Du skal være opmærksom på, at du accepterer vores persondata politik og brug af cookies, når du besøger kristeligt-dagblad.dk og de tilknyttede domæner.
Vi indsamler ikke oplysninger, der ikke er beskrevet i vores persondata politik og vi indsamler aldrig persondata uden at du selv har givet os disse oplysninger, fx ved at registrere dig, købe en vare eller deltage i en undersøgelse.
På alle vore sites benytter vi cookies til at gøre din oplevelse bedre og for at kunne bringe de annoncer, som financierer disse sites.
Du kan i de fleste browsere ændre på indstillingerne for hvilke cookies, der bliver sat på din computer.
* En cookie er en lille stump data, der gemmes i din browser og kan læses af enten systemerne bag vores sites eller en af vores partnere. En cookie er ikke et program, der kører på din maskine og en cookie er ikke en virus eller spyware.
Indtast din e-mailadresse og få nye artikler med samme emne.
Palle Schantz Lauridsen |
31. marts 2010
Korstogsfilmen "Valhalla Rising" er billedmæssigt visionær, men lader tilskueren kold
Når en hovedperson ingenting siger, ingenting overhovedet, kan det være svært at vide, hvad han føler, hvorfor han handler, hvad han vil.
Dén begrænsning har Nicolas Winding Refn pålagt sig selv i sin mytiske og ekspressive "Valhalla Rising", der foregår for vel omkring 1000 år siden.
Filmen tager sin begyndelse i en uvejsom bjergegn i England og fører os siden ad vandvejen til et noget overraskende sted. I England møder vi første gang filmens tavse og navnløse hovedperson, der senere får tilnavnet Enøje.
Han holdes fanget af nogle ganske primitive hedninge og bliver brugt i en slags gladiatorkampe, hvor han massakrerer sine modstandere, til trods for at hans aktionsradius er begrænset af, at han er lænket til en pæl med et halsbånd i en kæde! Hans råstyrke er foruroligende, og det siges, at han kommer direkte fra Helvede.
Annonce
Det lykkes ham dog at stikke af – og massakrere nogle flere under flugten – hvorefter han sammen med den dreng, der gav ham mad i fangenskabet, møder nogle kristne vikinger, der er på vej til Jerusalem. På korstog. Det går ikke så godt med at finde vej. De sejler evindeligt rundt i en grødet tåge, og da de kommer i land, kan vi (men ikke de) se, at det ikke ligefrem er Det Hellige Land, de betræder. Men de er fast besluttede på, at landet skal kristnes. De usete, pileskydende beboere i det fremmede land er dog af en fundamentalt anderledes opfattelse.
Hvis ikke det var, fordi der ikke var noget sand i den, kunne man finde på at kalde filmen en ørkenvandring. Eller måske en ørkesløs vandring. Eller måske den er noget helt tredje.
Personligt havde jeg meget svært ved at engagere mig i såvel de visuelt ellers meget prægnante billeder som den voldsomme historie om de farende pilgrimme og den ensomme kriger, der slår pjalterne sammen på en rejse, der gennem først pløre og siden tåge fører dem et sted hen, de ikke engang vidste fandtes.
Man skal selvfølgelig ikke forvente en forudsigelig film om vikinger, når der står Nicolas Winding Refn på plakaten. Et af hans kendemærker som instruktør er ambitionen om at søge de grænselande, hvor maskuliniteten udfolder sig i de sine mest arketypiske former, og hvor volden og overlevelsesinstinktet står i centrum. Det kan Pusher-trilogien stå som et markant eksempel på.
Selvom "Valhalla Rising" foregår blandt vikinger og også handler om kampen mellem kristne og hedninge, er dens univers, der er fyldt af naturen til bristepunktet, nærmest tidløst. Som foregår den på alle steder og i alle tider på én gang; som foregår den i selve eksistensen.
Den er billedmæssigt visionær og vover sig i sin fortælling langt ud over mainstream-filmens grænser.
Ikke desto mindre efterlod den mig kold og med en fornemmelse af, at jeg som tilskuer også bevægede mig rundt i en tåge uden at vide, hvor jeg skulle hen.