Jannie Iwankow Søgaard |
6. april 2010
I 15 år har Ann Marie Buch vidst, at hun led af skizofreni. Bag sygdommen gemmer sig en kunstinteresseret og kreativ kvinde, der ønsker at blive set som andet og mere end en diagnose
Det er ikke til at se det, når man ikke lige ved det. Som hun sidder der, smart klædt i blå-grønne nuancer med matchende makeup og lange øreringe, ligner hun ikke en kvinde, for hvem livet har budt på et utal af hospitalsindlæggelser, handlingslammende hallucinationer og stærk medicin. Tværtimod.
Øjnene er spillevende bag brillerne, smilet bryder ofte frem på læberne, og fingrene med de perlemorslakerede negle gestikulerer flittigt, når noget besværligt skal forklares.
Men sandheden er, at 48-årige Ann Marie Buch har levet et liv, som i perioder har drejet sig mere om at overleve end at leve.
Som 24-årig og netop gået i gang med pædagogstudiet måtte hun første gang lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling, fordi hun havde det dårligt, hørte stemmer og ikke kunne finde ro i sig selv. På sygehuset blev hun fyldt med stærk medicin, som skulle stoppe den angstpsykose, hun befandt sig i.
– Der er sket en masse ulykkelige ting tidligt i mit liv, og da jeg blev indlagt, var det hele lige kulmineret med, at min far og min farfar døde med kort tids mellemrum, fortæller hun og forklarer, at indlæggelsen på den psykiatriske afdeling fik hende til at føle, at hun bogstaveligt talt var havnet i Helvede.
Det er svært for Ann Marie Buch at forklare, hvad der sker oppe i hendes hoved, når hun får det dårligt. Nogle gange udløses det af konkrete hændelser, andre gange kommer det tilsyneladende uden varsel.
– Når jeg er psykotisk, er jeg så angst og får så uhyggelige tanker, at jeg ikke kan holde det ud. Jeg trækker mig helt ind i mig selv og kan samtidig ikke finde ro nogen steder. Jeg får for eksempel tanker om, at der sker nogen i min familie noget, fortæller hun.
Og så er der det med at høre stemmer.
– Når jeg hører stemmer i hovedet, er det som at opleve, at ens egne tanker bliver så høje inde i hovedet, at det mærkes som om, det er andre mennesker, der siger tingene, siger hun og tilføjer, at hun altid har vidst, at stemmerne ikke var virkelige.
Ann Marie Buchs første indlæggelse varede ni måneder. Herefter tog hun orlov fra studiet og var fire måneder på højskole. Måneder, hun beskriver som en lykkelig periode i sit liv. Her mødte hun også sin mand, som hun senere flyttede sammen med. Et forhold, der resulterede i en søn, som i dag er 19 år.
De første år med sønnen var dog ikke præget af den nybagte mors lykke. Ann Marie fik en fødselspsykose.
– Allerede den dag, han blev født, brød psykosen ud. Jeg var angst for, at der var noget i vejen med ham, angst for, at jeg ikke kunne passe ham og så videre, fortæller hun.
Og de første to år af sønnens liv kunne hun da heller ikke tage sig af ham alene. Men så var hans far der, og de fik en aflastningsfamilie, som sønnen boede hos i perioder. Det fortsatte han med op igennem sin opvækst, og det har kun været positivt, synes Ann Marie Buch. I dag bor han dog fast ved sin mor, som blev skilt fra faren for seks år siden. Han går i gymnasiet, har en kæreste og er meget dygtig musikalsk.
Det er tydeligt, at Ann Marie Buch er stolt af ham, og det er vigtigt for hende at fortælle, at han altid har haft det godt og aldrig har oplevet hende, når hun har været mest syg.
– Jeg har altid passet godt på min søn. Og i dag siger han tit til mig, at han ikke forstår, hvordan jeg kan sige, at jeg er syg. Han har aldrig oplevet mig sådan. På en eller anden måde har jeg altid magtet at holde sammen på mig selv, når han var der, fortæller hun.
I det hele taget vil den hårdt prøvede kvinde nødig sættes i bås med de skizofrene mennesker, som ofte finder frem til avisernes forsider og skaber et entydigt og voldeligt billede af mennesker med skizofreni.
– Jeg bliver ikke vred, når jeg hører det. Jeg bliver nærmere angst og ked af det. Jeg, der aldrig har sat en finger på nogen og knap kan slå en flue ihjel. Men i det hele taget handler det at være skizofren meget om uhåndterlig angst, ræsonnerer hun højt.
Fra hun var 24 år, til hun var 33 år, røg Ann Marie Buch ud og ind af hospitalet. Hun fik aldrig stillet nogen fast diagnose – lægerne konstaterede blot, at det var midlertidige psykoser. Først som 33-årig fik hun diagnosen skizofren og fik dermed tildelt pension. Med en tredjedel intakt erhvervsevne har hun dog siden hen arbejdet i flere perioder af sit liv og har også færdiggjort uddannelsen som socialpædagog.
Sidste ansættelse var på Diakonissestiftelsen, hvor hun arbejdede både på plejehjemmet og i ældre-caféen. Her stoppede hun efter fire års ansættelse i 2001.
– Det var et sted, jeg var rigtig glad for at arbejde. Men det var samtidig svært for mig at vende tilbage til jobbet de to gange, hvor jeg var indlagt under ansættelsen. Det var svært for mig at skulle forklare de andre, hvorfor jeg havde været væk, siger hun.
Det er det ikke dér, hvor hun arbejder nu. Fountain House hedder stedet, hvor hun i fem et halvt år ugentligt har tilbragt 20-30 timer. Det er et klubhus for mennesker med alvorlige psykiske problemer.
Her deles ansatte og medlemmer om arbejdet med at skabe en fælles meningsfuld hverdag gennem arbejdet med den daglige drift i deres store hus, hvor 60-70 mennesker hver dag har deres gang.
I de år, hun er kommet her, har hun kun været indlagt to gange af henholdsvis en og to ugers varighed. Det siger noget om, hvor godt hun har det, og at hun stadig får det bedre med alderen, mener hun. Og så er det også et sted, hvor hun bliver opfattet som et helt menneske og ikke blot en diagnose.
– Der gik lang tid, inden nogen af de andre her spurgte til, hvorfor jeg kom i Fountain House, og ingen gættede på, at min diagnose var skizofreni. De fleste troede, jeg havde haft en depression og nu var på vej op igen, siger hun med et smil, der vidner om, at netop det med ikke at blive sat i bås betyder alverden for hende.
På Fountain House er Ann Marie Buch engageret i mange ting. Blandt andet er hun med i en jobgruppe, som sørger for, at brugerne af stedet kan få råd og vejledning om deres rettigheder og muligheder på jobmarkedet efter eller samtidig med psykisk sygdom.
Og så er der kunsten, som hun brænder for og åbenlyst har flair for.
Hun viser nogle billeder frem, hun har malet, og arrangerer en hurtig rundvisning på Fountain Houses tagterrasse. Her pynter farverige udendørsmalerier side om side på en lang mur og vidner om den kunst-workshop, hun arrangerede sidste sommer.
– Jeg er rigtig glad for kunst og kultur og er også kreativ selv. Kreativiteten har bare været gemt væk i næsten 20 år, funderer hun højt og smiler.
Nu har Ann Marie Buch det dog så godt, at kreativiteten ikke mere skal gemmes væk. Og for fremtiden har hun mange drømme. Lige nu forbereder hun sig på at søge ind på en etårig uddannelse som brugermedarbejder, hvor hun bagefter har mulighed for at arbejde på for eksempel et værested og inkludere sine egne erfaringer som psykisk syg. Men der er også et forberedende kursus til Kunstakademiet, som trækker i hende.
– Jeg ved jo slet ikke, om jeg kan magte at tage sådan en uddannelse, men jeg har i hvert fald mod på at prøve. Og ellers viser der sig sikkert noget andet, jeg kan gå i gang med, siger hun.
Ann Marie Buchs psykiske sygdom har frataget hende nogle muligheder i livet, og hun er stadig tilknyttet distriktspsykiatrien, som også sørger for, at hun medicineres rigtigt. Men da hun bliver spurgt om, hvorvidt hun er bitter over det, livet indtil nu har budt hende, er hun ikke i tvivl.
– Jeg ved godt, hvorfor jeg blev syg. Der har været en masse ulykkelige ting tidligt i mit liv, men bitter, det er jeg ikke mere. Du kan jo ikke ændre ved fortiden, sigerer hun.
soegaard@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad