Nadia Plesner står og smiler til fotografen som en fotomodel mellem svanerne i Frederiksberg Have. Hun er lidt bange for dem, men når ænderne, hejrerne og de vilde gæs omkring hende tør tigge brød ved siden af de store, hvide kongefugle, tør hun også stå her. Og hun er faktisk selv fløjet til byen få timer tidligere for at blive interviewet af Kristeligt Dagblad. For selvom hun bor i Amsterdam, hvor hun går på kunstakademiet, er hendes sag så vigtig for hende, at en flybillet ikke skal hindre hende i at få budskabet ud. Det var også hendes idé at tage billedet i Frederiksberg Have nær hendes barndomshjem, og selvom de mange forårsfugle overraskede hende lidt, falder hun ganske elegant ind mellem de hvide svaner med sin hvide cottoncoat og hvide sko for enden af de hullede cowboybukser.
Og hun ligner i hvert fald slet ikke en pige, der har ligget i åben krig med et af modebranchens mest magtfulde firmaer. T-shirten er også hvid. Og det er motivet over brystet, der har skabt ballade i modebranchen. Det forestiller en udsultet afrikansk dreng, der holder en Louis Vuitton-taske i den ene hånd og en lille modehund på den anden arm. Den T-shirt har – trods hendes bare 29 år – allerede gjort hende verdensberømt som kunstner. Den blev skabt for at gøre opmærksom på ofrene for folkemordene i Darfur under borgerkrigen i Sudan. I begyndelsen interesserede den næsten ingen medier, men så lagde det verdensomspændende modefirma Louis Vuitton sag an mod den unge dansker. Og så kom medierne på banen. Nyheden rullede gennem internettet verden over. Der blev lavet nyhedsudsendelser om sagen både i USA, Australien og store dele af Europa. Selvom støtteerklæringerne væltede ind i Nadia Plesners mailbox, blev hun til sidst tvunget til at lukke for salget af sin T-shirt. For Louis Vuitton truede hende med et erstatningskrav på to millioner kroner, hvis hun ikke trak salget tilbage. Men hun er tilsyneladende stadigvæk mere bange for svanerne omkring sig end for at vise den forbudte T-shirt frem for fotografen. Og til sidst får hun endda lidt ondt af svanen ved siden af sig.
– Hvor er det dog sørgeligt, at den skal stå der og drikke vand i mudderet, udbryder hun som en slags fredstilbud til svanen, inden vi forlader Frederiksberg Have for at få hele historien.
Det var et trafikuheld, der var den in-direkte årsag til, at Nadia Plesner fik øje på folkemordet i Darfur. På det tidspunkt var hun flyttet til Amsterdam for at studere på kunstakademiet der, men fem måneder inde i studiet kom hun ud for en ulykke, da en scooterfører overså hende og kørte hende ned bagfra for fuld fart.
– Det er jo aldrig sundt at blive kørt ned, og det gik mest ud over min ryg, så jeg blev nødt til at ligge i sengen i flere måneder, siger hun, da vi er sluppet fri for fuglene på en nærliggende café:
– Det uheld ændrede min hverdag totalt, kommer det så.
– Jeg brugte den første tid på at have ondt af mig selv, fordi jeg hverken kunne gå i skole eller bade selv i en periode. Til gengæld havde jeg pludselig rigtig meget tid til at læse avis. Hollandsk minder faktisk en del om dansk på skrift, og jeg kunne allerede hakke mig gennem avisen efter et par måneder i byen. Men det var først, da jeg alligevel var stavnsbundet på sofaen efter uheldet, at jeg for alvor begyndte at dyrke avislæsning i timevis. Og en dag faldt jeg over en lille note, der handlede om Darfur. Der stod egentlig kun tre linjer om det, men det gjorde mig alligevel nysgerrig om, hvad der foregik, så jeg begyndte at læse bøger om det og fandt ud af, hvor voldsomt det var. At der foregik folkemord syd for Europa, og at det drejede sig om ufattelig mange mennesker, der var blevet fordrevet fra deres hjem.
– Det slog mig, at jeg næsten ikke havde hørt om det selv før. Og sådan besluttede jeg mig for, at jeg selv ville gøre en indsats for at gøre opmærksom på problemerne i Darfur. For det er selvfølgelig først, når medierne sætter fokus på et område, at man hører om det, og jeg syntes, at det var en skandale, at vi gik rundt og ignorerede tilstande, der kunne minde om holocaust. For det var simpelthen for uhyggeligt at tænke på, at mennesker blev udryddet og fordrevet fra deres hjem, mens jeg ikke foretog mig noget. Og jeg kom til at tænke over, at mine fremtidige børn nok ville spørge, hvad vi gjorde for at redde de mennesker.
Nadia Plesner holder en lille pause, mens hendes store øjne lyser op, idet hun tilføjer:
– Dér ville jeg ikke svare, at jeg i stedet havde brugt tiden på at læse nyheder om Paris Hilton. Men jeg var nok naiv. For jeg troede, at folk straks ville gøre noget, når de fik sandheden at vide. For selvom jeg er nået ud til mange medier og tusindvis af mennesker efter Louis Vuittons sagsanlæg, er det de færreste, der har gjort noget. Og jeg er forbløffet over den ligegyldighed, som vi møder Den Tredje Verden med. I dag er folk jo fuldstændig oppe på dupperne med at fordømme holocaust, og det er lige, som det skal være, men jeg kan ikke forstå, hvorfor andre folkemord, som vi måske endda stadig kunne nå at stoppe, ikke har den samme prioritet. Det virker, som om folk bedre kan forholde sig til det, hvis det er foregået i fortiden. Og så tror jeg også, at det handler om, at det foregår i Afrika, hvor folk alligevel synes, at det hele ser håbløst ud. Men så glemmer man, at livet er et lån, og den eneste måde, vi kan afdrage på gælden på, er at vise barmhjertighed. Især over for Den Tredje Verden.
Hvordan opstod idéen til T-shirten?
– Den opstod, mens jeg lå og spekulerede over, hvad jeg kunne gøre for Sudan. Og det gav mig en kæmpe drivkraft, der fik mig til at vende fokus væk fra min egen elendighed. Men jeg kunne ikke have lavet den uden min tid på kunstakademiet. For noget af det mest lærerige ved at gå der var, at der er så mange forskellige nationaliteter repræsenteret på skolen. Det er kun 40 procent af de studerende, der er hollændere. Resten kommer fra hele verden, og det har jeg næsten faktisk lært mere af end selve timerne. For når jeg skal vise noget visuelt, kan jeg aldrig regne med, at jeg har fælles referenceramme med mine studiekammerater. For man har selvfølgelig ikke læst de samme børnebøger og set de samme film, når man er opvokset i Peru. Derfor skal man hele tiden arbejde med at gøre sit udtryk universelt. Det er noget af en udfordring at få kommunikeret til så mange folkeslag på én gang, men til gengæld virker det enormt stærkt, når det lykkes. Og sådan opstod idéen til T-shirten også. For Louis Vuittons taske er et symbol på velstand og forbrug over hele verden, ligesom en nøgen afrikansk dreng symboliserer fattigdom. Det kan alle forstå, og jeg tror også, at det var derfor, at Louis Vuitton reagerede så kraftigt. Men jeg havde aldrig fået så meget opmærksom uden den reaktion, så jeg burde egentlig takke dem, selvom det ikke var behageligt, mens det stod på.
Du endte jo også med at bøje dig for dem ved at stoppe salget?
– Ja, og jeg ved stadigvæk ikke, om det var den rigtige beslutning. Men der var ingen tvivl om, at de ville have fortsat i årevis. Det endte med, at jeg tog med min advokat ned til deres hovedkvarter i Paris for at snakke med dem. Jeg overvejede at tage sådan en der med, siger hun og peger på diktafonen, der snurrer imellem os, inden hun tørt tilføjer:
– Det skulle jeg helt sikkert have gjort. For det var de mest utrolige ting, de sagde til mig. Og det var i det hele taget en meget surrealistisk oplevelse. Der var bodyguards og store gitterdøre uden for bygningen. Og jeg kan huske, at jeg jokede med min advokat om, hvorvidt vi nogensinde kom ud igen. For deres hovedkvarter lignede nærmest et royalt palæ, med guld overalt og antikke loftsmalerier, og inden vi gik i gang, gav de mig en rundvisning for at vinde mig over på deres side ved at forklare, at det bare var et lille familiefirma. Jeg ved ikke, hvad de troede, det skulle hjælpe. Men derefter førte de mig til et lokale, hvor jeg fik skænket friskpresset juice i et glas, som deres logo også var trykt på. Det mærke er jo overalt i ægte og falske versioner, og det er også det, der gør det så spændende at arbejde med. Der sad tre advokater derinde. Den ene spillede flink, den næste sagde ikke så meget, og den sidste skruede bissen på. "Du aner ikke, hvilken magt, vi har. Vi kan ødelægge din karriere, hvis du ikke stopper salget af den T-shirt med det samme og undskylder offentligt," sagde han og forklarede, at de havde kontakt med alle de bedste gallerier i hele verden, som de ville lukke for mig, hvis jeg ikke lystrede, ligesom han truede med at ødelægge mit navn i pressen.
Samtidig krævede de to millioner kroner i erstatning, hvis jeg ikke gjorde, som de sagde. Jeg udbad mig betænkningstid, og det blev de rasende over. For det viste sig, at alle dem, der sad i rummet, stod til fyring, hvis de ikke fik sagen stoppet. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg ikke bare skulle kæmpe videre. For min T-shirt handlede jo ikke om dem, men om menneskerettigheder. Og jeg syntes, at jeg havde kunstnerisk frihed til at lave den. Og jeg syntes, at det var usselt af dem at true mig, når jeg arbejdede med velgørenhed, så jeg nægtede at undskylde offentligt. Men min advokat fik mig overbevist om at droppe salget, da han forklarede, at det ville koste al min energi de næste 5-10 år, og så ville jeg hellere bruge kræfterne på at se, om jeg kan hjælpe på en anden måde.
Et af Nadia Plesners nye projekter er at samle hospitalsudstyr sammen til Sudan.
– I Danmark smider man for eksempel hospitalssenge ud, hvis de ikke lever op til fagforeningernes krav til sundhedspersonales arbejdsforhold med hensyn til løft og så videre. Men den slags er de jo rimelig ligeglade med i Sudan, hvor hospitalerne sommetider er så fyldte, at de ikke har senge til alle patienter. Og nu har jeg både fået aflagte hospitalssenge fra Gentofte Sygehus og operationsudstyr fra Rigshospitalet.
Et smil vokser frem i ansigtet på den aktivistiske T-shirtkunstner:
– Der var også en skoleleder fra Ballerup, der læste om mine idéer. Hun ringede til mig og spurgte, om jeg også kunne bruge skolemøbler, for ellers skulle de bare smides ud, og dem fik jeg gennem en bekendt sendt til Tanzania. Den slags er jo fantastisk. For vi lever virkelig i en overflod herhjemme, og vores aflagte ting kan jo lige så godt blive brugt der, hvor der er allermest brug for dem, men det er klart, at der skal rejses penge, før man kan sende det af sted.
Derfor åbner hun snart sin hjemme-side igen. For nu er hun såmænd klar med en ny T-shirt. Denne gang uden Louis Vuitton og en afrikansk dreng. I stedet har hun tegnet en lille forhutlet, afrikansk pige, der står med et skønhedsdronningebånd om sin bare krop, mens der ved siden af står: "Simple living". Og fra den 13. august viser hun sine billeder i Danmark med udstillingen "Intervention" på Gallery Poulsen Contemporary i København. I den forbindelse er hun ved at færdiggøre det gigantiske oliemaleri "Darfurnica" i protest mod regeringen i Sudan. For på sin internetblog har hun længe skrevet indignerede indlæg mod den samme regering, der nu ikke engang vil lade hendes første container med hospitalsudstyr komme ind i landet. Det er ikke svært at finde fjender i denne verden.
ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk
