Æggende eksempler på påskemad

Det er ikke forår, når lærken basker i luften over en, eller når man har plukket de første blå anemoner. Foråret er først ankommet, når den første portion stenbiderrogn ligger på køkkenbordet og dufter af fjord og hav.

Ufatteligt, at en hæslig fisk som kvabsoen, stenbiderhunnen, kan frembringe så megen velsmag. Fiskens kød er levret, og i en skønhedskonkurrence ville den ikke have nogen som helst X Factor.

Til gengæld smager dens æg nænsomt som et kys. Velsmag har det med at gemme sig i de mærkeligste forklædninger. Hvem kunne forestille sig, at en tidsel som artiskokken kunne være så delikat, som den er, eller at kødet i den asiatiske durianfrugt, der ikke kun er fuld af pigge, men også stinker som et offentligt lokum, kunne have en så cremet og sødlig smag?

Det dyr i verden, der er bedst til at gemme på sine velsmagende hemmeligheder, er søpindsvinet. Når man yderst forsigtigt og med tykke handsker på åbner det lille, sorte svin, ligger der inde i den nogle bittesmå rød-orange plamager, der smager bedre end østers.

Stenbiderrognen, Danmarks blegrøde kaviar, og påsken passer fortrinligt til hinanden. Ægget er et af højtidens stærke symboler. Ligesom Kristus brød ud gennem klippegravens skal, bryder fisk, kyllinger, krokodiller og masser af andre levende væsner ud til et nyt liv gennem hinden eller skallen på et æg.

Liggende på min tallerken repeterer de mange tusinde stenbideræg påskens fortælling for mig: Kristus brød ud af døden. Mange serverer stenbiderrogn på friskbagte blinis og blandet med cremefraiche og rødløg. Rognen kan også serveres i en overskåret avocado og pyntes med cremefraiche og kørvel. Men jeg kan godt lide at servere rognen sammen med kød. Der opstår en spændende kontrast mellem hav og land. Og så har jeg en svaghed for at pochere æg. Det er ikke særlig tit, man får æg serveret på den måde. Men et pocheret æg smager fantastisk i en hønse- eller oksekødssuppe eller sammen med den delikate stenbiderrogn.