Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Mirakler skal hjælpes på vej til din ven.
Mirakler skal hjælpes på vej
Da Jens Tranum Kristensen den 17. januar blev reddet ud af ruinerne efter jordskælvet i Haiti, var hans første ord til redningsarbejderne, at han havde hørt lyde fra andre levende begravede. Den medmenneskelighed finder han helt naturlig: -- Vi er her for at hjælpe hinanden, siger han. --
- Marco Dormino/Scanpix
Læs også
Fakta
Jens Tranum Kristensen
48 år. Født og opvokset i Odder. Ugift. Uddannet ingeniør. Ansat i udviklingsorganisationen Ibis...Læs mere
Emneord for denne artikel
Jens Tranum Kristensen blev verdensberømt som manden, der holdt sig i live i fem døgn under murbrokkerne i Haiti. Her to måneder senere fortæller han, at det lykkedes på grund af en hel række lykketræf, men også på grund af udholdenhed, optimisme og troen på, at der er en årsag til vores eksistens
Søndag morgen den 17. januar 2010 omkring klokken halv syv. I Haitis hovedstad, Port-au-Prince, ligger en uskadt, men afkræftet mand under et metalskrivebord, der er begravet under tonsvis af beton og andre murbrokker. Dér har han nu ligget i fem dage uden at kunne bevæge sig væk og uden at indtage væske. Han har gjort alt, hvad han kunne, for at overleve. Men nu er han træt, og overlevelsesdriften er lige ved at svigte.
Han hører lyde et eller andet sted fra og ved, at han bør lave al den larm, han kan, for at blive hørt. Men det har han gjort i dagevis nu, og det er anstrengende at få fat i den sten, han plejer at slå hårdt mod bordbenet. Han overvejer at vente en halv times tid. Til den tid har han måske flere kræfter.
– Men så tænkte jeg, at det ville være for dumt, hvis dette var min eneste chance for at overleve, så jeg tog mig sammen og bankede alligevel, fortæller Jens Tranum Kristensen.
Det var sandsynligvis den eneste chance. Han greb den og overlevede.
Annonce
Nogle timer senere er han fri. Da redningsmandskabet har gravet ham fri, kravler han selv ud af sin grav.
Der er en bestemt årsag til, at nogen kan høre den 48-årige danske FN-medarbejders bankelyd den søndag morgen i Haiti. Omkring den sammenstyrtede bygning bliver der gravet med en stor gravemaskine. Et eftersøgningsarbejde, der let kan slå Jens Tranum Kristensen ihjel.
Mandskabet forventer nemlig ikke længere at finde overlevende, for de 72 timer, som mennesker ifølge tommelfingerreglen kan overleve som levende begravede, er for længst gået. Nu leder de efter døde. Men på et tidspunkt bliver maskinen standset i 10 minutter, fordi der er opstået en olielæk. Imens den bliver ordnet, går redningsarbejderne rundt i området. Og på grund af den kortvarige stilhed kan de høre Jens Tranum Kristensen banke.
Han hører lyde et eller andet sted fra og ved, at han bør lave al den larm, han kan, for at blive hørt. Men det har han gjort i dagevis nu, og det er anstrengende at få fat i den sten, han plejer at slå hårdt mod bordbenet. Han overvejer at vente en halv times tid. Til den tid har han måske flere kræfter.
– Men så tænkte jeg, at det ville være for dumt, hvis dette var min eneste chance for at overleve, så jeg tog mig sammen og bankede alligevel, fortæller Jens Tranum Kristensen.
Det var sandsynligvis den eneste chance. Han greb den og overlevede.
Der er en bestemt årsag til, at nogen kan høre den 48-årige danske FN-medarbejders bankelyd den søndag morgen i Haiti. Omkring den sammenstyrtede bygning bliver der gravet med en stor gravemaskine. Et eftersøgningsarbejde, der let kan slå Jens Tranum Kristensen ihjel.
Mandskabet forventer nemlig ikke længere at finde overlevende, for de 72 timer, som mennesker ifølge tommelfingerreglen kan overleve som levende begravede, er for længst gået. Nu leder de efter døde. Men på et tidspunkt bliver maskinen standset i 10 minutter, fordi der er opstået en olielæk. Imens den bliver ordnet, går redningsarbejderne rundt i området. Og på grund af den kortvarige stilhed kan de høre Jens Tranum Kristensen banke.
– Det var utrolig mirakuløst, som tingene lige passede sammen, konstaterer han. Og drejer snart samtalen over på det konkrete budskab, at redningsarbejdere ved jordskælv overalt i verden bør "revidere den 72 timers-regel".
Mere end to måneder er nu gået. Jens Tranum Kristensen er i Danmark for første gang siden de dramatiske januardage i Port-au-Prince. Kort efter den mirakuløse redning genoptog han sit arbejde for FN i Haiti, for der var mennesker, der havde brug for hjælp. Nu er han på ferie for at besøge venner og familie – og har indvilliget i over for Kristeligt Dagblad at give sine bud på, hvad der skal til, for at et menneske kan overleve mere end et døgn længere uden væske, end lærebøgerne foreskriver.
Egentlig er han lidt træt af mediernes interesse for at fortælle historien om "Mirakel-Jens" og vil meget hellere henlede opmærksomheden på, hvad vi mennesker kan lære, så vi kan yde den bedste indsats ved jordskælv. Og på, at Haiti i mange år fremover vil have brug for hjælp. Også længe efter at mediernes fokus har flyttet sig. For eksempel burde Danida efter hans opfattelse interessere sig for at arbejde i Haiti.
– Jeg har sådan set bare overlevet, siger han afvæbnende.
Men han kan sagtens se, at der er noget særligt ved den situation, han har befundet sig i. Og hans filosofi om årsagerne til hans egen overlevelse kombinerer de to detaljer fra indledningen: På den ene side er man underlagt held og tilfældigheder, man ikke er herre over. Som en gravemaskines olielæk. På den anden side bør man tage kontrol over sin psyke, handle rationelt, bevare optimismen af bedste evne og gøre alt, hvad man overhovedet kan. Banke på bordbenet til det sidste.
Mirakler sker. Men mirakler skal hjælpes på vej.
Han tror ikke på en almægtig, indgribende Gud. At Gud skulle have besluttet, at netop hans liv skulle reddes, giver ikke mening. For i så fald skulle samme Gud jo have besluttet, at 230.000 andre skulle dø i Haiti.
– Jeg er kristen i den forstand, at jeg tror, at der er en højere mening med, at der er eksistens. Uanset om vi kalder det Gud, Allah eller Shiva, er der noget, som giver os grund til at leve. Men min tro er eksistentialistisk. Troen giver et holdepunkt til at gøre en indsats selv. Man er selv ansvarlig for sit liv, siger Jens Tranum Kristensen.
Han vurderer, at den fatalistisk troende, som overlader tøjlerne til Gud, svækker sin overlevelse, mens den, der opfatter troen på mening i eksistensen som en inspiration, som hjælp til selvhjælp, styrkes.
Hvad skaber en overlever? Jens Tranum Kristensen vil gerne aflive alle myter om, at han skulle være en asket, som klarede sig, fordi han livet igennem har presset sig selv. Han er i rimelig fysisk form, har vænnet sig til at nøjes med to måltider om dagen og har en stor arbejdskapacitet.
– Men jeg lever ikke meget sundt. Jeg har levet livet og har prøvet at spise og drikke nærmest hvad som helst rundt om i verden. Tidligere har jeg også været ryger. Men på nogle områder er jeg nok mere udholdende end andre, både mentalt og fysisk, fortæller Jens Tranum Kristensen, der selv var lige så overrasket som de læger, der tilså ham den 17. januar, over, at hans krop ikke var nævneværdigt skadet, og at munden endnu kunne producere spyt efter 117 timer uden væske.
Drivkraften i hans liv har ikke været at blive en ekstremt udholdende mand. Derimod blev han allerede i de tidlige teenageår afklaret om, at han ville arbejde med udvikling. Med hjælpearbejde på tværs af kulturer. Han ville skaffe sig en ekspertise, så han kunne yde mennesker ude i verden assistance, men ud fra en filosofi om, at det skulle gøres uden arrogance.
– I mit barndomshjem havde vi i en periode børn fra Grønland boende. Senere var jeg udvekslingsstudent i USA, og vi havde en amerikansk udvekslingsstudent boende. Og det gjorde indtryk, da vi i lokalsamfundet havde nogle indere på besøg som led i et udviklingsarbejde. Dermed fik jeg en tidlig kulturel påvirkning, som gav mig lyst til at arbejde med udvikling, men gøre det med medmenneskelig respekt, fortæller Jens Tranum Kristensen.
Vejen fra barndomshjemmet i Odder til Haiti gik via ingeniørstudier i Aalborg, en masse dannelsesrejser med rygsæk over det meste af verden eller i sejlbåd tværs over Atlanten og siden udviklingsarbejde i flere verdensdele. Dette liv har vænnet ham til at tackle svære fysiske og psykologiske situationer. Han har tilmed oplevet voldsomme jordskælv på relativt tæt hold tre gange før, i Tyrkiet, Ecuador og Afghanistan, og han er både blevet bombarderet af guerillabevægelsen Unita i Angola og beskudt med raketter af militante grupper i Afghanistan, formentlig Taleban.
– Jeg har lært at styre min egen psyke. Som overlevelsesstrategi er det fundamentalt, at psyken bestemmer over fysiologien. Kan man tage kontrol over sig selv, så man undgår at blive panisk eller depressiv, er man kommet et godt stykke ad vejen mod at overleve, forklarer Jens Tranum Kristensen.
Han giver et eksempel. Efter et par dage som levende begravet i mørke og uden tidsfornemmelse begyndte han at komme i tvivl om, hvornår han drømte, og hvornår han var vågen. Han sagde til sig selv: "Jeg skal vide, hvornår jeg sover." For han skulle være bevidst om, hvornår han skulle reagere på lyde, og han besluttede at styre sin underbevidsthed og mentalt være vidende om sine omgivelser, selvom han sov.
– Det ene springende punkt i overlevelse er helt rationelt at kunne kontrollere sig selv, økonomisere mest muligt med kræfterne og gøre, hvad man kan, for at passe på sig selv, forklarer Jens Tranum Kristensen.
Han præciserer, at han formåede at foretage en skarp rationel skelnen imellem det forhold, han ikke kunne ændre på – at han lå fanget under et skrivebord og var afhængig af hjælp udefra – og så de forhold, han rent faktisk kunne påvirke. At han ved at tage kontrol over sin psyke kunne undgå panik, for panik koster dyrebar energi. Og han tog fysiske forholdsregler for at undgå lemlæstelse, for eksempel at beholde skoene på sine fødder, som stak uden for bordet, for at beskytte dem bedre mod faldende murbrokker og forsætninger fra de kraftige efterskælv, som udløstes de følgende timer og dage.
– Den anden afgørende overlevelsesstrategi er eksistentiel. Det handler om at holde liv i håbet, blive ved med at tro, at "de kommer vel og finder mig", siger Jens Tranum Kristensen.
Han mener, at optimisme et stykke hen ad vejen er resultatet af et bevidst valg. Og at optimisme i sindet er en lige så vigtig overlevelsesfaktor som kroppens evne til at fungere uden væske.
– Man kan filosofisk arbejde med at være optimistisk i forhold til sit liv. Alle har haft modgang i livet, og alle kan blive kede af det. Det bliver jeg også, men jeg bliver ikke deprimeret, siger han og tilføjer:
–Jeg lå i flere dage og tænkte på, hvad der skete, hvis jeg ikke kom ud. Tænkte på, hvordan min krop blev nedbrudt, tænkte på min familie og mine venner og på de ting, jeg ikke havde fået gjort. Tænkte på, hvad der sker, når man dør. Jeg kan huske, jeg på et tidligt tidspunkt tænkte: "Det kan ikke være meningen, at jeg skal dø her. Det er alt for tidligt at dø."
Dødsforestillingerne, som dukkede op i tankerne nede under metalskrivebordet i den sammenstyrtede FN-bygning, kredsede dels om det hvide lys, som mennesker har berettet om efter nærdødsoplevelser. Dels dukkede der billeder op fra den amerikanske film "City of Angels", som han tilfældigvis havde set et par dage forinden. En lidt vel sukkersød Hollywood-historie, synes han, men med gode skuespillere. Meg Ryan som kvinden, der står over for døden og møder en engel, spillet af Nicolas Cage.
– Jeg tænkte også på, hvad de forskellige religioner har af forestillinger om døden. På reinkarnation og på det kristne efterliv. Jeg undrede mig meget over, hvad der mon sker bagefter, siger Jens Tranum Kristensen, som også tror, at dén nysgerrighed var med til at holde ham i live.
– Nysgerrighed holder hjernen i gang. Man kan se det på ældre mennesker. De, der bliver ved med at læse bøger, rejser rundt i verden og lever et aktivt liv, lever længere, siger Jens Tranum Kristensen.
Nysgerrigheden i forhold til døden blev ikke indfriet. Heldigvis. I stedet kom han ud i verden igen. Ikke til et nyt liv. Men til en ny version af det gamle, hvor sanseapparatet er blevet skærpet.
– Jeg besøgte en ven i Hillerød i går, og vi besøgte Frederiksborg Slot. Jeg har været der før, men det slog mig, hvor flot en bygning det egentlig er. Et eventyrslot. Det var en nydelse at se, ligesom det er en nydelse at have gode stunder sammen med venner og familie. At tage på cykeltur. At gå til en god koncert, siger han.
Og han uddyber, at han ikke er typen, som efter den dramatiske oplevelse siger jobbet op og lægger livet om for i stedet at meditere eller dyrke yoga. Hans liv er omtrent det samme som før. Men han oplever det mere intenst. Og han har opdaget, at det er blevet lettere at vise accept og overbærenhed over for de små irritationsmomenter, omgivelserne giver ethvert menneske.
– Amerikanerne har et udtryk: "Don't sweat the small stuff." Set i det store perspektiv er der så meget småt i livet, som ikke betyder noget, og som vi skal lade være med at tage os af. Jeg er blevet forundret over, at jeg bemærker selve det at leve mere intenst. Jeg værdsætter det mere, fordi jeg ved, at det kan være slut hurtigt og uforberedt. Ligesom i de sekunder, da jordskælvet kom en tirsdag eftermiddag den 12. januar klokken 16.53.09.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste Liv&Sjæl
- 26. maj Den videnskabelige teolog og den teologiske videnskabskvinde
- 26. maj Brunkulsbørster er historiens oversete helte
- 25. maj Kommentar: Sundhedisme er blevet den nye religion
- 25. maj Kronisk depression og søvnproblemer
- 25. maj Indtil sygdom skiller os ad
- 25. maj Jeg bevæger mig til smertegrænsen
- 25. maj Billedserie: Lykken er at komme sidst
- 25. maj Nys bare – pollen-sæsonen er over os
- 25. maj Helligånden er blevet sat i skammekrogen
- 25. maj Han kimer pinsen ind
Stillinger
-
Studiejob tilbydes i Krifas salgsafdeling i aarhus
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 28 |
Sv. Brug for oaser i... |
erik
1 time siden |
| 1 |
En skjult og en officiel... |
erik
1 time siden |
| 1 | Svenske imamer |
erik
2 timer siden |
| 66 |
Sv. Præst står til kraftig... |
Heinrich R.
4 timer siden |
| 8 |
Sv. Allerede kontrol |
Andreas...
10 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
