Det er ikke til at se det, når man ikke lige ved det. Som hun sidder der, smart klædt i blå-grønne nuancer med matchende makeup og lange øreringe, ligner hun ikke en kvinde, for hvem livet har budt på et utal af hospitalsindlæggelser, handlingslammende hallucinationer og stærk medicin. Tværtimod.

Øjnene er spillevende bag brillerne, smilet bryder ofte frem på læberne, og fingrene med de perlemorslakerede negle gestikulerer flittigt, når noget besværligt skal forklares.

Men sandheden er, at 48-årige Ann Marie Buch har levet et liv, som i perioder har drejet sig mere om at overleve end at leve.

Som 24-årig og netop gået i gang med pædagogstudiet måtte hun første gang lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling, fordi hun havde det dårligt, hørte stemmer og ikke kunne finde ro i sig selv. På sygehuset blev hun fyldt med stærk medicin, som skulle stoppe den angstpsykose, hun befandt sig i.

– Der er sket en masse ulykkelige ting tidligt i mit liv, og da jeg blev indlagt, var det hele lige kulmineret med, at min far og min farfar døde med kort tids mellemrum, fortæller hun og forklarer, at indlæggelsen på den psykiatriske afdeling fik hende til at føle, at hun bogstaveligt talt var havnet i Helvede.

Det er svært for Ann Marie Buch at forklare, hvad der sker oppe i hendes hoved, når hun får det dårligt. Nogle gange udløses det af konkrete hændelser, andre gange kommer det tilsyneladende uden varsel.

– Når jeg er psykotisk, er jeg så angst og får så uhyggelige tanker, at jeg ikke kan holde det ud. Jeg trækker mig helt ind i mig selv og kan samtidig ikke finde ro nogen steder. Jeg får for eksempel tanker om, at der sker nogen i min familie noget, fortæller hun.