Der er nu 116 godkendte trossamfund i Danmark. De kristne grupper fylder og vokser mest
Danmark har i de seneste 10 år oplevet stor vækst i antallet af nye kristne grupper uden for folkekirken. I alt er der nu 116 godkendte trossamfund i Danmark, som alle har fået statens blå stempel, og 72 af dem er kristne. I 1999 var der 43 godkendte kristne grupper. Det viser tal, som Center for SamtidsReligion på Aarhus Universitet offentliggjorde i går.
De nye tal beskriver en udvikling, hvor mennesker fra alle de store verdensreligioner gennem tiden har slået sig ned for at leve i Danmark og har fundet sammen i større eller mindre trossamfund. Der er tale om en mangfoldighed af religiøse retninger inden for både islam, kristendom og østlige religioner.
Center for SamtidsReligion har i to år kortlagt de godkendte trossamfund og indsamlet deres medlemstal, og det viser sig, at det især er blandt kristne grupper, at der er sket en markant udvikling.
– Det er blandt kristne, at der i de seneste år især er sket en vækst i de godkendte trossamfund, siger Marie Vejrup Nielsen, ph.d. og adjunkt i kristendom. Sammen med lektor Lene Kühle er hun koordinator på projektet Religion i Danmark 2010, der skal sætte konkrete tal på religionens udbredelse herhjemme.
– Det er typisk kristne grupper, som allerede er her i landet, der søger den statsgodkendte status. De synes, det er naturligt, at stå i den relation til staten. Desuden kender de foreningsdanmark og ved, hvordan de søger en godkendelse. Indvandrere har meget forskellig baggrund for, hvordan religion er organiseret i deres land. Et spørgsmål er, hvor naturligt det i virkeligheden er at være medlem i en forening eller menighed, og derfor ser vi ikke flere godkendte muslimske organisationer, siger Marie Vejrup Nielsen.