12-årig tvunget til sondemad

- Jeg var ulykkelig over at være indlagt, og personalet tog sig ikke rigtigt af mig den første dag, hvor jeg var enormt ked af det og savnede mine forældre, siger Line.

Og tryghed ved personalet fik hun aldrig. I starten valgte hun da også at spise, hvad der blev serveret for hende, fordi hun flere gange følte sig truet af lægerne, der sagde, at hvis ikke hun spiste, måtte de finde sondemaden frem.

Sondeernæring var et ord, der fik angsten til at vokse sit stor inde i Line. På afdelingen havde hun set, hvordan en anden pige havde modsat sig tvangsernæringen og var blevet slæbt hen ad gulvet, fordi hun prøvede at stikke af.

Ligeledes havde hun flere gange overhørt, hvordan personalet nogle gange stod uden for hendes dør og planlagde, hvordan de skulle overmande den anden pige, når hun modsatte sig sondemaden.

Angsten til trods endte den 12-årige pige alligevel med at få lagt sonde mod sin vilje. Fordi hun havde tabt nogle af de kilo, hun havde taget på i starten af sygehusopholdet. Men den fysiske modstand fra Line var minimal.

- Jeg gjorde lidt modstand, men ikke ret meget, for jeg turde ikke. Jeg havde jo set, hvordan de råbte ad en anden pige, da hun gjorde modstand og tilkaldte ekstra portører, der skulle hjælpe med at holde hende. Jeg var i den grad bange for personalet, fortæller hun.

Tvangsernæring bør ifølge Psykiatriloven kun bruges, når en patient vurderes at være i livsfare. Det var Line dog ikke på dette tidspunkt, hvor hun blev tvunget til sondemad. Det er konstateret i de blodprøver, lægerne løbende tog på hende for netop at sikre, at hun ikke var i akut livsfare.

Flere gange oplevede den rædselsslagne pige, at der var problemer, når sonden skulle lægges.

- Tre-fire gange blev sonden lagt forkert og røg ud i en kanal i kinden. Det gjorde rigtig ondt, men kommentaren var bare, at så måtte jeg jo begynde at spise rigtigt, hvis jeg ville undgå det, siger Line.

Tre uger med sondemad op til seks gange dagligt holdt Line og hendes familie til. Så gjorde hendes forældre indsigelse. De havde ellers accepteret, at lægerne brugte tvangsernæring, fordi de havde fået at vide, at det var det rigtige at gøre. Men da de bad om opgørelser over, hvor ofte deres datter var blevet tvangsernæret, og Næstved Børnepsykiatriske afdeling ikke havde registreret det nogen steder, sagde de stop.

De tog Line med hjem, og det lykkedes dem at få hende til at spise almindeligt i en periode. Men da de atter henvendte sig til sygehuset for at få hjælp, blev de afvist med beskeden om, at de var usamarbejdsvillige.

Begge Lines forældre er sidenhen blevet sygemeldt fra deres jobs. De er bukket under for det pres, det er at have en datter med anoreksi.

Line selv har ingen ønsker om at vende tilbage til Næstved Børnepsykiatriske Afdeling. I dag sidder oplevelserne derfra så dybt i hende, at hun bliver fysisk dårligt, bare hun kører gennem byen.

- Jeg bliver også bange, hvis nogen pludselig griber fat i mig, siger hun og giver sit bud på, hvad der kan gøre hende rask.
- Jeg tror, det ville være rigtig godt for mig at få noget alternativ behandling og måske komme i familiepleje i en periode, siger hun.

Lige nu hedder hendes hjem det næste stykke tid dog Bispebjerg Hospital, som har en afdeling med speciale i spiseforstyrrelser. Her blev den afmagrede pige indlagt tirsdag eftermiddag. Men angsten fra oplevelserne på Næstved Sygehus har hun med i bagagen. Et sygehus er for hende forbundet med et stort ubehag, som giver hende panisk angst.

Den 12-årige pige har i øjeblikket kun to ønsker.

- Jeg håber på at kunne komme i familiepleje en overgang og så få noget alternativ behandling, så jeg kan blive rask, slutter hun.