Nanna Schelde |
25. marts 2010
Henning Toft Bro og Marianne Christiansen udtaler sig om bispevalgets udfald
Det bliver provst på Mors Henning Toft Bro, der til maj flytter ind i bispegården i Aalborg.
Med godt 53 procent af stemmerne sikrede han sig sejren, da bispevalget i Aalborg Stift blev afgjort. 970 af de stemmeberettigede havde sat deres kryds ved den 53-årige provst fra Mors, mens sognepræst i Thisted Marianne Christiansen fik 826 stemmer.
Læs også:Ny biskop fundet i AalborgEfter en mange måneder lang valgkamp med masser af møder var det en stor lettelse for Henning Toft Bro endelig at kunne få vished om, at det er ham, der skal afløse Søren Lodberg Hvas, som har været biskop i Aalborg siden 1991.
– Jeg sagde gudskelov, da jeg hørte resultatet. Det er en stor lettelse, at den lange vandring er slut. Det har alligevel rumsteret i mit hoved i to et halvt år - og også i min families, sagde Henning Toft Bro, der kom kørende til bispegården med hustruen Ragna, efter at sejren var i hus.
Med 970 stemmer høstede den kommende biskop stort set alle de 315 stemmer, den tredje kandidat Jørgen Kjærgaard fik i første runde. Henning Toft Bro tror dog ikke, det har betydning, at han er en mand.
– Det tror jeg nu ikke, men jeg har sendt valgmateriale ud i tre omgange og gjort meget ud af at komme tæt på folk. Og så har jeg haft en gruppe bag mig, som har kæmpet hårdt hele vejen, sagde han.
Han håber på at få et godt samarbejde med folk i stiftet, når han til maj får adresse i Aalborg.
– Jeg håber, at jeg kan leve op til mit efternavn og bygge bro mellem folk, men lige nu er jeg så overrumplet, at jeg ikke vil komme med programerklæringer.
Læs også portræt af Henning Toft BroSkuffetDen 46-årige Marianne Christiansen, der blev en klar vinder af første runde, var naturligvis skuffet.
– Jeg siger tillykke til Henning og ønsker ham al mulig held og lykke. Men man kan aldrig være overrasket over at tabe, når man er i en valgkamp. Man skal kunne tåle at tabe, sagde Marianne Christiansen.
Hun mener ikke, at hun kunne have gjort noget anderledes i valgkampens anden runde.
– Kun den enkelte vælger ved, hvad han eller hun har stemt efter, men jeg tror ikke, jeg har noget at fortryde, sagde Marianne Christiansen, som ikke håber, at køn har spillet ind på folks valg.
– På hele folkekirkens vegne håber jeg ikke, at man fravælger kvinder, fordi de er kvinde. Det vil til stor skade, sagde sognepræsten fra Thisted.
Det var anden gang, Marianne Christiansen stillede op til bispevalg - og der bliver ikke nogen tredje gang.
– Jeg har et godt embede i et dejligt sogn, som jeg skal hjem til, sagde hun.
Læs også portræt af Marianne Christiansen
Læs mere om bispevalget i temaet
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad