Jens Ole Christensen |
26. marts 2010
Biskop Holm, behandler Bibelen som et tagselvbord, der opererer med flere forskellige frelsesveje, skriver Jens Ole Christensen
"VI TROR IKKE PÅ BIBELEN, vi tror på Jesus."
Det udsagn kom fra både biskop Kjeld Holm og sognepræst Ivan Larsen i "Debatten" på DR 2 den 11. marts, hvor emnet var vielse af homoseksuelle par. Men der er strengt taget ingen grund til at citere de to gejstlige for det.
Sætningen er så alment brugt i de seneste årtiers teologiske debat, at den vigtige meddelelse, der engang var i den, efterhånden er slidt af. Ved overdreven og tankeløs brug.
For der er – eller var oprindelig – en pointe i sætningen. Det er nemlig personen, der er verdens frelser, og ikke bogen. Han elskede os, så han led, døde og opstod. Og ham har kristenheden tre store højtider for: jul, påske og himmelfartsdag. Da synger vi lovsange for hans gerninger og kærlighed. Vi har ingen højtidsdag til tilbedelse af Bibelen. Så langt har Holm og Larsen en pointe.
En vestlig medarbejder i kristent arbejde i Tyrkiet fortalte mig om et illustrerende kultursammenstød: Han var i dialog med en gruppe muslimer. Det var han ofte, og som regel skete det i god stemning og respekt. Men denne dag var stemningen ophidset og dårlig. Pludselig gik det op for ham, hvad problemet var: Tankeløst havde han – for at have hænderne fri – stukket sin lommebibel i baglommen. Det fandt de tilstedeværende muslimer var en krænkelse af en hellig bog, og de kunne derfor ikke tage ham alvorligt.
Det hører med til historien at manden, der fortalte mig historien, uden tvivl af Holm og Larsen ville være blevet rubriceret som fundamentalistisk bogdyrker. Og i den provinsielle danske debat være blevet sammenlignet med muslimer. Så langt den oprindelige nedslidte pointe.
MEN HERFRA er sætningen kun egnet til at afspore samtalen. For den Jesus, vi tror på, tilbeder og forventer os alt godt fra, knyttede netop forståelse af sig selv til bogen: "I farer vild, fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds magt," sagde han til sine modstandere.
"Dette skete, for at det ord skulle gå i opfyldelse, der var talt ved profeten ?" gentager Matthæus ved små og store Jesus-begivenheder. Efter opstandelsen fortalte han to disciple på vej til Emmaus om, hvad der i alle skrifterne handlede om ham. Gang på gang i alle fire evangelier afgør han en diskussion eller sætter en pointe på plads med et tekstcitat. Ned i detaljen kan han tale om, at "Skriften kan ikke rokkes".
Og apostlenes breve er lige så tætte af gammeltestamentlige citater som Møllehaves prædikener er af litterære. Konklusion: Holm og Larsens modstilling af bogen og manden stemmer ganske enkelt ikke med mandens egne ord.
Som et ekstra krydderi i diskussionen fremføres det ofte, at hvis man vil lade Bibelen være autoritet i teologiske og etiske spørgsmål, så skal man også gå ind for dødsstraf af ægteskabsbrydere, for menstruelle kvinders urenhed og diverse jødiske ritualforskrifter fra Det Gamle Testamente.
HVER GANG jeg hører argumentet – i hvert fald når det kommer fra teologer – spekulerer jeg på, om det er ment som en joke. Undertiden glemmer jeg simpelthen at svare på det, fordi jeg ikke har smilet færdig, før diskussionen er videre.
Svaret, jeg ikke får sagt, lyder: Sig mig, er I ikke lutherske teologer? Kender I ikke forskellen på Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente og ved, at vi læser Det Gamle Testamente med Det Nye Testamente som filter? Dermed får vi – gennem Jesu og apostlenes undervisning – øje på forskellen på det Guds ord, der alene var til Israel i forberedelsestiden og det, der er Guds ord til os i kirken.
Og i den aktuelle diskussion: Argumentet var fair i diskussionen om homoseksuelle vielser, hvis homoseksuelle handlinger alene var kaldt synd i Det Gamle Testamente, men det er tydelige nytestamentlige ord, tilhængerne af et ritual er på kollision med.
Den alvorlige, skjulte konsekvens er, at når Jesus har knyttet forståelsen af sig selv til skrifterne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, så vil den teolog, der anvender "Vi tror ikke på Bibelen, vi tror på Jesus" som sit mantra, gøre sig selv steril. Han har for enden af vejen intet væsentligt at sige om hverken manden eller bogen.
Teologi hænger sammen. Derfor er det ikke særlig overraskende, at det er den samme biskop Holm, der i seksualetikken behandler Bibelen som et tagselvbord, der kommer til at operere med flere forskellige frelsesveje i mødet med andre religioner. Det første kan meget overfladisk betragtet ligne et hjørne af den kristne etik.
Det sidste er vist stadig for de fleste synligt som et totalt udsalg af den fælles kristne tro. Men det er samme skilsmisse mellem Jesus og Bibelen, der er på færde.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad