Den røde bog imellem os ligner en eventyrbog. "Silhuet af en synder" står der med store guldbogstaver rammet ind af gotiske guldornamenter og en sort silhuet af nogle halvnøgle træer og noget, der ligner et eventyrslot med to piger, der holder hinanden i hånden uden for slottet. Og pludselig slår det mig, at forfatteren til romanen, Leonora Christina Skov, næsten passer til Brødrenes Grimms beskrivelse af Snehvide. Med hår så sort som ibenholt, læber så røde som blod og hud så hvid som sne. Men det er hende selv, der bringer de syv små dværge på banen:
- Som barn læste min mormor børnebibelen højt for mig så mange gange, at den til sidst blev slidt op. Det var fantastiske historier, som jeg elskede at høre. Men i mange år var de til gengæld også kun gode historier for mig. Man kunne lige så godt have bedt mig om at tro på de syv små dværge, siger Leonora Christina Skov og tilføjer:
- Men det ændrede sig, da jeg fik min første kæreste som 20-årig. For hun var præst og introducerede mig til den autoriserede udgave af Bibelen, som jeg begyndte at læse med nye øjne. Jeg genkendte selvfølgelig historierne om Jonas og hvalen og så videre, men det slog mig, hvor smukt Højsangen for eksempel er skrevet. Og det ændrede mit syn på kristentroen. Før havde jeg forbundet kristendommen med fordømmelse, men pludselig forstod jeg, at hovedbudskabet handler om kærlighed. Derfor begyndte jeg at gå i kirke sammen med min kæreste. På det tidspunkt havde hun endnu ikke fået et job, så vi tog rundt og hørte prædikener i forskellige kirker, ligesom vi begyndte at synge salmer sammen derhjemme. Det lyder måske gammeldags, men det gjorde vi faktisk.
Leonora Christina Skov lader et drilsk smil vokse sig stort i det kønne ansigt. Som om hun nyder at levere det uventede. Overraskelser er måske ligefrem en del af hendes stil, ligesom hendes håndtryk var det, da Deres udsendte mødte hende en halv time tidligere på forlaget Rosinante. For selvom Leonora Christina Skov ligner en lidt sart fransk filmstjerne fra 1950'erne med sine store bedårende øjne, høje hæle, knaldrøde læbestift og lige så røde negle, klemte hun til som en havnearbejder, da hun gav hånd. Samme fasthed præger både hendes filterløse boganmeldelser og kommentarer i Weekendavisen og hendes spydige stil som fast smagsdommer på DR 2. Det har både gjort hende elsket og frygtet, og gennem medierne har hun nærmest fået kultstatus som lesbisk feminist - blandt andet ved at berette ugenert om sit kønsliv i medierne. Men det her er første gang, at hun for alvor deler offentligt ud af sit bønsliv. Det er hun til gengæld mere blufærdig over at tale om.
- Der er ligesom to ting, man ikke taler om som moderne menneske: sin privatøkonomi og sit bønsliv. For det er, som om det hører en anden generation til at tale om bøn. Min mormor på 95 år er for eksempel ikke bange for at sige, at hun beder for mig hver dag. Og det bliver jeg selvfølgelig glad for. For det viser jo, at hun tænker på mig. Hver dag.
Beder du selv?
- Ja, det gør jeg faktisk, men ikke hver dag. Jeg bruger det faktisk mest, når jeg er bekymret over noget. Man kan jo sige, at den største synd er bekymring. For fortvivlelse er det modsatte af tro, ligesom mistro også ligger fjernt fra tro. Derfor synes jeg også, at intolerance er en af de største synder. For intolerance gør folk mistroiske over for andre. Og hvis man ikke kan se, at der sidder et menneske over for en, har man ingen kærlighed i sig. Og Gud er jo kærlighed.
Hvornår bad du sidst?
- I aftes. Jeg havde været ked af det hele dagen, fordi jeg syntes, at et andet interview var gået rigtig dårligt. Min kæreste lavede suppe til mig, men det hjalp heller ikke, og det var først, da jeg gik tidligt i seng og lå og bad, at jeg fik det bedre. Bekymringer er jo som regel også helt unødvendige. Det kan bøn hjælpe en til at tænke over. Og for det meste hjælper det jo også at spørge sig selv, om man ikke har prøvet noget, der var værre før. For det har man som regel. Det var meget værre, da min bedste veninde døde. Og det var også meget værre, da jeg blev uvenner med mine forældre, da jeg sprang ud som homoseksuel. De ville ikke have, at jeg tog min kæreste med hjem, og så blev jeg så vred, at jeg ikke så dem i flere år. Men i dag fortryder jeg, at jeg ikke forsøgte at være den store ved at få en dialog i gang. Man oplever jo sjældent en forsoning, hvis man selv er stejl. Og det er jo også en kristen tanke, at man skal tilgive, hvis man selv gerne vil tilgives. Så jeg har tilgivet mine forældre, selvom vi aldrig har haft den helt store hollywood-forsoningsscene. Men vi er da begyndt at se hinanden igen.
"Silhuet af en synder", beskriver til dels selvbiografisk et besværligt mor-datter-forhold. Og det er ikke tilfældigt, at romanen begynder med bibelcitatet: "I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer":
- Jeg elsker at bryde tabuer, og et af de største tabuer, der findes i Danmark, er, hvad man gør, hvis man ikke kan elske sine børn. Alle kan jo se, at mange forældre for eksempel har yndlingsbørn. Det er der bare ingen, der vil indrømme. For alle er enige om, at det er forkert at forskelsbehandle sine børn. Men det kan være svært at lade være, hvis man nu bedre kan se sig selv i ét af børnene. Og hvad gør man, hvis man slet ikke kan elske sine børn? Det er et kæmpe tabu, som jeg tager op i bogen. For mine romanfigurer prøver virkelig, men det lykkes ikke helt.
Romanen er dedikeret til Leonora Christina Skovs kærlige mormor, Edith, der stadig er hendes nærmeste slægtning og største forbillede.
- Hun er 95 år, men kører stadig bil, læser masser af bøger og sluger tre aviser om dagen, deriblandt Kristeligt Dagblad, og hun blev helt ude af sig selv af begejstring, da hun hørte, jeg skulle interviewes til Kristeligt Dagblad. På den måde er vi en slags veninder, og da jeg var ung, kunne jeg finde på at ringe til min mormor midt om natten, hvis jeg var ked af det. Allerede dengang var hun over 80 år, men hun er indbegrebet af kristen næstekærlighed og gav mig følelsen af, at jeg altid kunne komme til hende.
Det slog heller ikke mormoderen ud, at barnebarnet var lesbisk:
- Jeg fortalte hende faktisk, at jeg er homoseksuel, før mine forældre fik det at vide. Dagen efter fik jeg et brev, hvor min mormor skrev, at hun stadig elskede mig lige så højt, og at jeg var velkommen til at tage min kæreste med, næste gang jeg kom på besøg. Så det er hende, der har givet mig en følelse af at være elsket og villet.
Leonora Christina Skov ser op, inden hun tilføjer:
- Det er også det, som troen handler om for mig. For i dag er jeg sikker på, at det er Gud, der har holdt hånden over mig gennem mit liv. Da jeg kom til København, kunne meget være gået helt galt. For jeg var meget alene i en by fyldt med mennesker. Og jeg kunne nemt have gjort noget rigtig dumt, men et eller andet sted havde jeg alligevel hele tiden fornemmelsen af, at der var noget større end mig selv, der passede på mig.