29 indlæg det seneste døgn- En antologi om forebyggelse og behandling
Nedenfor bringes citat fra omtalen.
Fra forskning til kommuner og regioner.
"Hvad er barnlig seksualitet, og hvordan udvikles denne?
En helt afgørende forudsætning, når man skal beskæftige sig med og forsøge at forstå børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, er faglig viden om barnlig seksualitet. Kathrine Zeuthen, Institut for Psykologi på Københavns Universitet, påpeger i sin artikel (kapitel 2), at det er vigtigt, at vi har en viden om, hvad barnlig seksualitet er, og hvordan vi støtter barnet i en sund og naturlig udvikling af dets seksualitet.
Kathrine Zeuthen beskriver i sin artikel, (NB1)at det seksuelle overgreb netop kan ske, fordi børn, som er helt afhængige af de voksnes omsorg, ofte ikke kan skelne mellem den voksnes omsorg og det seksuelle overgreb, fordi denne skelnen er noget barnet skal lære af de voksne omkring sig. I sin artikel giver hun en indføring i den barnlige seksualitet, hvordan denne udvikles, og hvordan det påvirker barnets udvikling af en naturlig seksualitet, at det udsættes for overgreb.
Omfanget af seksuelle overgreb
En undersøgelse fra 2002 blandt 6000 9.-klasses-elever gennemført af Karin Helweg-Larsen, Statens Institut for Folkesundhed, og Helmer Bøving Larsen, Institut for Psykologi, Københavns Universitet (kapitel 3) viser, at 8% af pigerne og 2% af drengene oplyste, at de havde været udsat for seksuelle erfaringer med en person, der var mindst 5 år ældre end dem selv, og 3% af pigerne og 1% af drengene oplevede det som et seksuelt overgreb. Undersøgelsen viste endvidere, at der er nær sammenhæng mellem tidlige seksuelle erfaringer og alvorlige trivselsproblemer.(NB2)Børn, der har svært ved at tale med deres forældre om problemer, som har været vidne til vold i hjemmet, og som er vokset op med andre voksne end deres biologiske forældre har større risiko for at opleve overgreb.
Hvad angår de mindre børn, som går i daginstitution, og deres udsathed for seksuelle overgreb fra personer uden for familien, viser en undersøgelse, som Else Christensen, Socialforskningsinstituttet, har stået for, at der kun synes at være tale om et begrænset problem (kapitel 6). Undersøgelsen er baseret på Socialforskningsinstituttets forløbsundersøgelse, som følger 6.000 børn født i efteråret 1995. Kun ni mødre oplyser, at der har været mistanke om, at deres barn har været udsat for overgreb fra en voksen i daginstitutionen. Derimod oplyser 2% af mødrene (93 mødre), at der har været mistanke om seksuelle overgreb fra voksne mod børn i deres barns daginstitution, men altså i de fleste tilfælde ikke et overgreb, der har været direkte rettet mod deres eget barn. I de tilfælde, hvor der har været mistanke om overgreb fra en af de ansattes side, har halvdelen af institutionerne fritaget den mistænkte fra arbejdet og har holdt møde med forældrene, samt inddraget politiet og fået iværksat en undersøgelse.(NB3) Der er imidlertid adskillige daginstitutioner, der ikke har iværksat nogle af disse aktiviteter. Der er, skriver Else Christensen, således et stykke vej endnu, når det handler om ensartede reaktioner fra daginstitutionernes side ved mistanke om seksuelle overgreb fra en af de ansattes side.
Det fremgår endvidere af Else Christensens artikel,(NB4) at ca. en fjerdedel af mødrene synes, at familien ikke har fået den hjælp, de mener, at de havde brug for i forbindelse med mistanken om seksuelle overgreb i deres barns daginstitution. Det er relativt mange, vurderer Else Christensen, og hun mener, at der er behov for et tættere samarbejde mellem daginstitutioner, familierne og den sociale forvaltning i disse sager.
Børn og unge,(NB5) der er anbragt på døgninstitution, udgør en særlig udsat gruppe i forhold til seksuelle overgreb. Dette har tidligere været dokumenteret i en række udenlandske undersøgelser, hvor det bl.a. er fremgået, at op mod en tredjedel af de børn der anbringes uden for hjemmet har været udsat for seksuelle overgreb inden anbringelsen, og at en væsentlig del af børnene, dvs. op til 13% af de anbragte børn, udsættes for overgreb under anbringelsen. Flere undersøgelser peger i den forbindelse på, at det især er de børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb inden anbringelsen, der også udsættes for overgreb under anbringelsen.
Jill Mehlbye, AKF, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, har gennemført en undersøgelse blandt landets døgninstitutioner (kapitel 7), og finder, at stort set alle døgninstitutioner både har erfaringer med at modtage børn, der inden anbringelsen har været udsat for seksuelle overgreb, og har oplevet seksuelle overgreb mellem børnene og de unge under deres ophold på døgninstitutionen. Om 572 af de børn og unge, der har været anbragt på døgninstitution inden for de sidste to år, vides det med sikkerhed, eller der er stærk mistanke om, at de har været udsat for seksuelle overgreb inden anbringelsen. Heraf vides det med sikkerhed, at 270 af børnene og de unge har været udsat for seksuelle overgreb. Ca. en fjerdedel var drenge.(NB6) Samtidig oplyser institutionerne samlet set, at 71 børn og unge har været udsat for seksuelle overgreb under anbringelsen på døgninstitutionen. Lidt over en tredjedel heraf var drenge. Der er typisk tale om, at det er et andet barn på institutionen, der har forgrebet sig på barnet.
Elsebeth Kirk Muff, Socialt Udviklingscenter SUS, sætter i sin artikel (kapitel
fokus på en anden risikogruppe,(NB) nemlig børn og unge med fysiske og/eller psykiske handicap. I følge udenlandske undersøgelser (NB 7) har denne børne- og ungdomsgruppe 2-3 gange større risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb. Artiklen beskriver en række af de myter og tabuer, der særligt knytter sig til seksuelle overgreb mod denne børne- og ungdomsgruppe og peger samtidig på, at behovet for viden på området er stort. Ikke mindst er det vigtigt, at også de medarbejdere, der omgås børn og unge med handicap fagligt er rustede til dels at få øje på de tegn og signaler, der måtte være fra børnene og de unge, dels at håndtere og iværksætte de påkrævede handlinger, der er forbundet med henholdsvis en mistanke eller en konkret viden om seksuelle overgreb.(NBerne er indsat)
Ergo:
1. Små børn kan ikke skelne mellem omsorg og overgreb
2. Overgreb hænger sammen med andre problemer.
3. Offentlige institutioner er ikke overvældende interesserede i at beskytte børnene.
4. Heller ikke i at opklare evt. overgreb.
5. Børn uden forældre eller andre ansvarlige er særlig udsatte.
6. Børn anbringes, fordi de har været udsat for seksuelle overgreb, kaldes behandlingskrævende. I stedet for behandling og hjælp til sund udvikling fortsætter overgrebene, for børnene har ingen voksne, de har tillid til.Slægt og venner er jo frataget dem.
7. Disse børn kan slet ikke forsvare sig.
Naturligvis bør ingen børn krænkes.
Naturligvis begås der overgreb mod svage grupper alle steder, hvor de ikke nyder særlig beskyttelse.
Den særlige hetz mod den katolske kirke i Danmark finder jeg også overdrevet.
Her i landet har kirken mig bekendt ikke drevet børnehjem eller kostskoler i de senere år, og de store skandaler er netop knyttet til sådanne op(bevarings)fostringssteder, hvor pædofile naturligvis søger hen, og hvor de har nogenlunde frit spil, for ingen vil høre på børnene.
Jeg tror ikke, der kommer mange falske anmeldelser.
Snarere tror jeg, at mange vil holde sig tilbage for ikke at ribbe op i smertelige minder og stille sig selv i gabestokken som offer, der måske ikke engang bliver troet.
I så fald har man udstillet sin sorg og skam offentligt uden andet resultat end at kaldes løgner og i allerværste fald, at man selv var udfordrende og "lokkede".
Gå ud og undersøg enhver sportsgren og spejderbevægelse, og I vil finde.
Jeg finder politikeres og formanden for børnerådet særlig pinlige, fordi jeg ved, og DE VED om det forfærdende misbrug af børn, der er sket og stadig sker på institutioner og i plejefamilier.
De tal, forskerne oplyser, er kun toppen af isbjerget. Private institutioner og familieplejere og de børn, som er anbragt der, får ingen adgang til.
Det føles måske meget bekvemt, men hyleriet får nemt karakter af at lede opmærksomheden bort fra eget gebet og eget ansvar.
Hvor finder vi uvildige til at undersøge det offentlige og dets såkaldte klageorganer.?
