Debatten trækker lange tråde tilbage i historien, hvor middelalderkirkens paver hævdede, at de havde patent på frelsen og på brutal vis udnyttede den position til at opbygge egen magt over mennesker. Omvendt vil det være i strid med Jesu egne ord og kristendommens selvforståelse, hvis den frakendes sin universelle sandhed. Og netop det er en del af kernen i debatten om vejen til Gud.

I en postmoderne, pluralistisk tid, hvor tolerance fremholdes som en af de højeste værdier, fordi alle kulturer og religioner skal have lige plads, bliver det stadigt sværere at hævde, at kristendommen rummer en sandhed, der ikke findes i andre religioner og andre steder. En sådan påstand udlægges i dag let som udtryk for intolerance, selvom vi som samfund paradoksalt nok ikke tøver med at stå på hovedet for at anerkende andre, der hævder, at deres tro er den eneste sande.

Debatten vedrører i høj grad folkekirkens identitet. Kirken er splittet mellem på den ene side at være kirke for folket og derfor følge med tiden og på den anden side at være kirke og som sådan fastholde en bekendelse og en sandhed, der ikke forandres. Det første fordrer, at kirken gør sig bred, rummelig og inkluderende, mens det andet fordrer, at kirken afgrænser sig og fastholder forkyndelsen af den samme uforanderlige sandhed.

Folkekirken balancerer på en knivsæg i disse år, og faren består i, at kirken bliver for meget folk og for lidt kirke.

De færreste danskere tror ifølge meningsmålinger på, at Jesus opstod fra de døde påskemorgen og derved overvandt døden for os alle. Det er ikke desto mindre kernen i al kristentro og påskehøjtidens budskab. Det kan ikke diskuteres eller gradbøjes. Derfor skal det budskab forkyndes utvetydigt. Det har fra første færd været kirkens opgave og vil også være det i fremtiden.

Jesus siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet. Ikke en af mange veje. Den sætning skal vi bruge til at holde dom over os selv og ikke til at dømme andre.

GOD PÅSKE!