Tavshedspligt med skønsomhed

NÆSTEN SAMTIDIG MED Danske Lov er "Danmarks og Norges Kirkeritual" fra 1685, som i sin detaljerede redegørelse for den lutherske kirkes gudstjenesteordning og ritualer indirekte rummer en beskrivelse af, hvad præsten er som embedsmand betragtet.

Det sker i kapitel 6, 4. artikel, som pålægger præsten at besøge de fanger, der sidder fængslede med henblik på henrettelse. Det er præstens opgave at bidrage til, at den fangne ikke blot bekender sine synder, men også fuldt ud forstår rækkevidden af dem i forholdet til Gud og mennesker. Derfor skal præsten hjælpe den fangne til af hjertet at angre sine synder.

Præsten skal fortælle ham, at Gud ikke vil nogen synders død, men derimod, at han omvender sig og lever (Ez. 33, 11). Han skal indskærpe ham, at hvor synden er stor, er Guds nåde større (Rom. 5, 20), og at Jesu trøstefulde svar til røveren på korset ved siden af også gælder ham, som nu skal henrettes: "I dag skal du være med mig i Paradis!" (Luk. 23, 43).

På henrettelsesdagen skal præsten følge med den dømte ud på retterstedet. Jo nærmere man kommer, jo mere omsorgsfuldt bliver ritualet. Til allersidst skal præsten læse fadervor, og han må ikke forlade den dømte, før han er død, "men skal stedse råbe til ham, alt mens han føres op ad stigen eller martres, at han skal tænke på sin Jesus med denne inderlige bøn: Herre Jesus, forbarm dig over mig! Hellige Herre Gud, forbarm dig over mig! Herre Jesus, jeg befaler min sjæl i dine hænder. Amen!"

Kirkeritualets vejledning vidner om, at uanset hvor enevældigt og udemokratisk datidens samfund har været, så har det dog kendt sin egen begrænsning bedre, end vi i vore dage kender vores samfundsmæssige begrænsning. Der er tilfælde, hvor samfundet må give op. Men der, hvor samfundet giver op, er det enevældige samfund ikke desto mindre overbevist om, at Gud endnu har alle sine muligheder i behold, hvorfor det er samfundets opgave at sørge for, at den dømte ikke bliver lukket ude fra Guds muligheder. Hvor samfundet ikke længere kan vise nåde, må samfundet gøre sit til, at Gud kan vise sin nåde. Og det skal præsten kunne tage sig af. Af samme grund skal præsten i sit embede have tavshedspligt, ellers kan man ikke have tillid til ham.

I VORE DAGES sekulariserede samfund er synspunktet det, at der simpelthen ikke findes noget, som samfundet ikke magter. Hvornår har man hørt, at vore dages samfund har erkendt sin egen begrænsning? Selvom samfundet stadig opretholder en folkekirke med klare statskirkelige træk, er der ikke mange politikere, der tænker over, hvad kirken er til for.

Kirken betragtes som et "væsen" på samme måde som skolevæsenet, skattevæsenet, sundhedsvæsenet og alle de andre væsener, og derfor må der naturligvis i kirken gælde de samme regelsæt som på alle andre områder.

Det afspejler sig i lovgivningen, hvor der er sket et skred fra tavshedspligt til underretningspligt.

Endnu da August Roesen i 1976 udsendte tredje oplag af "Dansk Kirkeret", var det opfattelsen, at udgangspunktet er tavshedspligten, som der undtagelsesvis kan dispenseres fra, hvis det drejer sig om at forebygge grove forbrydelser, eller om at forhindre, at en uskyldig bliver dømt. Selv forhold, som ikke er betroet under sjælesorg, skal en præst holde for sig selv, medmindre der faktisk er en væsentlig grund til at fortælle om det.

Siden er der med bistandsloven fra 1976 og den nuværende sociale servicelov gået skred i det. I den sidstnævnte lov står der ikke meget om tavshedspligt, men derimod en hel del om underretningspligt, hvilket svarer til, at samfundet i de sidste årtier ideologisk har været i bevægelse fra frihed til ledelse, fra tro til lydighed, fra tillid til kontrol, og fra skønsomhed til regelstyring. Derfor er det ikke overraskende, at politikere under indtryk af en aktuel diskussion stiller krav om, at man må have bragt præsters tavshedspligt under kontrol. Det vil formodentlig indebære en ændring af retsplejelovens paragraf 170.

Ingen med fornuften i behold vil finde på at forsvare overgreb mod børn. Og hvis en præst får mulighed for at forhindre, at sådan noget sker, har præsten naturligvis pligt til at gøre det. Men bag enhver afgørelse i et sådant anliggende ligger der et konkret skøn, som man ikke kan regelsætte for.

JEG BØJER MIG for den opfattelse, at hverken præster eller forsvarsadvokater er undtaget fra paragraf 154 i den sociale servicelov, som siger, at man skal underrette kommunen, hvis et barn "udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling".

Men jeg vil ikke bryde mig om at kende den præst eller den forsvarsadvokat, som ikke skønsmæssigt medtænker den mulige vidnefritagelse i retsplejelovens paragraf 170. Hvilken indsat i et fængsel ville bevare tilliden til en forsvarsadvokat eller en fængselspræst, som efter lovens bogstav føler sig forpligtet på at viderebringe sin betroede viden?

Jeg diskuterede for nylig denne overvejelse med en forsvarsadvokat, som forklarede mig følgende: "Skulle for eksempel en anklaget for mord på hustruen også tilstå seksuelle overgreb imod børn, har vi som forsvarsadvokater for den anklagede pligt til at anmelde ... Om det sker eller ej, er en anden sag".

Jeg skal under henvisning til min tavshedspligt undlade at oplyse, hvem den pågældende forsvarsadvokat er. Men de sidste par sætninger i advokatens udsagn kan formodentlig også være en beskrivelse af, hvordan præster ud af egen skønsomhed overvejer balancen mellem tavshedspligt og underretningspligt.

Selvfølgelig skal præster overholde dansk lovgivning, når det drejer sig om pligten til at underrette de sociale myndigheder om overgreb mod børn. Men det kræver til gengæld også, at præsten er 100 procent sikker på, at det, han har hørt, er sandt og ikke bare et rygte ude fra byen. Ellers er der ingen, der tillidsfuldt kan betro sig til en præst.

Kresten Drejergaard er biskop over Odense Stift