Da jeg gav mig til at læse Leonora Christina Skovs roman "Silhuet af en synder", rodede jeg noget rundt i det med fortælleren. Det forekom mig skiftevis, at det er en mand og en kvinde, og jeg måtte bladre tilbage nogle gange, før jeg fandt ud af, at det er en mand. Men efter yderligere nogle sider måtte jeg justere min forestilling, da det viser sig at være en transseksuel kvinde, der fortæller.
Det er ikke helt tilfældigt, at jeg fjumrede rundt i det. Først var jeg påvirket af min viden om forfatterens køn, som gør, at jeg helt naivt er tilbøjelig til at identificere en jeg-fortællers køn med forfatterens. Det kan man selvfølgelig ikke. Dernæst blandede min viden om forfatterens seksuelle orientering sig i min forståelse. Skov har i offentligheden ført sig frem som homoseksuel, og så kunne det passe udmærket med de varme følelser mellem fortælleren og romanens kvindelige figurer.
Jeg fortæller om disse indledende forvirringer, fordi de er en pointe i romanen. Kønsidentiteten ligger ikke fast for personerne og læseren, men er i mere eller mindre forvandling og under konstruktion, og det er ikke mindst denne identitet, som er kilde til romanens intriger. Hvem er hvem i denne historie, hvor personerne overtager hinandens navne, og hvor generationer spejler sig i hinanden på skæbnesvanger og dog ikke helt fatal vis?
Skovs roman er i slægt med såkaldt gotiske romaner af for eksempel Jane Austen og Charlotte Brontë. Det er en stærkt melodramatisk roman, hvor barometret for det meste står på storm. Her er et forældreløst barn, som kommer på børnehjem, men som finder frem til sine forældre ad snørklede veje. Her er en pige, som mister sin mor og får en ny, der ikke kan lide hende. Her er en fader, der har sex med sine døtre, børn der har sex med hinanden, og forældre der bliver sindssyge, og som dør sammen i ægtesengen, hvad enten det skyldes mord eller selvmord.
Det meste af handlingen finder sted på et faldefærdigt sydsjællandsk gods, hvor det tilsyneladende spøger, og hvorover der hviler en evig forbandelse. "Silhuet af en synder" er et blik ind i et galehus, hvor forestillinger om normalitet ikke levnes megen plads. Den står i skærende kontrast til de romantiske romaner, som en af romanens personer – A. von Liljenholm – skriver om den store og ægte kærlighed mellem mand og kvinde.
Til gengæld er der altså rigeligt plads til at sætte identiteten, seksualiteten og selve det at fortælle historier på spil. Romanen virker på alle måder konstrueret. Personerne møder belejligt hinanden, og det hele går efterhånden op som en sindrigt lagt kabale.
Det kan være en lidt langsommelig affære at komme i gang med romanen, fordi man efter de første hundrede sider stadigvæk kun er ved at få det hele sat op og præsenteret. Men der kommer god gang i den, efterhånden som historien, eller historierne, foldes ud. Her fortælles ikke strengt kronologisk, ligesom fortællingen kommenteres undervejs af de personer, der fortløbende læser den og bidrager til den. Det er et helt postmodernistisk fordoblingsnummer af fiktionen, der konstant peger på sig selv – som fiktion.
Fiktionsafsløringen og dens spil ville være temmelig trivielt, hvis ikke Skov samtidig satte kønnet på spil og så at sige genfortæller de gamle gotiske kærlighedsromaner fra en skæv kønslig vinkel. Romanen viser, hvordan forfatterinden A. von Liljenholm i realiteten har skrevet sine kulørte romaner om den store kærlighed som et dække over kærligheden til sin søster.
Hun har skrevet den forbudte kærlighed ind i et normalt fantasimønster – helt på linje med det, som nogle kønsforskere mener, at H.C. Andersen har gjort med sine romaner.
Det er Skovs fortjeneste at kaste grus i maskineriet, udfordre normaliteten og gøre seksualiteten til en leg, der godt kan handle om far, mor og børn, men også om en hel del andet.
Leonora Christina Skov: Silhuet af en synder. 374 sider. 299,95 kroner. Rosinante