Fed artikel, godt skrevet...
citat:

5) Chefredaktørens tekst lever inden for en journalistisk moralopfattelse, der forudsætter, at moral er et spørgsmål om menneskerettigheder og demokrati.



Eftersom denne "moralopfattelse" har karakter af et religiøst dogme, som misbruges på det groveste til at kaste skam på alle der ikke vil underkaste sig, så må disse journalister betragtes som repræsentanter for en religiøs totalitær ideologi, som ikke kan trives medmindre alle andre religioner underkaster sig.


Den seksualmoral og ægteskabs etik der følger med dette journalistiske præsteskabs "moralopfattelse" er under al kritik, og de har i den grad ledt det danske samfund ud i et moralsk forfald, der er en trussel mod hele den danske ungdom, der i øjeblikket er ved at vokse op og blive seksuelt modne.

Et interessant indlæg fra begge sider, men jeg giver Martin Thorborg ret i hans opfattelse. Er det ikke i virkeligheden således at alle religioner kun lever for deres egen skyld. Skulle de ønske at få et ægte fodfæste, må de lære at respektere sandheden, ikke fylde folk med myter og sagn uden rod i virkeligheden. Er det ikke sådan at det var mennnesket, der opfandt Gud og ikke ham, der skabte mennesket? Den katolske tro, repræsenteret af paven i Rom er så dobbeltmoralsk i alt, hvad den foretager sig.Penge og kun penge er det bærende underlag intet andet. Desværre.

citat:
Er det ikke sådan at det var mennnesket, der opfandt Gud og ikke ham, der skabte mennesket?



Det er ateisternes gud der blev skabt på den måde, min gud skaber sig selv i bryllupskammeret og mennesket er skabt i guds billede.

God artikel!

Når medierne i vor tid gør krav på pladsen som den fjerde statsmagt, kan man undre sig over, at der ikke stilles større krav til journalisternes viden og saglighed. Især er det rystende, så lidt de ved om religion i almindelighed og om kristendom i særdeleshed. Man græmmes over deres fordomme og billige generaliseringer.
Da præsterne i en fjern fortid havde betydning som holdningsdannere, krævede man i det mindste en lang universitetsuddannelse.

citat:
Etikken er blevet den filosofiske gren, som dyrker teorien bag alle former for moral, mens beskæftigelsen med selve de moralske forskrifter kaldes for moralfilosofi.
http://da.wikipedia.org/wiki/Moral




Hvis man skal have sådan en filosofisk gren, så skal man altså bruge noget filosofi.

En grundantagelse :

Livet = Kærlighed(Philo) + Sandhed(Sophia)


citat:
Et aksiom er en grundantagelse, der antages at være sand, og som ligger til grund for et større system af sætninger. I et sådant logisk system har man altså et sæt aksiomer, man ikke beviser, men bruger som det fundamentale grundlag til at bevise andre sætninger i teorien.
http://da.wikipedia.org/wiki/Aksiom

Det antages at Livet er godt, at Kærligheden ikke er homoseksuel, og at den endegyldige objektive Sandhed absolut ikke er Løgn, og at Lisbeth Knudsen og Tøger Seidenfaden skulle få sig en anstændig etik før de begynder at moralisere.

TAK til Anders Ellebæk Madsen for denne kommentar, ikke mindst afslutningen, hvor han skriver:

"Det virkelig sørgelige er imidlertid, at vi opfostrer en generation af religiøse analfabeter, godt hjulpet på vej af medier, der leverer det modsatte af folkeoplysning - en slags anti-oplysning - som bl.a. efterlader folk med det indtryk, at kristendom er et spørgsmål om amerikanske abortlæger, pædofili og ugandiske militser."

Heldigvis findes der blandt de mange journalister, kristne journalister, hvoraf en del har baggrunden i orden. Men de er i mindretal i journaliststanden i en tid med større og større afkristning i vores samfund.

Hvert år samles flere af disse journalister i Kolding til medieweek-end arrangeret af den kristne ugeavis Udfordringen, i år i samarbejde med Kirkeligt Medieakademi. Som journalist på Udfordringen deltager jeg i dette seminar´, der afholder i april.

Bjarne Nederby Jessen

Nedenunder i mit indlæg gentager jeg, hvad jeg har skrevet på hendes blog om det indlæg, hvor hun som chefredaktør forsøger at uddybe sin egen og mediernes rolle i den aktuelle interesse for overgreb mod børn. Herefter en kommentar til jer ovenover ifb. den lille debat her om medierne.

Her er mit indlæg til hendes blog:
Det er dybt beklageligt, at pædofili finder sted og at der findes personer, som desværre sympatiserer med den gruppes seksuelle behov og arbejder for deres sag. Medierne burde interessere sig mere for at afdække området, hvis du her forsøger at antyde, at medierne forsøger at vise en særlig interessere i at hjælpe med at beskytte ofrene og børn mod overgreb.

At der fandtes og stadig findes kræfter, som arbejder for pædofili er den virkelige skandale. Det er en skandale for børnene, at medierne ikke vil eller tør gå i dybden der.

Medierne er ikke neutrale, men laver feltaktioner, hvor de skyder med skarpt. Det kan man ikke uden at tage parti og stille sig på den side, hvor man skyder fra. Siden chefredaktøren i bloggen leder efter en linje i mediernes arbejde vil jeg gerne give et bidrag. Det er her medierne bør finde ud af, hvor de vil være part. Vil de stå på børnenes side eller vil de stå på de pædofiles side.

Overgrebene finder sted overalt og i Danmark er der ingen systematisk statistik på området. Det tætteste man kunne forhandle sig frem til, var at tage det med under offerstatistiken på trods af omfanget. Ingen har lyst til at løfte dynen eller blive fedet ind i sådan noget her. Heller ikke medierne. Medierne rider bare med på bølgen - op eller ned i jagten på drama og den gode historie. I stedet burde man forsøge at tage processen alvorligt med at få renset ud – og her burde den afdækkende journalistik gå foran.

Udover aktuelle og nutidige sager om overgreb, er det mest bestyrtende nok for de fleste i kirken, at der i 70'erne ikke alene har været pro-homoseksuelle i ledelsesembeder, især i nationale dele af kirken, en del af den seksualliberaliserende dagsorden dengang som smeltede sammen med modernisering - noget som mange mennesker dengang sympatiserede med. Som det ser ud har de pro-homseksuelle også sympatiseret med pædofile holdninger eller selv har været det med en interesse for teenagedrenge. Til at starte med blev det først pinligt, da et større antal præster efter dansk målestok enten er HIV-smittede og siden falder om i USA, hvor de dør af AIDS i 90′erne og det nye årtusinde. Herefter begynder overgrebene at komme frem. 80% af overgrebene af homoseksuelle/pædofile præster og 90% af offerne var teenagedrenge iflg. amerikanske medier. Siden har bolden rullet til det generelle problem med pædofile og deres målrettede aktiviteter i kirken, som pædofile aktivister jo selv mener er i orden (det skal afkriminaliseres).

Det siger noget om, hvad det er for noget holdningsrod fra 70’erne, der er blevet dækket over, der er blevet ryddet op i – og skal ryddes op i – også herhjemme ligesom i den katolske kirke, hvor det var almindeligt herhjemme også ”kun” at bortvise folk i stedet for at politianmelde, simpelthen på grund af en forkert sympati i den generation af mennesker der blev seksuelt befriet i 70’erne. Og vilkårene for en konsekvent beskyttelse af børnene, herunder politianmeldelser, er stadig meget dårlige herhjemme. Der er få anmeldelser i forhold til de overgreb, som behandlere rapporterer om.

I Danmark var det også almindeligt med en tæt tilknytning mellem homoseksuelle og pædofile - indtil den pædofile gruppe blev udstøt af de lesbiske. Inden da var LBL, heriblandt de pædofile, en politisk drivkraft i at få sænket den seksuelle lavalder til 15 år i midten af 70’erne.

I 1994 blev ILGA, de homoseksuelles internationale hovedorganisation, smidt ud af FN, efter at være optaget i 1993, fordi ILGA også repræsenterede 4 pædofilorganisationer som interessenter. De 4 organisationer blev efterfølgende ekskluderet, hvorefter nogle homoseksuelle græsrødder protesterede mod eksklusionen. Det der chokerede var, at protesten kom ud igennem den tyske nationalorganisation for homoseksuelle, som åbenlyst ville vise sin solidaritet med de pædofile.
I Danmark er der ikke slet ingen, der har vist nogen interesse for sagen – udover de homoseksuelle selv.

Det skader altså også de fleste homoseksuelles interesser om et almindeligt liv, at de ikke kan slippe af med græsrødderne til de pædofile eller kan slippe af med motivationen for at få den seksuelle lavalder ned.

Derfor er der behov for i større grad at få belyst, hvordan de pædofile arbejder, hvor de er organiseret og hvem der støtter dem.

De pædofile arbejder aktivt for at få den seksuelle lavalder i Danmark sænket til 11-12 år. Deres holdning er naturligvis ligesom de pro-pædofile der støtter dem, at det skal afkriminaliseres. Hvad hvis voksne forsøgte at legalisere, at børn kan bruges som hjælpeløse soldater?

Danmark har først sent fået en offerstatistik. Der er stadig interesser, som måske ikke ønsker en statistik systematiseret på overgreb mod børn. Det skal jo ses i forhold til, at man fra folketingets og regeringens side, har udpeget det her som et helt særligt indsatsområde, der er underudviklet. Jeg ville f.eks. gerne kunne se detaljeret statistisk materiale, som kan hjælpe med at målrette indsatsen.

De pædofile har en langt bedre retsbeskyttelse i dag end ofrene. Og man kan kun spørge sig selv om hvorfor? Hvem støtter dem? Hvorfor må man f.eks. ikke videregive oplysninger, når pædofildømte aktivt søger beskæftigelse i nærheden af børn og man får det bekræftet gennem børneattesten? Hvem har arbejdet for at få det ind i vejledningen, at kendskabet til den pædofiles aktive indsats for at få kontakt med børnene skal udbredes mindst muligt, mens andre politikere arbejder for at familier på vejen skal oplyses, når en pædofil flytter til området? P.t. er der ca. 50 positive børneattester om året – så der må være nogle som ”roligt” mener de kan forsøge sig, fordi kendskab til deres sag er omfattet af tavshedspligten. De må jo vide at børneattesten bliver positiv. Det kan jo også være stillinger de kan opnå, som ikke nødvendigvis kræver børneattest. F.eks. som frivillig leder i stedet for træner i en sportsforening.

Internationalt set - indenfor psykiatrien, er pædofili ved at blive afskrevet som en sygdom og kan gå hen og blive fremstillet som et socialt valg. Der er også en udløber af 70’erne. Det kan betyde, at pædofile i fremtiden kan sige nej til behandling.

At der fandtes og stadig findes kræfter, som arbejder for pædofili er den virkelige skandale. Det er også en skandale for børnene, at medierne ikke vil eller tør gå i dybden der.

Der er et stort behov for en bedre dækning og mere pres på området - så alle får renset ud, hvis man ellers er enig i, at den her slags udnyttelse af børn er noget af det værste.

Børns rettigheder nu og i fremtiden får stadig alt for lidt opmærksomhed - og i medierne dukker børnenes rettigheder kun op i kontekst med, at voksne har juridiske problemer som involverer børnene. Børnene har slet ikke prioritet.

På den måde er børn stadig lige så hjælpeløse, som de var i feudaltiden. Der blev de udnyttet til at arbejde. De voksne er ikke holdt op med at udnytte de var der først - de har bare ikke længere behov for at lade børnene arbejde i marken.

Så det er på tide at tage fløjlshandskerne af og trække i arbejdstøjet.

Jeg kan ikke se, at sagen her handler om religion. Den handler om pædofile og interessen for at komme deres indsats mod børnene til livs.

Men der medierne vel ligeglade. Måske er du det også som chefredaktør? Det er ikke en rar ting at skulle kaste sig ud i, når andre ikke er gået foran endnu.

Men her har både den katolske kirke og de lesbiske i LBL flere hår på bryset end journalisterne, der er bange for at få skidt under neglene.


Lige en kommentar til jer ovenover ifb. debatten om mediernes effektivitet.

Det er måske rigtigt nok, som man er inde på her, at sagen bruges som en platform for noget andet. Børn og deres sikkerhed virker man ikke særlig interesseret i.

Chokeffekter og lignende, som Lisbeth Knudsen referere til, har heller ikke hjulpet meget på at udvikle befolkningernes interesse for klimadebatten og politikken gennem årtier. Det ofte først når mennesker omkommer i store tal som i naturkatastrofer, at chokeffekten for alvor kommer ind i bevidstheden. Men det er jo ikke medierne der skabt naturkatastrofen. Tilgengæld kommer der også et lys af værdighed ind over de mennesker, der fungerer i medierne, når katastrofen rammer. Overfor katastrofeunderholdning er en film som The Day After Tommorrow en stærkere oplevelse end hvad medierne er i stand til at præsentere af drama.

Det kræver diciplin at holde sig bevidst om noget igennem længere tid. Den diciplin har nyhedsmedierne ikke formået at skabe men blæser rundt i vinden i jagten på at konkurrere med computerspil, film og andre oplevelser. Men journalisterne kan udvikle den diciplin. Det kommer helt an på, hvordan de forvalter deres arbejde.

At andres personlige overbevisning har betydning for, hvilken behandling man som borger får og hvor meget den sagkyndige investerer, har været afdækket i mange andre lande og der er også bestilt undersøgelser af regeringen i Danmark. Her er det først og fremmest sygehusvæsenet der bliver undersøgt. I udlandet er det simpelthen kendt, at det påvirker dine chancer for at overleve en livstruende sygdom, hvilket menneske du møder. Tilsvarende det kunne også være den behandling børnene får af de mennesker de møder i samfundet. Hvad er børnenes chancer og muligheder.

De nuværende fremtrædende medieportaler har et ansvar som de bør være sig voksent fremfor at se sig selv som mest værdifulde, hvis de fremstiller underholdning. Den debat er også aktuel i forhold til DR og interessen for at blive ved med at betale licenskroner. De dokumentarprogrammer de køber, vil jo alligevel blive vist på andre kanaler i en anden situation, hvor DR selv vælger at tage skrditet fuldt ud og drive en underholdningskanal. Så DR kan også ebbe ud, den dag den politiske interesse forsvinder få at have en statskontrolleret kanal. Ligesom at tilskudene til dagbladene ebber ud i det brede og konvegerende mediesamfund der er i dag. Så har vi ikke engang talt automatisering ifb. syndikering, som kun er begyndt.

Men engang kan vi måske få et Europæisk CNN i stedet, selv om det nok stadig er lidt langt væk. Men nogen der har råd til at betale journalister for at gå i dybden. At sætte det fokus på kernen i det manuelle arbejde tror jeg vil afgøre hvilke journalister kan positionere sig effektivt i fremtiden. Selve publikationsvirksomheden er død, fordi den type virksomhed kan automatiseres og det i dag kun er et spørgsmål om rettigheder, der ikke får det hele til at bryde sammen. Den forståelse har virksomhederne jo også selv. Det eneste der holder liv i biksen er private netværk, portaler eller lignende private medier - som man kan få adgang til fra Internettet, men ikke må være en del af Internettet. Men indholdsleverandøren har pricipielt ikke brug for publikationsvirksomheden og kan formentlig omsætte mere uden publikationsvirksomhederne i markedet. Det er en maskinagtig nyhedssyndikering som finder sted i dag hos fattige tv-kanaler og aviser, mens man afprøver forretningsmodeller som kan redde oplag, seertal i en usikker fremtid for virksomhed, der egnetlig kun lever af publikation.

Hvordan er det lige med de her mediepersoner og deres gerninger? http://www.sappho.dk/kristeligt-dagblad-udelukker-debattor-efter-offentliggorelse-af-muhammed-tegninger.htm Og http://eticha.dk/news/?p=1221
links skulle gerne vise Lisbeth Knudsens og andre mediepersoners hang til selvsencur