Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Påskens hovedperson spiller en birolle i danskeres kristendom til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Påskens hovedperson spiller en birolle i danskeres kristendom

Som flertallet af danskere betragter menighedsrådsmedlem i Jesuskirken Ingrid Lauridsen sig som kristen, men har samtidig svært ved at komme omkring det kristne påskebudskab om, at Jesus dør på et kors og siden opstår for at frelse menneskeheden. --

- Malene Korsgaard Lauritsen.

Emneord for denne artikel

påske | opstandelse | Frelse | håb | Kristus | Jesuskirken
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Flertallet af danskere betragter sig som kristne, men de færreste tror på påskens fortælling om, at Jesus opstod fra de døde efter at være blevet henrettet på et kors

Ingrid Lauridsen har set den korsfæstede Kristus. Hun ser ham faktisk flere gange om ugen, når hun går de små hundrede meter fra kollektivet Skovbo i et af Valbys villakvarterer til den særprægede sognekirke Jesuskirken, hvor den 64-årige lægesekretær i snart 20 år har siddet i menighedsrådet. Med et sørgmodigt blik hænger Kristus på det irgrønne kobberkrucifiks ved kirkens indkørsel. Langt de fleste kors ved Danmarks sognekirker er tomme, men kirkens bygherre, den excen-triske brygger Carl Jacobsen, ville eviggøre langfredag frem for opstandelsen påskesøndag.

– Jeg hælder nu mest til den grundtvigske kristendom, hvor det er en glæde at tro, siger Ingrid Lauridsen om den sørgmodige Kristus.

På spørgsmålet om hun betragter sig selv som kristen, svarer hun prompte "ja".

Annonce
– Men jeg kan ikke tage hele Bibelen for pålydende, selvom jeg godt kan forholde mig til en del af det irrationelle. Det er svært at tro på, at Jesus blev født af en jomfru, og at han gik på vandet. Og jeg ved ikke, om jeg tror på kødets opstandelse. Dér er jeg ikke overbevist. Men jeg tror på en form for liv efter døden. Og jeg tror på, at Jesus kom og forandrede verden til det bedre – både humanismen og demokratiet er udsprunget af kristendommen, siger hun fra dagligstuen, hvorfra der er udsigt til kirketårnets svastikaer og malteserkors. Som de fleste danskere har Ingrid Lauridsen lidt vanskeligt ved at komme omkring det kosmiske regnestykke, der prædikes rundt om i de danske kirker de kommende påskedage – at Jesus dør på et kors og siden opstår for at frelse menneskeheden. Hun springer i stedet frem til den bibelske fortælling om to af Jesu disciple, der påskesøndag er på vej til byen Emmaus. De er begge så rystede over korsfæstelsen og optaget af deres samtale, at de ikke opdager, at det er den opstandne Jesus selv, der slutter sig til dem og begynder at spørge til deres samtale.

– Den fortælling siger mig noget! Den siger jo, at Gud kan være nær, også selvom jeg ikke ser det. Det er det, der betyder noget for mig, siger Ingrid Lauridsen.

Som ung fik en åndelig søgen hende til at læse teologi. Hun færdiggjorde sin bachelor, men indså, at præst ville hun ikke være.

– Jeg ville have det svært med at prædike. Det er svært at sige til andre, at Kristus døde og opstod. Det handler ikke om forlegenhed. Selvom jeg kan være genert. Det handler om, at jeg også har tvivl i mig. Selvom jeg tror, siger hun.

Ingrid Lauridsen er ikke ene om at bekende sig til kristendommen og samtidig sætte spørgsmålstegn ved troens brændpunkt – Jesu død og opstandelse. Mens 66 procent af danskerne opfatter sig selv som kristne, mener blot 34 procent, at Jesus var Guds søn – og 26 procent mener, at Jesus opstod fra de døde. Det viser en undersøgelse blandt 1304 repræsentativt udvalgte danskere, som analyseinstituttet Capacent har lavet for Kristeligt Dagblad.

Og hvad er så forklaringen på, at mange piller hovedpersonen ud af den store fortælling, der har præget Danmark i mere end 1000 år? Thorkild Jørgensen er professionel historiefortæller, indehaver af reklamebureauet Blissart & Storytelling og teenageleder i Det Danske Missionsforbund. Han forklarer danskeres problemer med påskefortællingen ud fra tre stikord: science fiction, syndefald og død.

– Påskeberetningen er meget syret – nærmest science fiction-agtig – og derfor ekstremt vanskelig at fortælle som andet og mere end et eventyr. At der skulle sidde en Gud, der sender sin søn til jorden med det ene formål at få ham dræbt, så han kan rense menneskeheden for den synd, der gør den ude af stand til at have samkvem med Gud, er ubegribeligt. At det bliver fuldbragt i opstandelsen, og at Jesus dermed er en levende frelser, gør ikke tingene mindre vanskelige at forklare, siger Thorkild Jørgensen.

Og så er han allerede inde på det andet problem: syndefaldet. Fortællingen om Jesu død og opstandelse hænger uløseligt sammen med fortællingen om, at mennesket – Adam og Eva – syndede mod Gud i Edens Have.

– Skal man forholde sig til opstandelsen, skal man også forholde sig til, at Jesus tog menneskenes synder på sig. Men det kan vi ikke længere forholde os til. Hele middelalderens tankesæt om, at vi er syndere, der skal gøre os fortjent til at komme ind i Himmerige, er stort set sløjfet. Og i vore dage opfatter de færreste sig som syndere – ud over når vi lige synder mod retsvæsenet, siger han.

Endelig er påskebudskabet en barsk fortælling om lidelse og død – emner, som danskere bruger mange kræfter på at fortrænge:

– Historien tvinger jo nærmest tilhøreren til at forholde sig til sin egen død. Det er der ikke mange, der bryder sig om, siger Thorkild Jørgensen.

Sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i København, tidligere redaktør og chef for Bibelselskabet Peter Birch skal prædike om opstandelsen påskesøndag. Han er heller ikke overrasket over, at kristne danskere har svært ved at købe hele påskepakken. For Kristus har altid været et problem, både for kirkens kloge hoveder og for den almindelige befolkning, påpeger han.

– I bibelsk og kristelig forstand er Kristus vejen til Gud, men for mange moderne mennesker står Kristus i vejen for Gud. Sådan har den tidligere svenske ærkebiskop K.G. Hammar udtrykt det, og det er meget præcist sagt, siger Peter Birch og påpeger, at fortællingen om Kristus ikke blot er et moderne problem.

– Det dogme, at Gud inkarnerer sig som Kristus og dør og opstår igen, har man til alle tider haft svært ved at forholde sig til. Allerede Paulus taler om, at Kristus som korsfæstet er "en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger". Man kan derfor både kalde opstandelsen for kristendommens grundfortælling og grundproblem.

Sognepræsten vil også gerne gøre op med forestillingen om, at danskere såvel som resten af den vestlige verden tidligere var mere loyale over for den kristne tro, end tilfældet er i dag.

– Vi er ofte tilbøjelige til at tro, at alle engang troede på hele pakken af kristne dogmer, men det tror jeg ikke en døjt på. Dogmernes indhold er altid blevet tolket og udfoldet alt efter tiden. Du kan så spørge: Gik vi ikke alle sammen i kirke for et par hundrede år siden? Måske. Og folk sad så og faldt i søvn på kirkebænken og blev vækket ved at få en kæp i hovedet, fordi de var tvunget i kirke ved lov. Derfor undrer det mig ikke, at folk kan være medlem af kirken uden at sige fuldtonet ja til dogmer såsom Jesu opstandelse, siger han.

Den vurdering deler religionssociolog og ph.d. Ina Rosen, der har skrevet afhandling om københavnernes forhold til tro og religion. Hun går skridtet videre og siger, at der ikke længere er nogen sammenhæng mellem at kalde sig kristen og at tro på Kristus som den opstandne frelser.

– Vi danskere siger, vi er kristne, fordi vi har en kristen kulturtradition, som vi anerkender og er stolte og glade for. Vores kristendom skal ikke forstås religiøst, men socialt og moralsk. Vi vil ikke undvære grunddyder som næstekærligheden, der udspringer af vores kristne arv. Selv ateister kalder sig i den henseende kristne, siger hun.

Ina Rosen hæfter sig ved, at deltagerne i Capacents undersøgelse for Kristeligt Dagblad bliver spurgt, om de mener – og ikke tror – at Kristus er Guds søn opstået fra de døde. Der er altså ikke nødvendigvis tale om svar baseret på en religiøs tro, mener hun.

– Nogle siger ja, fordi de er religiøse, og andre siger ja, ligesom de ville sige ja til, at det var ulven, der spiste Rødhætte. De sidste mener kort sagt, at Jesus opstod, for sådan hænger fortællingen sammen, siger hun.

Et påtrængende spørgsmål er så, hvorfor størstedelen af befolkningen stadig støtter en folkekirke, hvis forkyndelse for de flestes vedkommende er det rene eventyr. Selvom kun to procent af danskerne går i kirke hver uge – i påskedagene sniger antallet sig op på tre procent – er næsten 81 procent af befolkningen medlem af folkekirken. Ina Rosens første forklaring lyder, at kirken er garant for romantik, traditioner og et kig ind i vores egen fortid.

– Kirken trækker en linje tilbage til vor egen historie. Det vil vi ikke undvære. Der ligger en fantastisk oplevelse i at blive gift i kirken i en stor kjole og vide, at mor og bedstemor gjorde det samme med de samme ritualer. Det giver os en masse på det følelsesmæssige plan, siger hun.

Fortsætter næste side

Derudover samler folkekirken og vores kristne arv os i en stor fælles tankeverden, som skaber samhørighed, lyder Ina Rosens anden forklaring.

– Hvis jeg giver dig et stikord som næstekærlighed, kan jeg være temmelig sikker på, at du har forstået, hvad vi taler om. Og når vi som kristne taler om døden, er det nogle andre billeder, der popper op end blandt jøder eller muslimer - vi tænker på Paradis og på, om døden måske er begyndelsen på noget nyt. Vi er fortrolige med den tankegang, selvom vi ikke nødvendigvis tror på den. Og det gør en kæmpe forskel, når døden trænger sig på, og vi har brug for at tale om den, siger hun.

Teolog og afdelingsleder ved Afdeling for Systematisk Teologi på Københavns Universitet, Jakob Wolf vil hverken tale om bryllupper eller fælles tankegods. Kirkens forkyndelse og det kristne påskebudskab har en langt dybere betydning for danskerne, mener forfatteren til den anmelderroste bog "Jobs tårer" om kristendommens forhold til lidelse og ondskab. Påskebudskabet om opstandelsen appellerer nemlig til en uregerlig religiøs fornemmelse, som ikke lader sig styre af kirkens dogmer. Og derfor kan mange danskere hverken sige ja eller nej til det budskab, mener Jakob Wolf.

– Menneskers tro på Jesu død og opstandelse kan være paradoksal og modstridende. Kierkegaard kalder det meget præcist for det absolutte paradoks, at Gud bliver menneske og dør for menneskeheden. Det kan vi da virkelig ikke tro på! Men på den anden side: Vi kan heller ikke helt lade være med at tro på det. Fortællingen om opstandelsen påskemorgen er fantastisk. Kvinderne kommer hen til graven og - "du godeste, graven er tom - han er opstået!" Det er en højst mærkværdig tanke, men den er ikke mindre mærkværdig end, at vi kan følge den følelse af håb, som fortællingen rummer: tænk hvis det er rigtigt, siger Jakob Wolf.

Derfor har kirken også for fremtiden en vigtig rolle at spille, selvom en forsvindende lille del af befolkningen ulejliger sig derhen om søndagen. Kirken med sit budskab om opstandelsen er det sted, der "sætter ord på vores religiøse instinkt - at der er noget mere og større, som har skabt det hele, og som vil os det godt", mener Jakob Wolf.

– Vi vil gerne bevare et sted, som udtrykker de uudgrundelige tanker og følelser for os. K.E. Løgstrup spurgte engang, hvorfor børnebøger ikke må være tragiske og ende ulykkeligt. Svaret var, at man ikke må tage livsmodet fra barnet, fordi man i virkeligheden tror mere på barnets livsmod end på egne skuffelser. Det er lidt det samme med kirkens budskab om Kristi opstandelse. Kirken tror på en frelse, et håb om, at der er en forløsning fra al den smerte, livet er fuldt af. Der er en overvindelse af døden - intet mindre! Og mange danskere vil gerne støtte det håb - også selv om de siger, de ikke tror på det, hvis de bliver spurgt, siger han.

Når sognepræst Peter Birch står på prædikestolen i Vor Frelser Kirke søndag er det netop det håb, han vil appellere til. I kirkens rum er der et alterbillede af Jesus i Gethsemane Have, som symboliserer hengivelsen skærtorsdag, og et krucifiks fra 1700-tallet, som symboliserer lidelsen langfredag. Men opstandelsen påskesøndag er ikke til at få øje på.

– I min påskeprædiken vil jeg derfor spørge menigheden, hvor Jesu opstandelse er. Svaret er, at opstandelsen er til stede, når vi samles som menighed og bekender vores tro på den. Og hvad vil det så sige at tro på den? Det vil sige at tro på, at Kristus har vist os, at livet ikke er fatalt og skæbnebestemt, men at vi har et bæredygtigt håb om forvandling - og at Jesu opstandelse er den ultimative forvandling og udtryk for, at Gud behersker verden, siger han.

Tilbage ved Jesuskirken i Valby går Ingrid Lauridsen lidt mere forsigtigt til værks i sin fortolkning af det kristne påskebudskab.

– Fortællingen giver mig følelsen af, at der er noget, der er larger than life - større end livet selv. Og selvom jeg tvivler, siger jeg med Kierkegaard, at der ikke går noget tabt ved at tro. Det kan godt betale sig.

johansen@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​