Kristus er forudsat inden vi læser i Bibelen, også Det Gamle Testamente, skriver Ole Brehm Jensen. Her ses Bertel Thorvaldsens Kristus figur i Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke.
- Rune Feldt/Scanpix Danmark
Ole Brehm Jensen |
23. marts 2010
Spørgsmålet er jo ikke, om der findes en frelse uden for kirken, men om der findes en frelse uden om Kristus, skriver sognepræst Ole Brehm Jensen
DET FOREKOMMER MIG at været noget af en formastelse, når Københavns domprovst Anders Gadegaard i sin kronik i Kristeligt Dagblad den 19. marts tager de gamle vestjyske missionsfolk til indtægt for sit synspunkt, at mange veje fører fra Gud til os og fra os til Gud, uanset om vi nu kalder Gud for Gud eller Allah eller Brahma.
Det er lige så formasteligt at anføre det gamle spørgsmål om frelsens mulighed eller umulighed uden for kirken (hvad man så i øvrigt mener med "kirke"), hvor selv den katolske kirke angiveligt skulle have forladt sit standpunkt: Ingen frelse uden for kirken.
LÆS INDLÆG FRA ANDERS GADEGAARDSpørgsmålet er jo ikke, om der findes en frelse uden for kirken, men om der findes en frelse uden om Kristus.
Om nogen vidste de gamle missionsfolk, at spørgsmålet om frelse eller fortabelse afgøres i mødet med den korsfæstede og opstandne Kristus. Om nogen vidste de gamle missionsfolk, at Gud suverænt frelser, hvem han vil, når og hvor han vil. Men han frelser ved at drage den fortabte til Kristus. Det er deri, selve frelsen består.
Der er to bibelord fra Johannes-evangeliet, der skal holdes op imod hinanden: "Ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Jesus), og "Ingen kommer til mig (Jesus), hvis ikke Faderen drager ham". Og dér beholder de gamle missionsfolk ret: Faderen drager, hvem han vil, når han vil, og hvor han vil. Men han drager til Kristus – ikke til alt muligt andet.
I BRUGEN AF Det Gamle Testamente står det ikke meget bedre til hos Anders Gadegaard, når han anfører den brændende tornebusk som gudsåbenbaring før Kristus.
Når vi som evangelisk-lutherske kristne læser Det Gamle Testamente, læser vi det så at sige i modlys. Vi læser det med Kristus som fortolkningsnøgle. Kristus er forudsat, inden vi læser. At læse den modsatte vej fører til idéhistoriske og religionshistoriske resultater, som kan være interessante nok, men de har intet at gøre med Gud i kristen forstand.
Og endelig Paulus på Areopagos. Her er forudsætningen hele det græske gudegalleri. Der var en gud for smedekunsten, for krigen, for elskoven, for jagten, for sejlads og så videre. Når man eksempelvis skulle i krig, ofrede man til Ares for at krigslykken skulle stå en bi. En gang imellem kunne det hænde, at man ikke vidste hvilken ressort-gud, man lige skulle henvende sig til. Så havde man altret for en ukendt gud som en slags gud uden portefølje.
En sådan gud – blandt mange andre – har selvfølgelig intet at skaffe med Gud i kristen forstand, og Paulus' pædagogiske trick bliver da også verfet af: Ja, ja, (dit gamle tossehoved) det vil vi høre dig tale om en anden gang. At bruge det som afsæt for at sige til muslimer og andet religiøst godtfolk: Den Gud, som I ærer, uden at kende ham, ham er vi skam fælles om, vi kender ham blot gennem Kristus – det er dog vist en temmelig tvivlsom procedure.
OG LAD MIG SÅ STILLE nogle spørgsmål til Anders Gadegaard: Betyder ordene overhovedet det samme? Når vi i kristen optik taler om tro, frelse, Guds Rige, evigt liv, skabelse, synd, retfærdighed og så videre, betyder ordene så det samme som i eksempelvis islam? Er frelse i islamisk forstand overhovedet det samme som frelse i kristen forstand? Betyder evigt liv i buddhistisk eller hinduistisk forstand overhovedet det samme som i kristen forstand? Mig forekommer det, at Jesus optager sin tids traditionelle religiøse begreber, men trækker dem ind i eksistensens brændpunkt, øjeblikket, og giver dem et helt andet indhold, som er inkommensurabelt med det oprindelige indhold.
Det er det med ny vin på gamle sække, som sprænger sækkene, som Anders Gadegaard måske svagt husker. Og når Jesus taler om Gud, taler han så overhovedet om det samme, som de taler om i islam og hinduisme? Betyder ordene overhovedet det samme? Det er jeg for min part ret sikker på, at de ikke gør.
Hvad er det egentlig for et ærinde, Anders Gadegaard er ude i? Det er efter min bedste overbevisning ikke et teologisk ærinde, men et politisk – nemlig tidsåndens politiske korrektheds ærinde. Han vil for enhver pris undgå at støde an – ved at skulle sige til muslimerne: Den gud, I forholder jer til, er en gud skabt i Muhammeds fantasier.
Og i det hele taget: Enhver gudsforestilling er gjort af det stof, som drømme og fantasier er gjort af.
Men hvorfor er det så katastrofalt at sige det? Så katastrofalt, at man hellere prisgiver selve kristendommens inderste nerve: Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre ...
I Anders Gadegaards optik bliver det til: Men græder ikke børnlille, det turde være løgn alt sammen, for Gud har skam mange sønner og kommer til jer ad mange veje.
Ole Brehm Jensen,
hærprovst og sognepræst,
Kastellet 16,
København
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad