Tåget kamp mellem kristne og hedninger

Når en hovedperson ingenting siger, ingenting overhovedet, kan det være svært at vide, hvad han føler, hvorfor han handler, hvad han vil.

Dén begrænsning har Nicolas Winding Refn pålagt sig selv i sin mytiske og ekspressive "Valhalla Rising", der foregår for vel omkring 1000 år siden.

Filmen tager sin begyndelse i en uvejsom bjergegn i England og fører os siden ad vandvejen til et noget overraskende sted. I England møder vi første gang filmens tavse og navnløse hovedperson, der senere får tilnavnet Enøje.

Han holdes fanget af nogle ganske primitive hedninge og bliver brugt i en slags gladiatorkampe, hvor han massakrerer sine modstandere, til trods for at hans aktionsradius er begrænset af, at han er lænket til en pæl med et halsbånd i en kæde! Hans råstyrke er foruroligende, og det siges, at han kommer direkte fra Helvede.

Det lykkes ham dog at stikke af – og massakrere nogle flere under flugten – hvorefter han sammen med den dreng, der gav ham mad i fangenskabet, møder nogle kristne vikinger, der er på vej til Jerusalem. På korstog. Det går ikke så godt med at finde vej. De sejler evindeligt rundt i en grødet tåge, og da de kommer i land, kan vi (men ikke de) se, at det ikke ligefrem er Det Hellige Land, de betræder. Men de er fast besluttede på, at landet skal kristnes. De usete, pileskydende beboere i det fremmede land er dog af en fundamentalt anderledes opfattelse.

Hvis ikke det var, fordi der ikke var noget sand i den, kunne man finde på at kalde filmen en ørkenvandring. Eller måske en ørkesløs vandring. Eller måske den er noget helt tredje.