Da biskop D.G.Monrad skrev Grundloven, havde han de tanker for øje, som den franske statsteoretiker Montesquieu havde udformet et par hundrede år tidligere om magtens deling. Der skulle være tre "magter" i et velfungerende demokrati: 1) den lovgivende forsamling, som udformer og vedtager lovene, 2) den dømmende magt, altså domstolene, som skulle holde sig til det lovgrundlag som den lovgivende forsamling havde givet, og 3) den udøvende magt, først og fremmest politiet.
Den berømte franskmand mente, at når man holdt disse tre adskilt, så havde man minimeret faren for magtmisbrug. Hvis man derimod lod politiet tolke lovene, så var man kommet for tæt på den situation, de selv skulle løse. Selvom politiet for eksempel kan finde det upraktisk, så skal en anklaget for en dommer, inden der er gået 24 timer. Politiet arbejder jo tæt på den barske virkelighed, og netop her kan det være vigtigt med et "armslængde"-princip, at det ikke er den samme mand, der banker folk under en demonstration,som skal vurdere, om det nu var for meget eller for lidt eller slet ikke skulle have været.
Det er dog ikke fra denne side, der lurer en fare for at nedbryde Montesquieus fine opdeling, men derimod fra den lovgivende magt, som i disse år er parat til altid at komme med en række hovsaløsninger ud fra hurtige betragtninger af det rigtige eller forkerte og især ud fra ønsket hos mange politikere om at kunne markere sig, så de har en chance for at blive genvalgt ved næste valg.
Herved sker der ofte det, at man kræver, at et eller andet ikke må gentage sig, eller at en bestemt slags hunde ikke kan tillades. Eller at kopperne på plejehjemmene ikke må være så dybe.
Faren opstår meget hurtigt for, at man kommer med hovsaløsninger, som bestemt ikke højner respekten for lovgivningsarbejdet. Ganske vist sagde en tysk kansler, at lovgivning kan minde om pølseproduktion: Selve processen kan godt give tilskuerne kvalme, men resultatet er tit ganske velsmagende.
Jeg tror nu ikke på, at der nogen grund til at råbe hurra hverken for fremstilling eller resultat, som man ser diskussionen om præsters tavshedspligt og ret udspille sig. Sandheden er nemlig, at man ikke har ovne til at bage denne kage i.
SAGEN ER DEN, at katolske præster har hævdet deres ret til at tie stille om kollegers pædofile misbrug af skolebørn, som var i deres varetægt. Det er et problem, som breder sig over hele kloden, hvor katolikkernes håbløse cølibatskrav viser sig at have meget alvorlige bivirkninger i form af fordærvelse af den sunde fornuft og instinkt angående, hvad man kan tillade sig, og hvad man slet ikke kan i forhold til børn.
Det viser sig, at det kun er blandt katolikker, vi inden for kristenheden kender problemet i det kæmpeomfang, som nu tårner sig op. Stadig nye afsløringer kommer frem og endda tættere og tættere på hans hellighed paven himself. Det er jo en hel uholdbar situation.
Hvad skal man gøre? Man kunne ophæve tavshedspligten hos alle præster. Det vil være helt uretfærdigt. Blandt danske folkekirkepræster er der helt givet en ekstrem lav frekvens af præster, der både er pædofile og voldelige (det er også en stærk kombination). Det ville også ramme baptister, metodister, rabbinere (jødiske præster), mormoner og mange andre. Og helt uretfærdigt.
Problemet for katolikkerne er som sagt cølibatet, at præster skal leve uden sex. Luther havde prøvet at leve uden seksuel omgang i næsten 10 år, og han kom ud af klosteret, rasende over, hvad han var gået glip af. Han giftede sig med en bortløbet nonne, og det blev det nærmeste, man kan komme årets bryllup.
I hans kirke skulle man sandelig ikke sjofle Guds gode ordninger, som man havde gjort det i moderkirken. Mænd og kvinder var jo skabt for hinanden, en tanke han havde fra renæssancens folk, der ivrede for, at kirken skulle skille sig af med dette meningsløse bånd. Derfor skulle præster gifte sig, medmindre de havde en meget god undskyldning (det er tydeligt, at hvor Luther skriver om dette, kan han næsten ikke forestille sig, hvad det skulle være).
Derfor har vi præstegårde med mænd og koner og en del børn, dog ikke nær så mange børn som tidligere. Og det har bragt præsterne fornøjelse og højnet landets uddannelsesmæssige og intellektuelle standard. Børnene fik jo en god begyndelse i et hjem med mange bøger.
Tilbage til tavshedspligten: Hvad gør man? Enten ingenting. Eller man giver karantæne til katolikkerne et stykke tid, hvad angår at slå børn og elske dem pædofilt, hvorefter man lader dem omgås vores flok af fornuftige præster. Og så må nogen tale med paven. Kirke og sex har i høj grad noget med hinanden at gøre. Men det skal være den rigtige sex. Ikke den i børnehøjde.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen