Folkekirkens præster, provster og biskopper skal være sig bevidst, at de er underlagt et retsteologisk krav om ikke at sætte folkekirkens troværdighed over styr, skriver Kristine Garde.
- Colourbox
Kristine Garde |
23. marts 2010
Som udslag af sin kærlighed valgte Gud at lade sin søn, Jesus Kristus, dø på korset i vores sted, skriver retsteolog Kristine Garde i debatten om vejen til Gud
I EN KRONIK under titlen "De mange veje mellem Gud og mennesker" den 19. marts påstår domprovst Anders Gadegaard, at en såkaldt retsteolog har ønsket, at han skulle for en læredomstol (præsteretten) på grund af sin teologiske opfattelse af, at der er mange veje til Gud.
Endvidere beskylder han den samme retsteolog for med juraen i hånden at sætte sig "ikke bare i den bedrevidendes, men i den alvidendes sæde" og "mene at kunne afgøre, for hvem, hvornår og hvordan den almægtige Gud viser sig i verden". "Så er," konkluderer Gadegaard, "Fanden løs, og man kan være sikker på, at det juridiske magtmisbrug lurer lige om hjørnet."
Hvis det er mig, domprovsten hentyder til, har jeg svært ved at genkende mine udsagn i Anders Gade- gaards gengivelse. Jeg har ikke udtalt noget ønske om, at han skulle for en præsteret. Derimod har jeg luftet den tanke, at hans domprovstekolleger burde tage en samtale med ham, hvilket han ironiserede meget over under en debat, vi havde i DR den 12. marts.
Baggrunden for mit forslag var, at domprovsten, som vikarierer for stiftets biskop i dennes fravær, er en del af den gejstlige tilsynsmyndighed, der netop har til opgave at føre tilsyn med stiftets præster og menigheder. I kronikken tager Anders Gadegaard kraftigt afstand fra sin kollega i Helsingør, domprovst Steffen Ravn Jørgensen, der i et indlæg den 17. marts – efter Gadegaards opfattelse – gør sig skyldig i en teologisk kortslutning. Det tegner ikke for godt, men lad nu alligevel debatten fortsætte uden at gribe til det tungeste disciplinære våben.
En retsteolog er en teolog, der bedriver retsteologi. En kort definition i folkekirkelig regi betegner retsteologien som den teologi, der anvendes i kirkeretlige sammenhænge, det vil sige, at retsteologien er en teologisk hjælpedisciplin for kirkeretten. Det siger sig selv, at retsteologen skal have et indgående kendskab til kirkeret, men det er ikke juraen, der er retsteologens væsentligste arbejdsredskab, det er teologien med omdrejningspunkt i kirkens evangelisk-lutherske lære.
RETSTEOLOGENS OPGAVE ER således at medvirke til, at der lovgives og administreres i respekt for folkekirkens lære, sådan som den udlægges teologisk med indrømmelse af en udstrakt, men ikke vilkårlig tolkningsvidde. Ved at beskylde mig for at bedrive bekendelsesfundamentalisme med juraen i hånden, afslører Anders Gadegaard sin uvidenhed om de retsteologiske grundbegreber.
Når folkekirkens præster, provster og biskopper udøver deres embedshandlinger i præsteløfte-loyalitet over for kirkens lære, skal de samtidig være sig bevidst, at de er underlagt et retsteologisk krav om ikke at sætte folkekirkens troværdighed over styr.
Det gælder ikke mindst i denne sag om tolkningen af Kristus-vejen eller forløsningslæren: at Gud som udslag af sin kærlighed valgte at genoprette det brudte forhold mellem Gud og mennesket ved at lade sin søn, Jesus Kristus, dø på korset i vores sted. Jeg opfordrer derfor til, at hensynet til folkekirkens troværdighed vægtes højere i debatten.
Kristine Garde,
retsteolog, ph.d.,
Frederiksgade 4, 2. tv., Hillerød
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad