Men forespørgslen generer ikke Henning Nørhøj. Tværtimod. Der er allerede dækket op med kaffe og kage i spisestuen i parcelhuset i Haslev på Sjælland, og papirer og notater ligger klar ved siden af hans tallerken.

Han har brugt lang tid på at få det hele til at gå op. Gudsbegrebet, opstandelsen, lidelsen. Det hele har været oppe at vende. Til sidst fandt han, at teologien blev til tro, og troen er en hjælp gennem en sorg og et savn, der altid vil være der.

– Troen skal give mening. Ellers kan det være lige meget, siger han.

De fleste, der oplever menneskelig ulykke, stiller sig selv spørgsmålet: Hvorfor rammer det her mig? Og som kristen kan det omformuleres til: Hvis Gud er kærlighed, hvorfor tillades det onde og meningsløse at ske?

Sådan tænkte Henning Nørhøj også. Men ved at kigge lidt nærmere på det gudsbegreb, han indtil nu aldrig havde haft anledning til at anfægte, men som nu stod for skud, opdagede han, at Gud ikke kunne klandres for det, der var sket.

– Der er to yderligheder. Man kan enten synes, at tilværelsen er så meningsløs, og at det her var så uretfærdigt, at man som Job i Det Gamle Testamente går i rette med sin Gud. Men det må jeg afvise, for det hører ikke til mit gudsbegreb. I fald ville det kræve, at Gud var en slags person, som man kan skælde ud, når man føler sig uretfærdigt behandlet, men sådan ser jeg ikke på det. Gud har heller ikke en skjult side, der er vendt bort fra mennesket, men Gud er tværtimod den, der bekæmper det onde.

– Den anden yderlighed er, at man forestiller sig et gensyn i Gudsriget, i Himlen. Det hører heller ikke til min tro. Sådan mener jeg ikke, man kan tænke og tale om det i vores moderne verden.

– I stedet må vi tro på, at der er en Gud, som er en bærende magt i vores liv, et dyb, der gælder ubetinget, og som ikke lader os alene med vores lidelse eller savn, siger Henning Nørhøj.

Den helt centrale højtid i kristendommen er påsken, for påskedag genopstod Jesus fra de døde. På trods af at opstandelsen er selve omdrejningspunktet, det, som det hele handler om, er den også noget af det, der er sværest at få hold på.

Selv apostlen Paulus havde svært ved at forklare opstandelsen for en græsktænkende menighed, så de forstod, hvad den gik ud på. Han prøvede sig frem med flere billeder. Først at vi fødes i et kødeligt legeme og skal opstå i et åndeligt legeme. Så naturens billede, hvor kornet lægges i jorden, dør og genopstår som et aks, der vokser op af jorden. Det samme korn og dog noget helt nyt. Men Paulus' sprog for opstandelsen slap op.

Måske af samme grund har udlægningen af opstandelsen været genstand for mange teologiske forskningsprojekter og artikler – også i moderne tid, hvor teologer og præster har forsøgt at forklare nutidens menneske, hvordan det kan forstå noget, der er så abstrakt og svært at tro på rent videnskabeligt, og hvad Jesu opstandelse betyder i praksis for den enkelte.

En af de mere pædagogiske forklaringer eksemplificerer det med de glimt fra hverdagen, hvor vi oplever, at livet begynder på ny. Når vi bliver raske efter sygdom, forsonet efter en konflikt eller oplever at få ny energi og mod på livet igen efter en periode, hvor det hele syntes meningsløst.

Den udlægning vil Henning Nørhøj godt gå med til, men han understreger, at opstandelsen rækker langt videre end det.

– For mig har det været vigtigt at holde fast ved en klassisk opstandelseslære, for den betoner dette livs vigtighed og engagementet i dette liv. Vores liv er ikke noget, vi har krav på eller selv står bag. Det er skabt til os og givet os som en gave, vi kun får denne ene gang. Vi kan med glæde tage imod livet og leve det fremadrettet. Der er givet os en retning i vores liv og en mening med vores liv. Et håb om, at alt det, som vi måtte slås med i livet, alt det, der er modsigelsen, engang skal ophæves.

– Troen på det og håbet herom er et udtryk for, at Gudsriget i glimt kommer til udtryk blandt os. Opstandelsestroen giver os energi og håb og er dermed noget af det mest livsbekræftende, man kan tænke sig.

I morgen synges Grundtvigs salme "Påskeblomst hvad vil du her?" i mange kirker landet over til den store påskegudstjeneste. I salmen stiller også Grundtvig spørgsmål til, om man kan tro på opstandelsen: "Men er det sandt? Har vi noget at betyde? Er vor prædiken ej tændt? Kan de døde graven bryde?

Henning Nørhøj gjorde det samme efter sin søns død. Om ikke betvivlede det, så efterlyste en mening med påskens budskab. Hvad havde det at tilbyde ham og hans familie i denne værst tænkelige situation?

Noget vigtigt, kunne han mærke.

– Det, der til syvende og sidst er bærende og meningsfuldt for mig, er, at Jesus med opstandelsen bryder dødens magt. Påskens budskab er, at døden ikke er det sidste, man kan sige om et menneske.

– Hvis man siger ja til, at vi er skabt, må der altså være en Gud, et dyb, som bærer os gennem alt det, der ellers er umuligt og uforståeligt – selv gennem døden. Dem vi mister, er fortsat i Guds hånd og omsluttet af Guds kærlighed. Mennesket er med andre ord så vigtigt og værdifuldt, at vores betydning rækker ud over de minder, vi efterlader vores pårørende med. Set i opstandelsestroens lys er vores søn stadig vigtig og nærværende, fordi han er Guds barn og døbt til at tilhøre ham. Det er trods alt en trøst.

Når man taler om det kristne påskebudskab, er ordet lidelse ikke til at komme udenom.

Langfredag, da Jesus hang korsfæstet på Golgata, råbte han de berømte ord: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"

Det kan synes som en falliterklæring, at den helt store helteskikkelse ikke magter at tage det allersidste skridt med et lige så fattet sind, som han viste på den lange vej dertil, men som med så meget andet i Bibelen er betydningen ikke så lige til.

– Man har talt meget om og gransket lige netop de ord. Råbet afspejler et dyb i Jesu lidelse, men som ikke er en lidelse, der knytter an til uret eller til den fysiske smerte. I stedet handler råbet om, at Jesus føler sig forladt. Jesus oplever meningsløsheden og dens dyb, sådan som vi også kan gøre det i tilværelsen.

– Selvom der ikke længere er nogen eller noget at klamre sig til for Jesus, så råber han på Gud. Det gør han, fordi han selv i denne yderste situation tør tro på, at Gud er der. Han siger jo ikke, at han giver op og ikke kan mere. Han taler heller ikke til en Gud, der skal redde ham. Han gør lidelsen bevidst ved at skrige efter Gud og gør sig til ét med det menneske, som måtte være i samme situation, siger Henning Nørhøj.

Tabet af Jakob fik Henning Nørhøj og hans familie til at opleve lidelse i form af meningsløshed, magtesløshed og savn. Mange gode mennesker meldte sig, støttede dem og gav deres medfølelse til kende, og det bar dem videre fra det punkt, hvor tæppet blev revet væk under dem.

– Det føltes virkelig som Guds kærlighed, der blev rakt videre til os gennem almindelige menneskers hænder og mund. Det, vi mødte fra andre, og det, vi møder gennem evangeliets ord, er en trøst, et grundlag og en styrke, der som en bærende kraft gør det muligt at leve et hverdagsliv for os i dag.

Det er nu tre måneder siden, at Henning Nørhøj mistede sin søn, og savnet kan ingen tage fra ham og hans familie. Der er, som han sagde fra prædikestolen ved begravelsen, et "før" og et "efter", og tabet er det nye udgangspunkt, hvorfra resten af livet udspringer. Men det har været styrkende og befriende at konfrontere de til tider meget abstrakte teologiske begreber med virkeligheden.

Processen har gjort ham klogere på sin egen tro, og der er meget i den klassiske strømlinede teologi, som ikke længere giver mening for ham.

– Jeg er blevet tvunget til at reflektere over, hvad troen rent faktisk betyder for mig. Det har ikke været selve indholdet, jeg har været anfægtet af, men hvordan det skal forstås, og hvad det betyder.

– Selvom det kan være tillokkende i vores situation at gå til en af de to yderligheder, hvor man enten går i rette med Gud eller venter på gensynet i Himlen, har det føltes uærligt. Til gengæld tør jeg med påskebudskabet tro på, at det menneske, jeg mistede, ikke for altid er tabt, men er i Guds hånd. Hvad det er, kan man ikke danne sig noget konkret billede af eller sætte tydeligere ord på. Men det ligger i vores kirkes tro og i vores personlige kristenliv som et håb, jeg ikke vil være foruden. Det er ikke blevet nemmere at tro, efter Jakob døde, men troen giver mere mening nu.

duus@kristeligt-dagblad.dk