Laura Elisabeth Schnabel |
25. marts 2010
En række lande har ægteskab for homoseksuelle. Danmark kan meget vel blive det næste land, der siger ja til, at homoseksuelle kan indgå registreret partnerskab eller ægteskab i kirken.
Et ja til de homoseksuelle vil ikke medføre international kirkesplittelse, men kan blive en hindring for samarbejdet med andre kirker. Og Danmark vil ikke få topposter i for eksempel Det Lutherske Verdensforbund
I flere lande er homoseksuelle allerede nu lukket ind i kirken eller rådhuset, hvor de kan indgå ægteskab. Sverige er det land, der er gået længst og har ikke blot fået en ægteskabslovgivning, men også et vielsesritual, som ligner det eksisterende mest muligt.
Men det er ikke kun Sverige, der har en ægteskabslovgivning for homoseksuelle. Den danske debat, som lige nu er på et højdepunkt, kan genfindes i en lang række andre lande og med et entydigt udviklingsmønster. Både i Europa og længere væk har omkring 10 lande og fem amerikanske stater siden 2000, med Holland som det første, indført love og regler, der i forskellige udgaver tillader ægteskab for homoseksuelle.
I katolske lande som Spanien og Portugal foregår vielsen på rådhuset, og det er også tilfældet i nogle protestantiske lande, hvor man flere steder kan få en velsignelse i kirken bagefter – ligesom det gælder for heteroseksuelle. Med de fleste love følger også retten til adoption og kunstig befrugtning – dog ikke i Portugal, hvor parlamentet fremsatte en lov i januar, der forventes at blive godkendt af landets konservative præsident, Aníbal Cavaco Silva, og træde i kraft til april. Nogle landes accept af homoseksuelle vielser er mindre vidtgående. I december vedtog bystyret i Mexico City eksempelvis en ægteskabsligestillingslov, der fra marts 2010 gør det muligt for homoseksuelle par at søge om ægteskab. Og for tre måneder siden indgik det første homoseksuelle par i Latinamerika et ægteskab i verdens sydligste by i Argentina. Parret skulle egentlig have været gift en måned før i Buenos Aires, men brylluppet på rådhuset blev i sidste øjeblik aflyst, fordi der var uenighed om, hvordan loven skal tolkes.
I vores to nabolande Norge og Sverige, der i 2008 og 2009 vedtog ægteskabslove, som på mange måder ligner hinanden, har lovene haft vidt forskellige virkninger for de homoseksuelle par.
I Danmark er der et stort politisk pres for, at homoseksuelle skal kunne blive viet i kirken, men der ikke er nogen afklaring på, hvordan selve ritualet skal udformes, hvem der skal udforme det, og om nogen er forpligtet til at udforme det. Kirkeminister Birte Rønn Hornbech (V) har nu indkaldt biskopperne til at diskutere, hvordan et ritual for kirkelig indgåelse af registreret partnerskab eller ægteskab skal se ud.
Lignende drøftelser har man haft i Norge og Sverige, påpeger professor i religion, ret og samfund Lisbet Christoffersen fra Roskilde Universitet. Begge lande har netop fået et kønsneutralt ægteskab, hvor lovgivningen er ændret, så det nu er helt klart, at ægteskab kan indgås af par af modsat eller samme køn.
– I Sverige har man samtidig indført en regel, hvorefter alle trossamfund skal søge om vielsesbemyndigelse – både Svenska Kyrkan og alle andre. Det skulle de gøre i foråret 2010, altså nu. I Svenska Kyrkan var en overvældende holdning først, at kirken ikke længere skulle have vielsesret, som det også har været foreslået i dansk sammenhæng. Så hellere gøre sig klart, at det på luthersk grund er et borgerligt anliggende, selvom vielsen er, hvad de fleste kommer i kirken efter, siger Lisbet Christoffersen og fortsætter:
– Den modsatte fløj ønskede et enslydende kønsneutralt vielsesritual. Slutresultatet blev dog, at Svenska Kyrkans allerede eksisterende vielsesritual blev suppleret med en ordlyd til anvendelse ved par af samme køn, mens standard- ritualet blev opretholdt. Det er samtidig i den svenske ægteskabslov blevet fastslået, at en præst har ret til at nægte vielse.
I Norge slås det fast i den nye lov, at præster i den norske kirke kun kan vie med retsgyldighed, hvis vielsen er i overensstemmelse med den norske kirkes vielsesritual.
– Men selvom der er kommet en lov, findes der endnu ikke et ritual for vielse af homoseksuelle. Så nu ligger bolden hos kirken – ikke hos den enkelte præst, siger Lisbet Christoffersen.
Hun påpeger, at Kirkerådet i maj 2009 bad biskopperne udrede sagen, og herefter nedsatte biskopperne i november 2009 et udvalg, der skal se på ægteskabsetik. De har to år – indtil 0ktober 2011 – til arbejdet skal være færdigt.
Henrik Mohn, præst og rådgiver ved bispekontoret i Oslo, fremhæver også, at den nye lov har givet anledning til dilemmaer, fordi loven tillader at vie homoseksuelle i kirken, hvis der er et gyldigt ritual – og det er der ikke.
– Men det er blevet tilladt, at præster giver en velsignelseshandling i kirken, efter homoseksuelle har indgået et ægteskab på rådhuset. Dog har biskopperne været ude og understrege, at den velsignelseshandling ikke må ligne vielseshandlingen for heteroseksuelle, siger Henrik Mohn og fortsætter:
– Vi havde en sag sidste år, hvor et homoseksuelt par havde en dommer med sig, der foretog den borgerlige vielse i kirkens våbenhus. Og så gik det nygifte brudepar ind til alteret, hvor de blev velsignet af præsten. Vielsen blev anerkendt som gyldig, fordi dommere kan foretage vielser hvor som helst, bare ikke i kirkerummet. Det skabte en del reaktioner, og mange var kritiske.
I arbejdsgruppen, som bispemødet har nedsat, arbejder man ikke kun med et ritual for homoseksuelle, men mere bredt med kirkens seksualetik. For der er også en stor diskussion i Norge, om heteroseksuelle præster må leve sammen med en kæreste uden at være gift. Det er der mange studerende og nogle præster, der gør, og nogle præster er blevet indkaldt til samtale hos biskoppen. Så diskussionen om et vielsesritual for homoseksuelle står til dels i skyggen af andre diskussioner i arbejdsgruppen, og selvom mange har et håb om, at sagen om et egentlig ritual for vielse i kirken skal blive udredt i udvalget, tror andre, at udvalget kommer til at udsætte hele diskussionen om et nyt ritual.
Selvom homoseksuelle med den nye ægteskabslov ikke på nuværende tidpunkt har fået den kirkelige rettighed, men derimod en ret til adoption og kunstig befrugtning, ligesom et af beslutningsforslagene i Danmark også kun lægger op til, så er der, ifølge Henrik Mohn, mange norske præster, som forsøger at give de homoseksuelle en form for vielse.
– Jeg tror, at mange præster i dag prøver at finde praktiske løsninger, en middelvej, ved at tilpasse velsignelsen, så den både tilgodeser det homoseksuelle par og biskoppernes udmelding om, at den ikke må ligne den heteroseksuelle vielse. Mit indtryk er, at nogen nok tager et ekstra hensyn til ægteparret uden at annoncere det højt eller rapportere til biskopperne, men i det stille velsigner en del præster det homoseksuelle ægtepar på en måde, så det ligner selve vielsesritualet for heteroseksuelle. Der findes et udkast til ritualer for vielse, som ligner vielsen af heteroseksuelle, og de ritualer har været brugt flere gange. Men rent juridisk skal de først forbi rådhuset, siger han.
I Sverige, hvor stat og kirke er adskilt, er de første homoseksuelle par gået ud ad kirken med en vielsesring på ringfingeren og et ægteskab i hånden – ikke som mand og hustru, men som "ægte mager", som det hedder i den nye ordlyd i ritualet for homoseksuel vielse. Kigger man ritualet igennem, er det meste fra det gamle ritual bevaret, men enkelte ændringer, hvor mand og kvinde bliver til mennesker, mand og hustru bliver til ægte mager, ligesom flere sætninger om børn undlades. Og der, hvor præsten normalt læser op, at Gud skabte menneskene som mand og kvinde, er der andre formuleringer, som ikke er kønsbestemte, men som er hentet fra blandt andet Johannesevangeliet i Det Nye Testamente.
Ifølge dr.theol. Ann-Cathrin Jarl, der er ærkebiskoppen i Uppsala, Anders Wejryds, højre hånd, har der været samme diskussion i Sverige, som den vi ser i Danmark lige nu:
– Befinder man sig langt ude på højrefløjen, er en del imod at vie homoseksuelle. I midten mener man, det er en menneskerettighed. Kirkens menneskesyn, hvor kærlighedsbuddet er centralt, er strukket, så vi i dag mener, at homoseksuelle skal have samme rettigheder og muligheder som andre, siger Ann-Cathrin Jarl.
Ifølge hende har Sverige ikke haft de store samarbejdsproblemer med andre lande efter den nye lov.
– Det Lutherske Verdensforbund har besluttet, at det er ikke kirkesplittende. Vi har meget kontakt til de baltiske lande, Estland, Letland og Litauen – de holder ikke med os, men har god kontakt til os, siger hun.
Men spørger man Niels Henrik Gregersen, professor i teologi fra Aarhus Universitet og Danmarks repræsentant i Det Lutherske Verdensforbunds øverste ledelse, holder trossamfund i andre lande skarpt øje med, hvad der sker i Danmark og lande, der indfører ægteskab for homoseksuelle – ikke mindst med ordlyden af et måske kommende ritual. Hvis Danmark beslutter sig for at give grønt lys til vielser af homoseksuelle, kan det sagtens blive en hindring for samarbejdet med kirker i andre lande:
– Man må se i øjnene, at det kan blive til en hindring for samarbejdet med kirker i andre lande. Det er allerede et problem i mange kirker, også inden for lutherdommen, at vi har muligheden for velsignelse af homoseksuelle forhold. Set i lyset heraf vil det næppe være et yderligere problem, hvis man laver et særskilt ritual for homoseksuelle partnerskaber. Men det vil blive et nyt problem, hvis man laver et kønsneutralt ritual, hvor der ikke er forskel på, om det er mand og kvinde, mand og mand eller kvinde og kvinde. For her bryder man med århundreders tradition og med opfattelsen af, at ægteskabet er Guds ordning, siger Niels Henrik Gregersen.
Han peger på, at der allerede nu trues med udvandring fra flere lande i Det Lutherske Verdensforbund, og derfor er der en reel fare for kirkesplittelse, hvis flere lande accepterer homoseksuelle vielser i kirken. Særligt afrikanske kirker, men også asiatiske kirker, er meget utilfredse med udviklingen. For i de lande ser man homoseksualitet som identisk med synd, og rent samfundsmæssigt er det forbudt.
– Det bliver opfattet som yderligere brænde på bålet, og Danmark vil komme i samme boks som svenskerne, der for øjeblikket ikke får ledende stillinger i Det Lutherske Verdensforbund. Men vi skal ikke bare lægge os fladt ned på maven. Det afgørende er, at folkekirken tager en beslutning selv – gerne muliggjort af Folketinget, men ikke taget af Folketinget. Derfor skal vi vente på kirkeministerens udvalgsarbejde. Men det må ikke blive en syltekrukke. For folkekirken må det efter min opfattelse være afgørende, at et ritual er båret af det kristne kærlighedsbudskab og ikke af en abstrakt ligheds- og rettighedstanke, siger Niels Henrik Gregersen, der mener, at folkekirken skal lave et supplerende ritual, der ligner det eksisterende mest muligt.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk"Danmark vil komme i samme boks som svenskerne, der for øjeblikket ikke får ledende stillinger i Det Lutherske Verdensforbund. Men vi skal ikke bare lægge os fladt ned på maven. Det afgørende er, at folkekirken tager en beslutning selv"
NIELS HENRIK GREGERSEN
TEOLOGIPROFESSOR
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad