Tvivl er ikke tabu for moderne præster

– Præsternes udsagn viser, at der også i kirken er sket et skred fra den gamle "objektive" forståelse af kristendom til en ny erkendelse af, at religion er en personlig sag – en livsstil. Religion er et individuelt tilvalg, som også præsterne er begyndt at bøje sig for, siger han.

Og det er ikke noget problem for folkekirken, så længe præsterne ikke ligefrem forsøger at omvende deres menighed til andre religioner, mener Morten Warmind, religionssociolog og studieleder ved religionsvidenskab på Københavns Universitet.

– Det er ikke nogen usædvanlig holdning blandt moderne mennesker, og præster er også moderne mennesker. Folkekirken kan ikke pålægge en præst at tro noget bestemt, men den kan pålægge præsterne ikke at agitere for en anden tro, siger han.

Men den forståelse for folkekirkepræsters opgave som forkyndere er galt afmarcheret, mener tidligere sognepræst, ph.d. og seniorforsker i kirkeret og retsteologi Kristine Garde: – Præster kan ikke begynde at pille ved Jesus som den eneste frelser uden at gøre kristendommen ligegyldig.

– Giver man køb på dette punkt, udviskes forskellen mellem kristendommen og andre religioner, og dermed forvanskes Jesu død og opstandelse som udtryk for Guds universelle frelsesvilje, siger hun.

Kan præsterne ikke ud fra egen samvittighed leve op til kirkens bekendelser, må de overveje at tage deres afsked, lyder det fra Kristine Garde.

– Hvis loyalitetskravet over for folkekirkens evangelisk-lutherske lære opleves som en ulidelig spændetrøje, må den pågældende i sit stille sind overveje, om han eller hun magter at fortsætte som præst i folkekirken. Lægger man offentligt afstand til loyalitetskravet og kommer på kollisionskurs med præsteløftet, skal man ikke blive overrasket over at blive indkaldt til en opklarende samtale i bispegården, siger hun.

johansen@kristeligt-dagblad.dk