Højspændt familiedrama på bibelsk

Så effektivt er personerne sat i spil, og så potenserede er konflikterne. Der er mange mindeværdige arier i dette drama, hvor alle de medvirkende gør en særdeles god figur, måske allermest Eir Inderhaug som Iphis, der brillerer med en lys og let sopran, perlende koloraturer og luft i stemmen. Fornemt skuespil leverer hun også, da hun gør klar til at ofre sig for i sidste øjeblik at blive reddet af en frelsende engel.

Hendes arie i begyndelsen af anden akt, hvor hun glædestrålende forbereder gensynet med sin far, efter at han er kommet sejrrigt tilbage fra krigen, er hele turen til Holmen værd. Det samme kan nu siges om Jeftas arie, da han erfarer konsekvensen af sit løfte til Gud. Tenoren Paul Agnew gør det godt i denne komplekse rolle, hvor han både skal være strunk krigshelt, en plaget far og ramt på sit forhold til Gud. Hans tenor kunne for min skyld godt være lidt mere udfoldet og knap så lukket, men det er en smagssag.

Hanne Fischer som Iphis' mor Storgé har smerten i sig, og kontratenoren Andrew Radley som Iphis' forlovede, Hamor, agerer også fint uden dog at have det mest prangende organ. De engelske gæstesolisters deltagelse i operaen skal ses i lyset af, at det er en samproduktion med Welsh og English National Opera.

De fire hovedpersoner har foran sig et sprødt, energisk spillende Concerto Copenhagen, der med Lars Ulrik Mortensen i spidsen får accentueret både de følsomme passager og de rytmisk glødende. Man nød de krydrede melodilinjer, Händel har strøet ud over partituret for at gøre personernes indre liv så tydeligt for lytteren som muligt. Og så har jeg ikke engang nævnt koret, der med en helstøbt vokal præstation bidrog fornemt.

Man kan så diskutere, om "alt er retfærdigt", som det påstås i en verselinje i oratoriet, men man kan ikke diskutere, at vi har med endnu en flot Händel-opførelse at gøre.

Händel: Jephtha. Det Kongelige Teater, Operaen. Spiller otte gange frem til den 17. april.

kultur@kristeligt-dagblad.dk