Politisk historie er for vigtig til at blive overladt til politikerne

I tilfældet med parlamentarismen fik historiens sejrherrer slået deres historiefortælling så fast, at den de facto blev officiel. I vor tid har en statsminister forsøgt at ændre de faghistoriske fortolkninger af Danmarks ageren under de to verdenskrige.

Den 29. august 2003 slog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sin proamerikanske aktivistiske udenrigspolitik fast i en meget kontroversiel tale på Søværnets Officerskole. Det skulle være slut med, at Danmark lunede sig ved kaminilden og lod andre om at slås for fred og frihed, som Danmark ifølge Fogh havde gjort det under Anden Verdenskrig med tilpasningen til den tyske besættelse:

– I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt. Alt for ofte i historiens løb har vi danskere sejlet under politisk bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred ... hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger.

Det var tydeligvis et forsvar for Foghs Irak-politik. De, der mente noget andet, var åndelige værnemagere. Foghs pressechef, Michael Kristiansen, har senere forklaret, at man bevidst gik efter at give det et skær af landsforræderi at sætte spørgsmålstegn ved den danske krigsdeltagelse. Får og bukke skulle skilles.

Senest har Fogh nu som Nato's generalsekretær kritiseret den danske politik under Første og Anden Verdenskrig. Nu er formålet tydeligvis at gøre det odiøst at tale om en tilbagetrækning fra Afghanistan. Men faghistorikernes nuancerede forståelse af den danske historie er langt at foretrække for fremtrædende politikeres letkøbte fortolkninger. Debatten om Afghanistan føres bedst uden anstrengte historiske sammenligninger.

Og hvilket formål havde så det svenske rigsdagsflertal så med at vedtage en officiel fordømmelse af folkemordet på armenerne? Ifølge svensk presse drejede det sig nok om at behage nogle indvandrervælgere.

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet