på vores situation, udtaler ærkebiskop i Wien og leder af den østrigske katolske kirke, Christoph Schönborn.
I Tyskland erklærer ærkebiskop Robert Zollitsch, at pavens brev er "en advarsel til os i Tyskland og til den katolske kirke i sin helhed". Og også i Holland ser den katolske kirke brevet som "en vigtig meddelelse".
Men spørgsmålet er, om pavens brev, der har karakter af et hyrdebrev til præsteskabet, er tilstrækkeligt til at dæmpe den dybtgående krise, som de gentagne skandaler om seksuelt misbrug har udløst i hele den katolske kirke.
Ofrene for de pædofile præster reagerer i første omgang med skuffelse på pavens brev.
– Brevet handler ikke om at beskytte ofrene men alene om at få folk til at vende tilbage til kirken, siger Colm O'Gorman, direktør for Amnesty International i Irland og selv offer for en pædofil præst.
Maeve Lewis, leder af organisationen One in Four, der repræsenterer de irske ofre for overgrebene, hilser ordene til ofrene og opfordringen til kirken om at samarbejde med myndighederne velkommen.
– Men paven har forpasset en mulighed for at erkende kernen i problemet, nemlig det øverste katolske hierarkis udtrykkelige bestræbelser på at beskytte sexforbrydere, udtaler hun.
Hun undrer sig desuden over, at paven i hyrdebrevet forklarer den irske skandale med de seneste årtiers sekularisering af det irske samfund og katolikkernes frafald fra traditionelle katolske værdier.
Under skandalerne om sexmisbrug i den katolske kirke ulmer netop en værdikamp mellem modernister og traditionalister i den katolske kirke.
Den katolske reformbevægelse "Wir sind Kirche" reagerer således på hyrdebrevet med en kritik af, at paven tilsyneladende er mest interesseret i at få genoprettet den katolske kirkes anseelse. Og den ansete schweiziske teolog Hans Küng har allerede benyttet pædofiliskandalen til at kræve et opgør med et af den katolske kirkes grundlæggende dogmer, nemlig præsternes cølibat.
Lederen af Vatikanets presseafdeling synes at være klar over, at hyrdebrevet ikke vil lægge låg på diskussionen.
– Det er første skridt i en proces, som vil tage tid, erklærer Federico Lombardi i en meddelelse, som er belvet udsendt på internet-siden YouTube.
bpedersen@kristeligt-dagblad.dk