Anders Kjærsig opfordrer til ro og besindighed hvad angår lovgivning om præsters anmeldelse af pædofili. "Det kan man ikke lovgive sig ud af. Tværtimod. Det kræver skønsomhed, og her må loven og samfundet stole på, at præsterne gør det så godt, de kan."

Ja, kære Kjærsig, det må vi jo så gøre! Selvfølgelig kan vi da leve med, at det kikser en enkelt gang, fordi en præst ikke har dit skarpe blik for ret og forkert! Selvfølgelig kan vi da acceptere, at en enkelt pastor i ny og næ ser igennem fingre med, at et barn bliver voldtaget, ydmyget og misbrugt, og finder hensynet til KIRKEN større end pligten til at melde det! Vi ER jo nødt til at have en prioritering ind her...

Det er dybt horribelt! Og specielt når man tænker på den nyere rædselshistorie for den institution, der nu synes at lade hånt om deres oplagte pligt til at anmelde overgreb!

Hvor mange hårrejsende eksempler fra USA, Vatikanet, Irland, og hvem ved, måske Danmark, skal der til, før Anders Kjærsig begynder at forholde sig kritisk til sine kolleger, om ikke andet de katolske af slagsen!? Hvor mange gange skal Anders Kjærsig og Co. have beviser for at systematisk fortielse og beskyttelse af pæderasterne fremfor offeret foregår, før de vil erkende at vi måske ikke bør stole på præsternes "skønsomhed"!?!?

Kjærsig trækker polemisk den tavshedspligt som læger, sygeplejersker, m.fl. også har ind her, og det er dybt underlødigt! Den dag vi oplever samme systematiske gang løgne, fortielser og forkastelige forhold som vi igen nu ser i den katolske kirke, så skal jeg - og mange andre - nok være de første til at kræve lovgivning for disse også.

Hvis man som præst føler det snærende og problematisk med en lov, hvor man bliver pålagt at rapportere overgreb på børn til ordensmagten, så er vi ret langt ude! Det er ved Gud foruroligende!

Peter Hansen

Det her kan hurtigt blive en art pseudo-diskussion.

I dag gælder præsters tavshedspligt, så længe der ikke er fare for liv, legeme og statens sikkerhed.

Og sådan skal det være.

@Juma Kruse.

Jeg er enig i, at loven i princippet gælder i dag, men vi må konstatere, at biskoppen for den katolske kirke ikke lader til at fatte, at han og hans kolleger er forpligtet til at overholde den.

Derfor mener jeg, at vi som samfund er nødt til at stramme op på loven for at ingen præst skal være i tvivl om, at de skal rapportere overgreb på børn hvis de hører om dem.

Jeg synes egentlig ikke, at det burde være så svært, og det rædselsscenarie som Kjærsig fremmaner, hvor ingen tør betro sig til sin præst som følge af en evt. ny lovgivning på dette område er helt ude i hampen.

Selvfølgelig skal præster ikke fortælle bekendelser, der handler om ting som den skriftendes utroskab, jalousi, grådighed, mindre pæne tanker og handlinger, etc., så længe de ikke strider mod den i Danmark gældende lovgivning. Men som samfund er vi NØDT til at insistere på, at viden om kriminelle handlinger som pædofili, voldtægt og lignende ikke forbliver indenfor kirkens vægge.

En sådan lov vil ikke påvirke handlefriheden for NOGEN præster, udover dem med en forskruet opfattelse af vægtningen af deres egen skønsomhed og den i landet gældende straffelov.

" så længe de ikke strider mod den i Danmark gældende lovgivning. Men som samfund er vi NØDT til at insistere på, at viden om kriminelle handlinger som pædofili, voldtægt og lignende ikke forbliver indenfor kirkens vægge."

Jeg lærte i sin tid, at man kun kunne bryde tavshedspligten, hvis man kunne undgå, at der skete skade på liv, legeme eller statens sikkerhed.

Hvis man,som jeg, tror på, at pædofili som udgangspunkt, er en tilbøjelighed man ikke kan gøre for, men nok undgå at udleve, vil det også betyde, at der netop er overhængende fare for at et overgreb gentager sig. Og så skal det jo meldes.

Men er skaden sket, og der ikke er fare for liv og legeme og statens sikkerhed, er der tavshedspligt.

Filmen Priest sætter hele problemet meget godt på en spids.

@Juma Kruse:

Vi er tydeligvis dybt uenige om det fundamentale her, og det er jo fair nok.

Jeg mener ikke at et samfund kan leve med at en pæderast ikke bliver straffet, UANSET om han vil gøre det igen eller ej (hvilket studier viser at de ofte ikke er i stand til at styre).

Offeret for overgrebet har også en retsstatus her i samfundet, og når man tænker på hvilke traumatiske konsekvenser disse overgreb har for ofrene, er det kun ret og rimeligt. Selvom du må synes at en højere magt skal stå for at dømme overgrebsmanden, er det jo heller ikke sådan samfundet p.t. er skruet sammen.

I øvrigt mener jeg ikke at en præst er i stand til at vurdere om overgrebsmanden vil gentage sin forbrydelse eller ej. DERFOR bør han/hun straks sende kendskab/mistanke til kriminalitet videre til det system som vi har bygget op til at tage hånd om forbrydere. Så KAN de stå for den videre efterforskning og sagsbehandling.

Men som sagt, det er jo legitimt nok at have en anden holdning.

Nu bør man lige være opmærksom på, at præster bestemt bør tro mere på nåde, tilgivelse og barmhjertighed, end på Lex Talionis, retfærdig gengæld, stening, hævn, og den slags ...

Mig bekendt siger Biblen også en ting eller to om, at man skal beskytte de svageste...? Og et offer for pædofili må vel falde ind under den kategori?